týsdagur 23. desember 1930síða 6

hun, at Lægen saa vilde have givet hende Blyant og Papir, at hun kunde skrive sit Navn og sin Adresse, »Ja, ja, vi skal nok finde dine Forældre. Vær du kun ganske ro- lig!« Tove faar nu varm The og ristet Brød med Marmelade, spiser med god Appetit og falder kort efter 1 saa dyb en Søvn, som om hun al- drig skulde vaagne mere. * Da Kontorist Stendrup og hans Kone saa, at deres Barn ikke var med, vendte de om eg begyndte langsomt at vandre tilbage. Lige straks gjorde de sig ingen Æng- stelser. Hun sad vel mellem Bu- skene noget borte. Og de blev ved at kævles endnu, mens Faderen af og til raabte hendes Navn, Imidler- tid naaede de helt tilbage til Re- staurationen uden at træffe hende, De spurgte alle der uden Resultat og sendte hinanden et Blik, der be- tød: »Der kan du se! Havde du ikke yppet Klammeri, havde vi ikke glemt at se efter vort Barnle Og hurtigt afsøgte de paany Vejen, de havde gaaet, løb ind ad Sideveje, raabte stadig højere og ængsteligere hendes Navn, men kom til Vejens Ende uden Resul- tat. Raadvilde stirrede de paa hin- anden. »Hvor kan vores lille Unge dog være bleven af?« sagde Blikkene nu. »Ja, hun maa jo være her i Sko- ven,« fastslog Stendrup, og den 2r da ikke saa stor. Gaa du nu ind her til højre for Vejen, Hilma, saa af- søger jeg den venstre Halvdel, og naar vi saa raaber af fuld Hals, maa hun da kunne høre os.« De ilede af Sted, løb ned ad alle Sidestier, raabte, saa Skoven sva- rede — men ingen Tove lod sig se eller høre. Da de omsider vendte tilbage til Traktørstedet, var det næsten helt mørkt. De sidste Gæ- ster var gaaet, og Tjenerne gik og dugede Bordene af. Raadløse stod Forældrene og stirrede paa hin- anden med duggede Øjne, der sag- de: »Ak Gud! Vores lille, søde Unge — hvad er der dog blevet af hen- de — —?« »Nu kan jeg kun tænke mig,« sagde Faderen, sat nogen har truf- fet hende vildfarende og paataget sig at bringe hende hjem. Du skal se, Hilma, hun er sikkert hjemme, naar vi kommer!« »Jamen, hun kan Gang komme ind.« Hun ringer selvfølgelig paa hos Clausens ved Siden af og bliver der, til vi kommer hjem.e Og helt trøstet ved denne Tanke ilede de af Sted for at naa Lyngby Station. I København tager de en Bil og er snart ved deres Hjem, ringer Naboerne op, forhører sig hos alle i Huset, Men ingen har set deres Barn. Overvældet af Bevægelse og Angst segner Hustruen om i Man- dens Arme. Han faar hende bragt jo ikke en ti! Sæde i en Lænestol, trøster hende og slutter: »Hvil dig nu lidt, lille Hilmal Jeg løber hen paa Politistationen. Du skal se, hun er nok bragt ind der.« Han styrter af ikke meget paa sine egne Ord. Dat varede en hel Time, han kom tilbage, da der først blev for Sted, men tror inden spurgt paa alle Byens Politivagter og derefter ringet til Radioen om at udsende hendes Signalement Hustruen var allerede begyndt at fatte Haab. Naar det varede 8318 længe, maatte han vel Spor efter Tove. Men da han om- sider kom tilbage uden ringeste Resultat, segnede hun fortvivlet om. Længe laa hun paa Gulvet, jamrende i de bitreste Selvankla- ger, døv for Mandens Trøst og kærlige Ord — il hun havde grædt være Daa sine Øjne tomme og hævede sig paa den ene Albue. »Klokken er halv tolv nu, lille Hilma,« sagde Stendrup; >jeg ta- ger med sidste Tog tilbage til Holte og gaar ud i Ravneholmsko- ven igen; det er jo givet, at hun maa være falden i Søvn derude, og i Morgen tidlig skal jeg nok faa Mandskab med ud at søge ef- ter hendel« »Lad mig tage med Dig, Seve- rin! — Jeg kan ikke holde ud at være ene herhjemmel« »Lille Kone! Du kan ikke taale at rejse med ud og trave rundt igen; og det er desuden nødven- digt, at en er herhjemme, hvis no- gen skulde komme med heude. Se nu blot at komme til at sove; det er jo givet, at hun er falden Í Søvn mellem Buskene derude.< »Nej, det er ikke,« tænkte Hu- struen. »Det er et Dyr af et Mand- folk, der har taget hende med sig og maaske slaaet hende ihjel bag- efter!< — Men hun turde ikke en- gang give denne frygtelige Tanke Ord. Og da hendes Mand tog Far- vel, klyngede hun sig til ham, som satte hun alt sit Haab til ham; og hendes sønderknuste Biik sagde: >Havde vi blot vor lille Unge igen, Severin, saa skul de der aldrig tiere komme et ondt Ord imllem os.« Og hans alvorlige Øjne svarede: »Nej, aldrig. Hilma!« * Kontorist Stendrup naaede Ør. holm langt over Midnat. I Restan- rationen fik banket en søvndrukken Pige op; men der havde man stadig ikke set noget ti. den lille Pige. Saa travede han om i den nat- sorte Skov, ustandselig Barnets Navn, standsede hvert Mi- nut for at lytte. kom paany Í Gang, trængte gennem de tætteste Buskadser, kom iger ud paa bug- tede Stier, snublede atter og atter tumlede han omsider raahte over Stubbe og Rødder, op og ned ad Skraaningerne, fulg- te Skovens Udkant helt rundt og var til at hav næsten segnede ned paa en Brink og faldt hen ! en Das. hvoraf han uroet af stygge Drømme, vaagne- de en Stund Det begyndte da at lysne, og han styrtede nu af Sted fra Hus ti! Hus for at hverve Folk til at sidst saa overtræt efter afsøge Skoven og de nærmeste Omgivelser; (de fæste Mænd arbejdede paa de nærlig- gende Fabriker, men var villiga til at renoncere paa en halv Dags Len for at staa ham bi; fra Vil- laerne kom ogsaa nogle; der blev ringet efter det sted'ige Politi, og i Løbet af en Times Tid var en stor Styrke í Gang med at afsøge det nærmeste og omliggende Ter- ræn. Hen paa Formiddagen, da Styr- kerne for begyndte at indfinde sig ved Udgangspunk Ørholm Kro, blev hvert Hold mødt len befriende Medde- lelse, at Københavns Politi havde anden Gang tot let, med telefoneret, at Barnet var i god Behold hos Grosserer Stendrup, Villa »Fagerbo«, at Moderen var paa Vej derud og bad sin Mand vente hende der, Faderen var den sidste, der vendte tilbage fra Sonderingen; han var hvid som en Væg og dirrede af Udmattelse. Da man raabte ham den glædelige Efter- retning i Møde, steg Blodet han voldsomt til Hovedet, og han var tumlet om, hvis ikke hans Følge- svende havde grebet ham. Efter at have hvilet en Stund, vandrede aan med friske Kræfter ud mod 3roderens Villa ved Lundtofte, og lige naaet dertil kom Hustruen kørende. Fast omslyngede stod de en lang Stund, alt for bevægedø til at kunne faaet Ord frem; men deres taareblændede Øjne søgte hinandens og bedyrede, at aldrig nogen Sinde tiere skulde bitrø Ord ægge dem op mod hinanden. »Far og Mor!« skreg hun. Og med saa djærvt et Haandtag, som gjaldt det om at holde fast for hele Livet ilede de ind til deres Barn. * »Og saa at tænke sig, at det er Severins lille Pige!« sagde Gros- serer Stendrups Frue; hun var gaaet et længere Stykke hen ad Vejen end sædvanligt for at møde sin Mand, da han ved Sekstiden vendte hjem fra Byen; hun havde i Telefonen holdt sin Mand un- derrettet om den lille Gæst, (der var kommen til Huse Mens Toves Fader var bleven lagt til Hvile ef- ter Frokosten nogle Timer, havde Hilma Stendrup betroet sin Svi- gerinde, hvilken Skyld de begge havde i, at deres lille Unge var bleven borte for dem; og længe havde de derpaa talt sammen som to gode Kvinder, der begge er opfyldt af Ønsket om at gøre Ret og Skel. »Hun ser saa spinkel og ud, det lille Skind,« fortsatte Gros- sererens Frue; »jeg er bange for, de har svært ved at slaa sig igen- nem,« Da hendes Mand intet svarede, fortsatte hun: »Det har været mig hele Tiden, Olaf, som er Tove sendt os med en stum Bøn om at gøre noget for hendes Forældre!« »Jeg har jo to Gange sat Se- verin i Vej; men Pengene svarer han mig ikke engang Renter afle »Gud ske Lov, vi trænger hver- ken til Kapital eller Renter, Olaf! Men jeg synes ikke, vi kan for- svare at bruge saa meget, naar din Broders har saa lidt, at de næppe kan klare sig ordentligt, Jeg har talt saa meget med Hilma i Dag; hun er i Grunden bleven saa rar — det er næsten Synd, de ikke har været her í fere Aar; hun siger, at det, som harmer hendes Mand mest, er, at han med alt sit Slid ikke kan tjene mere end to Hundrede Kroner om Maa- neden. Og de er kun tre Menne- sker paa det Kontor, saa om Avancement bliver der ikke Taie; og han er dog vist dygtig til det Arbejde.« >Aa, ja; en flink Kontormand er Severin!l« »I hans Alder er det saa svært at komme ind paa et stort Kontor, siger Hilma. Kunde Du ikke tage ham, Olaf? Han vil sikkert blive Dig en god Mand.e »God Mand? — Ja, det maaske nok! Men Du ved, Amalie, jeg sværmer ikke for Familleskab Í Forretningen. Og saa, at han har bleg sat mine ni Tusinde Kroner over Styr — det er jo da ingen Anbe- faling!« 2Olaf!i< — Hun standsede og saa saa bønligt paa ham. — >8let de Penge ud af dine Bøger; — Og af dine Tanker! — Husk paa, vad der er sket med Tove.« >Ja, ja, da, lille Kone; saa slet- ter vi den Post.« »Og tænk saa paa, om du ikke kan tage Severin ind í Forretnin- gen; han vil lenne Dig med Tro- fasthed, det er jeg vis paa.« Grosserer Stendrup saa lige frem uden at svare. >Du skal ikke bestemme Dig í Dag, blot Du vil tænke over det, lille Olaf.« Hun standsede paany med et Greb í hans Arm og med et beden- de Blik. Han bøjede Hovedet >g kyssede hendes Pande. >Tak, Du er sød,« sagde hun og gik glad videre. »Sover hun stadig?» spurgt» han; Hustruen havde ringet fle- re Gange om Eftermiddagen og fortalt ham, hvordan det gik. »Som en Sten! — Severin ng Hilma har været deroppe minds! tyve Gange; skønt jeg har for langt, at Barnet skal have Lov ti at sove ud, kan de ikke blive fra hende; men det er jo ikke sært. Tænk, om det havde været vores Bettyle »Og Doktor Arildsen?« »Han kommer og spiser til Mid dag med. Hun maa jo da vaagne en Gang, og da vil Doktoren ger- ne være til Stede, som jeg telefo- nerede til Dig.« Kaffen efter Middagen var for længst drukket, og Samtalen veð at dø hen. Kontorist Stendrup saa paa sit Ur og sagde: »Nu synes jeg godt, Love kun de vækkes, at vi kan komme hjeut- ad, inden det bliver alt for sent,« »Jeg tror, Deres Barn har belst af at sove ud,« sagde Lægen. Værtsfolkene sendte hinanden et uroligt Blik og jod dette gaa videre til Dr. Arildsen; ingen hav- fortait Forældrene, at Pige Morges havde Mælet; man vilde først se Tiden an, om det ikke var vendt tiibage, naar hun vaag- nede; men da de efter Middagen spadserede rundt í Gangene, hav: Lægen holdt Grossereren og Fru- en lidt tilbage for at sige dem, at han fandt det rigtigst at forberede Forældrene paa hendes Tilstand, at Ulykken ikke skulde overvæl- de dem, hvis det viste sig, at hun atter san de endnu deres lille været berøvet endnu ikke, naar hun vaagnede, havde faaet Stemmen tilbage. De hurtigt vekslede Øjekast og ængstede Udtryk undgik ikke Se- verin Stendrup, og han udbrød hurtigt: »Ja, for Tove fejler da vel ellers ikke noget?« »Jeg haaber det ikke,« svarede Lægen; »men — — i Morges var hun ikke rigtig »Talen mægtig«, sagde ikke noget — — kunde maa- ske ikke faa Ordene frem. De maa jo betænke, hvilken forfærde- lig Angst hun har udstaaet en hel Nat,« Forældrene saa paa hinanden; en frygtelig Gru slog ud af beg- ges Blik. »Gud í Himlen! — Hun er da ikke bleven stum?« skreg Mode- ren. »Stum er for stærkt et Ord,« svarede Lægen; men her er maa- ske Tale om en momentan Lam- melse af de Nerver og Muskler. der betinger vor Tale; sligt sker undertiden ved stærke Nervekri- ser, overmægtig Angst etc. Ret- ter det sig ikke af sig selv, har man set Mælet vende tilbage ved en pludselig, voldsom Sindsbevæ- gelse. — Foreløbig er der ingen Grund til Ængstelse,« sluttede han, da han iagttog, hvor lam- slaget Forældrene stod; de havde troet at eje deres Barn igen uskadt og erfor nu pludselig den Skæbne, der som en ond Trusel hang over hende, »Jeg haaber, at naar hun vaag- ner, har hun sovet sig bort fra det,« tilføjede Lægen trastenle og klappede Fru Hilma pan Skul- deren. Men hans Ord berolige de der, drevet af samtidig greb hinandens Hænder hvor de længe vandrede om i de halvdunk- le Gange Kval at have et Ord at hinanden med. Da Grosserer Stendrup der kom ilende for at finde dem, var de søgt ind til hinanden, og med Kind mod Kind jamrede da: »Gud forbyde det! — Fud i Himlen! Hjælp dog lille, uskyldige Barn!« »Nu er Tove evnede ikke at Forældre, de samme Følelser, ængstede og listede ud i Haven, uden i deres trøste omsi- vort vaagnet,« raabte Grosserer Stendrup hen mod dem. »Kan hun sige noget?« udbrød begge hurtigt. »Vist ikke rigtig, men Arildsen kommer ud til I det samme kom Lægen, »Endnu er Deres Barn ikke Herre over Stemmen, men vi maa forsøge at hjælpe hende. Se, nu bliver De her udenfor i Halvmør- ket, og vi tænder alle de elektri- ske Blus i Havestuen for at læg- ge Haven endnu mere i Skjul. Saa fører Deres Svigerinde Barnet ned, naar hun er klædt paa, og Grossereren, lille Betty og jeg staar tilbage i Salen, ser først flygtigt paa Tove, naar hun træ- der ind, og stirrer saa vedhoiden- de hen paa den aabentstaaende Havestuedør. Naar De ser dette, skal De pludselig træde ind med hinanden i Haanden — hun ved endnu slet ikke, at De er her —. De skal tone frem som en Aaben- baring for hende og straale over hele Ansigtet af Fryd over plud- selig at se Deres Barn. Stræk Hænderne frem mod hende, far hen og knug hende til Dem. Raab: Tove! Tove! — Vær bevæ- gede, grebne — ja, De forstaar jo nok, hvad jeg mener, — De skal se, det gaar nokl« sluttede han med Overbevisning. — »Saa gaar vi ind, Hr. Grosserer.« Med al den Nøjagtighed, Lægen kunde ønske, blev hans Anvisnin- ger fulgt; i Bevidstheden om, hvil- ken Indsats deres Spil gjaldt, gik Forældrene ind i deres Rolle med en Glød, der ikke kunde være mere brændende. ; Doktor Jer nule