týsdagur 14. februar 1933síða 2

Er Lave, dog værre var det ikke gaaet, om vi en Mand ned for at forhandle med sinn Partifæller, de danske Ministre. Var det forgæves, var der ikke mere at haabe paa! Saadan er vor Tanke, vi mener den er rig- sendte tig, men muaske tager vi fejl. Men tager vi fejl, er den social- demokratiske Tanke en Saga blot.< Enhver der læser delle, og vil forstaa Meningen, ser at vi her fremsætter det Spørgsmaal: det gaaet, om Færinger havde valgt hvordan mon vilde være en Socialdemokrat til Rigsdags mand, vilde Sendemændene fanet samme negative Resultat ud af deres Tur? Vi mener, at en Socialdemokrat, der kom til sine Partifæller og gjorde sig til saadan en Sags Talsmand, vilde men kund: det kunne udrette mere; han det dog ikke, val helt haabløst. Og er denne vor Tanke, at en Socialdemokrat vilde. finde Gehør hos en social forkert, det demokratisk Regering, ja saa tilstaar vi, al saa el Fata Socialismen er hele et skønt Morgana. Men ikke blot et skønt Luftsyn, den er, den maa være Virkelighed. 0Og lad Mænd svigte, Idéen er evig den samme, den er ikke „en Saga blot". Hugsan, ord og virki. V. Í >Tingakrossic nr. 34 fyri hin 21. decembir í fjør lesa vit so- ljóðandi pelti um valsigur sam- »Henda armóðs- og bandsins: 6megdartalan, ið fram er hildin millum førovingar tey seinastu sett síni brenni- stóran part av fólk- merki tud mega ganga 10 Inum, mannsuldrar, áðrenn ómegdar- kann ruddast burtur.“ Hetta eru álvarsom orð, og rætt ætt má fara rovina, áðrenn »Omegdal } 1 | iddast burtur« her blaðstjóri tikrossar«, sum nú er ein hiiadio i socialdemokratisku ram 1 leið, sum hann á ungum aldri Ir inni á. so vóru hesi orð ikki í >Krossinum“ Í ár Blað stjóri »Tingakrossar« val å ungum aldri eldhugaður javn- el í Irmaðu ( el tað ivalevst enn ma nn men hevdi »Tingakrossur«, sum nú er 32 ára gamal, gjøgnum hesi 32 år haft hildið tað socialde- es ; mokratiska merkid fram her å landi, so sat barra Samuelsen ikki í danska fólkatinginum (i dag. »Tingakrossur« kundi lí latið verið at rópa neyðarróp nú ið Samuelsen er valdur »Krossurin« átti heldur al skrivað hesi gomlu fyndarort »Selvgjort er velgjort«. Kapila listandin er tann, ið »hevur sell sítt brennimerki á stóran part av følkinum«, og tí situr hr. Samuelsen á pallinum í dag, og har verður hann sitandi, (il hann doyr av elli. »Som man reder, saa ligger man,“ sigu! eitt danskt orðalak, og sum afturhaldsflokkarnir her á landi AGNA arien 7 SSR SA: hava reitt fyri sær, soleiðis liggja Forovingar. Hava aftur- haldsmenn reitt væl, so hava vil nú ein fólkalingsmann niðri í Danmørk, sum roknar okkara foroyska merki javnt við ein »klåte, og sum ikki vil sita Í báti, har merki okkara veitrar, og sum roynir at forða móður- máli okkara at hava heiðurs- sessin her á landi, og sum bidir danir minka studningin til Før- fr. sum slyðjar milliónerar og ova Fólkuháskúla o. s. og góðseigarar ímóti arbeidsmonn- um í Danmork. Kapitalistflokkarnir, sjålvstyris- og sambandsmenn, hava æruna og skommina av hr. Samuelsens starvi á danska rikisdegnum; ti hesir báðir flokkar hava for- svarað kapitulista- og bónda valdið her á lundi og tessvegna hildið armóðs- og ómegdartalu fram millum fåtækar foroyingar 26 tey seinastu árini og harvið brennimerki á stóran part | tt SC av fólkinum, so lad mega ganga mannsaldrar, áðrenn ómegdar- andin kann ruddust burtur«. Eg nevndi í lríðju grein mini (ver dømi um ómegdarandan, og Meiri kunna nevnast. Í eini kirkju her á landi legði eg merki til, at fyri tí næstinnasta stólinum. konufólkaminna, var hurð at lata upp og aftur. Tá eg hví henda hurðin » spurdi, var gjørd, svaraði ein gamalur maður mær, at malmóðirin á stórbóndagarðinum hevði latið hurðina: lí hon vildi lala gera hurðina aftur, tá hon var komin at sila, soleiðis al eingin av lí HEVET PRO VU fátæka slagnum skuldi koma og | seta seg í stólin, har sum hon sat. Nær hava afturhaldsblødini her á landi nevnt slíkt? ella nær hava tey og teirra menn roynt at rudda ómegdarandan burtur her á lundi? Ein frúa sendi nú um dagi nar dóttir sína at skifla skógv- arnar um aftur, sum hon hevði keypt dagin fyri; ti nú sá hon, at hennara arbeiðsgenta hevði sama slag av skóm sum hennara. Jú, vinir, sambands- og sjálv | 1 stýrishónda- keypmansfryr | | (8) og halda uppå teirra »verdugheit« nú eins og fyrr. Nú eins og fyrri verða armóðs- og ómegdartalur hildnar fram fyri tey fálæku hel á landi, og tessvesna »mega mannsaldrar, áðrenn ganga ómegdarandin kann ruddast | | burtur«. Tessvegna eigur >Tingakross- | ur« al stinga hondina í sin egna barm og harmast yvir, at hann vur gjørt fyri al i einki he rudda | ómegdarandun armóðs og Í | | burtur. | Tad er nyttuleyst at tala um | Á 7 Í sjålvbjargni landsins, soleingi | tey fátæku fólkini í landinum | íkki eru sjálvbjargin. Tí hvat | nyttar tað einum manni, al sjálvbjargið, tá hann sjálvur? Orðið landið et er trælabundin sjålvbjargni er eilt vakurt orð; men sjålvstyrismenn missbrúka hetta orðið. Teir hava missbrúkt | tað í 26 år, og soleingi, sum | hetta orðið verður missbrúkt, | | er tað nvltuleyst at talu um | sjúlvbjargni landsins. J. H. Danbjørg. der hedder Br KOSS NA REIROR Mt h FOD, á v “= 2000 5060 AS BALSLEV á G00S TLF. 20 á 237 THORSHAVN TLF. 20 & 237 BMNNHMNAMMMAMAMAMANNANHMANAANAELNI Trælast en uros & en detail. Altid stort Lager af alle Bygninys- materialer til billigste Priser. BI. a. sælges Mursten til 10 Øre pr. Stk. SA NA senere Á I Fr OO0 ELLEN DUURLOO: Karen Willumsens Axel. Axel stod, som Vorherre hav- de skabt ham, i sin Mors Vaske balje midt i det lille, halvmorke køkken. Sæben skummede om ham. IHaarloppen, som var af af altid al Hue i al Slags Vejr, lignede en bleget være uden fantastisk snehvid Hjelm. Axel kneb Næse og Øjne og Mund sammen, Der bejdshærdende Hans Mor skruppede. var Kræfter i hendes ar- Vaskehonehæn- der. Jeg har slidt meget Skidt af med Knofedt i mine Dage, plejede Karen Willumsen alt sige med sin sære, barske Hu- mor. Fruerne ved det, derude i Villaerne! Der er ikke noget, Wil saa gerne Blegvand hos lumsen. Og de maa og beholde deres moderne selvvir kende Vaskemidler for mig de gir ikke Grund i Tøjet. Karen Willumsen vidste godt, at hun var estimeret i Villaerne, Par fyrretyve Aar hørte hun til dem »Stederne«, mer paa bestemte Dage i Maa- skønt ikke mere end et og med hvor de kom- neden Aar ud og Aar ind. Willumsen skruppede løs paa sin Dreng Du at buk Fruen — Og saa husker for Herren Tak fol hun, og husk saa ogsan al flere naar I Du jam, eller slaar ham, eller ren- stærkt, at med. Ov 5 ke pænt og sige Indbydelsen, søde Du lll, har Kræfter end Ove, nok altsaa leger sammen, saa ikke vælter der saa han ikke kan øl Axel kunde næsten ikke høre for nikkede. og opføre sig pænt. Det var jo nem- Sæbeskum, men han lan skulde nok passe paa lig sandt, hvad Mor sagde, det flinkt af Di- invitere ham at da Fru til Aunelise, det Fødselsdag var voldsomt rektøren at les Ove hun fik at høre at 12 Airs Mor skulde vaske der. med og var hans den Dag dig ned! kommande- Mor. Han og gav et Gisp fra sig, da en yæl dukkede rede hans Í sig Spand Vand blev hældt ud over han og ham, sana rystede sig og snøftede som en vand Hund, og Mor gned Drengekrop med el groft løs pan hans magre sened« Køkkenhaandklæde. Skynd Dig saa og kom í Stadsen, sagde Willumsen, Klok- ken er over syv, nu maa vi af Sted, Í Stuen paa Bordet laa Stad Mor havde til | langt ud paa Aftenen for al gøre | den i Stand. Der var taget Plet- ter af og syet Knapper fast siddet SÉ. oppe (8) og den var presset, saa den saa ud, som om den lige var kommet ud at en Bulik. | Axel vidste naturligvis nok, at | det og lil, al var den ikke. Det hændte af Mor pænt Tøj til ham; en eller an- det, kom hjem med den Dreng var vokset fra og saa fik Mor det til ham. Det var saa naturligt og lige til. Axel spildte uldrig en Tanke paa det, var bare glad for del, for Mor havde ikke Raad til rel meget Tøj, for Far var paa Sa- | natorium nu, kunde næsten og ikke arbejde for Sygdommen, naar han var hjemme. Axel trak i de pæn graa Buk ser. Mor havde lavet Pressefold foran i dem Jeg bli'r li" saa smart som | ham, Ove, lænkte Axel og synede med de blanke lidl men Skidt med den blaa Jakke Den rene, Knapper Vil for bred over Skul: det. Axel vandkæmmede Haartoppen Fin var den, morderlig fin! foran Spejlet over Kommoden. Saa gaar vi! 5 sagde Mor. Axel var ved at falde over sine egne Ben ned ad Trapperne. í Forventningens Glæde greb han pludseligt, gjorde ham svimmel, gav ham Hjertebanken. HI Vil Du ha' en Kop Kaffe til? | spurgle Jomfru Svendsen. | Axel rystede pan Hovedet Nej, Tak, jeg kan ikke | mere! Han sad og hang paa | Køkkenstolen ved del fliselagte | Bord i Direktør Brenners store, | lyse Køkken, og turde ikke se op; han følte Svendsens Blik paa sig, og det var, som om Tusinde smaabilte Naale prik- kede under Huden paa ham, over hele Kroppen. | Gud Willumsen, har Dc slebet Drengen med allerede | nu! Ove og Annelise komme ikke op før ved 10 Tiden. Naa, men saa kan han jo sidde her og vente, Jeg tror nu ellers ikke, » at Fruen har ment, han skulde komme før ved Frokosttid, var de Ord, Jomfru Svendsen stol og bred og værdig havde mod taget ham med, da de ankom, Ordene havde slukket Solen paa hans forventningslyse Himmel, alting var blevet gran Hverdag igen Du kan jo gaa ud med mig, mens jeg vasker Bilen, sagde Hansen, Chaufføren. Han havde ogsaa været Dreng engang saadan, at han kunde i Axels Ansigt og sad ølge Minespillet { Han havde ondt af Fyren. Hans pæne Tøj sku nodigt indvendte Mo'ren, Sun blev Axel i Køkkenet Timerne sneg sig hen. Klok ken 10'/, blev der ringet, Stue pigen, Jenny, fik pludselig travlt, jo hun skubbede Bakker med ristet Brød Marmelade, der og meget andet ind í Ele der Kaffekan og Kælder- etagens Kokkenregioner op til valoren, forte fra Spisestuen i Stueetagen Axel drog et Befrielsens Suk; men hans lyse Stemning var og blev borte. Han gav sig til at spekulere paa, hvordan Ove og Annelise mon egentlig var, Han havde aldrig set dem før Axel ude i smukke Have: den store gik Her er vel nok smadder flot beundrende. snadan! han Han der og sagde vilde gerne sige = noget, kunde glæde Ove, som lidt mut gik ved Siden af ham, men ellers var en stor pæn Dreng at se paa; før, da de legede henne í Gymnastik- apparaterne, kunde Axel jo nok mærke, at han selv havde mange flere Kræfter, skønt han var yngre og meget tyndere og spinklere Ove, vi har til at holde den, og saa Hansen. Du har vel Ja, svarede ogsaa to Gartnere ikke andet end Kolonihave? Axel rystede paa Hovedet Nej, Far er syg altid. Naa, Du har ikke engang en Kolonihave, det troede jeg, alle fattige Folk havde. Axel bøjede Hovedet, mens Ove forlsalle: Vi skal vand der, han pegede. Der skal have lavet Spring- være Guldfisk í Bassinet, Axel livede op igen, her kunde han snakke med: Jeg har ogsaa engang haft Guldfisk í el Glas en men den døde, sagde han. ) Var det et rundt Glas“ Ja, det var det, det var del billigste. Men de runde Glas. Ordentlige Men ter Dyrplageri med de nesker vil ikke ha dem mere Og saa bliver de solgt saa billigt Der Ordene. Í del farende ned gennem Haven lan en Tilrettevisning i Axel sanne følte den og lav Annelise hun kom greb Axel i Armen: Du, Ove savde men slap ham i det samme Det er jo Ove, det er Vaskekonens Dreng, jeg . 1) Nan, nú Del er Tøjet! Del er jo Oves Tøj, Du har pan! Axel del, den fine, lyse Pi Fødderne og hun ikke lo troede ved jeg blev kobberrod í Hove 1ve stod dei og vippede paa g ] saa paa ham med et Blik, saa dan ovenfra og nedefler ikke uvenligt , men nelop derfor, saa . . Stemme sam, Axel, mens natur svarede hans rystede har mit eget Tøj paa 0. ligvis! — Gud maa Ove, hør ham, jeg spørge Dig, er det ikke dit Tøj, det, Du var ved at vokse fra í Foraaret! Hvad? Hørte Du ikke selv Moder sige til Jenny: Giv lige saa gerne Willumsen det til hendes Dreng de trænger saa haardt! Jo, selvfølgelig er det mit aflagte, Jeg vilde ikke gan med det mere, det sagde jeg til Mor. Enhver Bydreng render jo med Men Mor vil smide noget væk. Far gaur af hende den Slags nu. jo ikke jo ogsaa og grinet med al hendes »Folkelighed«. »Du elsker at gøre Dig populær í Køkkenregionerne« sIgel Far, (Fortsættes paa 4. Side),