týsdagur 21. mars 1933síða 2

Rg. A RN og levere Trofast dem til Son- derslidelse. Ja selv Fruen, som dog var saa mild og sød som Thevand, maatte uderliden tage Kandida- ten for sig og bebrejde ham al- vorligt, at han dog kunde nænne at tale saa ondt om det søde Dyr. Alt dette forstod Trofast meget godt, men han foragtede Kandi- dat Hansen og tog ingen Notils af ham. Han nedlod sig til at sønderslide Hanskerne, fordi det nu engang glædede hans Ven Valdemar; men ellers lod han somom han ikke saa Kandida- ten. — Da Kosteletterne kom, spiste Trofast dem stille og diskret; han knasede ikke Benene, men pillede dem rene og slikkede Tallerkenen. Derpaa hen til Grossereren sin høje Lab op paa hans Knæ. »Velbekommen — velbekommen! — gamle Dreng!« sereren rørt; han blev lige rørt hver Morgen, naar dette gentog gik han og lagde raabte Gros- Trofast var af de ægte danske Racehunde fra den Have; Kongen havde endog købt hans Broder, hvilket blev ud- trykkelig fortalt til alle, som kom i Huset. — Men han havde alligevel haft en temmelig haard Opvækst; thi det var hans op- rindelige Bestemmelse at være Pladshund ude paa Grossererens store Kullager paa Kristianshavn. Trofast sig zoologiske Derude mønsterværdigt. Vild og rasende som en Tiger om Natlen var han, om Dagen saa stille, venlig Grossereren opførte — ja ydmyg, at blev opmærksom paa ham og forfremmede Trofast fra Plads- hund til Stuehund. Og fra dette Øjeblik var det egentlig først at det ædle Dyr udviklede alle sine Fuldkommenheder. — — — — Og efterhaanden som de øvrige Medlemmer af Familien lærte at vurdere dens sjældne Egenskaber, avancerede Trofast, indtil Kandidat Hansen paastod, at den var den egentlige Herre i Huset. Vist er det, del Trofasts hele Optræden, som ty- kom noget i delig tilkendegav, at han var sig selv bevidst den Stilling, han indtog. — Han slandsede ikke længer ydmygt ved Døren, men gik selv i Forvejen, saa snart nogen aabnede. Og blev der ikke lukket op for ham straks naar han skrabede, saa rejste del mægtige Dyr sig paa Bug- benene, Labberne paa Dørklinken og aabnede for sig lagde selv. Da han første Gang gjorde dette Kunststykke, raubte Fruen henrykt: »Er han ikke dejlig? — vunske som et Menneske, bure saa meget bedre og trofas- tere«, Det var ogsaa de andres Mening der i Huset, at Trofast var bedre end et Menneske. Hver især ligesom at kvilte lidt af paa sine egne Syn- der og Skrøbeligheder ved denne beundrende Dyrkelse af det ædle Dyr; og hver Gang nogen var syntes gel misfornøjet med sig selv eller andre, fik Trofast de allerfortro- ligste Meddelelser og dyre For- sikringer, at han dog var den eneste, man kunde stole paa. Derfor var det ikke at undres over, at Trofast optraadte med en vis Værdighed hjemme i Hu- set, Men ogsaa pau Gaden kunde man se paa ham at han følte sig sikker og stolt ved at være Hund i en By, hvor Hundene har Magten. Naar de laa paa Landet om Sommeren, plejede Trofast kun al tage med ind til Byen en Gang om Ugen eller saa, for at lugte paa gamle Bekendte. Her ude pan Landet levede han ude- lukkende for sin Sundhedsbade- de, rullede sig ind i Blomster- bedene og gik san ind i Stuen for at gnide sig tør paa Møblerne Damerne og tilslut paa Kamin- tæppet. — Men den øvrige Del af Aaret var hele København til hans Disposition, og han dispo- nerede over hele Byen med stor Frejdighed. Hvad var det ikke for en Ny- delse tidligt om Vaaren, naar det fine Græs begyndte at spire paa de offentlige Plæner, som ingen menneskelig Fod maalle betræde, da at rende op og ned og rundt i Ring med nogle gode Venner, saa Græslotlerne fløj i Luften. — Eller naar Garlne- rens Folk var gavnet hjem (lil Middag, efter at have puslet og arbejdet den hele Formiddag med de fine Blomster og Buske, hvor var det da ikke morsomt at lade, som om man grov efter Muldvarp: stikke Snuden ned i Jorden midt i Blomsterbedet, pruste og blæse og saa lil al grave Jorden op med Forbene- ne, standse lidt, stikke Snuden ned igen, blæse, og saa til at grave Jord af alle Kræfter — indtil Hullet var saa dybt, at et eneste kraftigt Spark med Bag- benene kunde kaste en hel Ro- senbusk med Rod og altsammen højt — højt op i Luften. Naar Trofast efter en saadan Bedrift laa stille midt ude paa Plænen i den varme Vaarsol og san Menneskene traske san be- skedent udenom i Støv og Søle, da logrede den i al Stilhed ad sig selv. — Saa var det de maal i Grønningen eller rundt »Hesten« paa Kongens Nylorv; derfra gik det, vaud og tilsølet, i en Fart op igennem Østergade mellem Menneskenes Ben, gni- dende sig mod Skørter og Ben- klæder, væltende gamle Damer og Børn, med ubegrænset For- tovsret til begge Sider, snart styrtende ind i et Gaardsrum, op ad Køkkentrappen efter en Kat, snart udbredende Skræk og Forvirring ved at ryge i Struben paa en gammel Fjende, man traf; — eller ogsaa kunde det stundum more Trofast at standse midt foran en lille Pige, som gik Ærinde for sin Mor, stikke den sorte Næse lige op i hendes Ansigt og saa brøle af vidt Gab: vov—vov—vov! At se den Lille! hun blev blaa i Ansiglet, Armene stivt strakte nedefter, trippende med Fødderne, uden at kunne faa Lyd i Skriget. — Men de voksne Damer paa Gaden skammede hende ud og sagde: »Sikken en lille Nar! hvor kan du dog være bange for saadan en køn, rar Hund! den vilde jo bare lege med dig; se hvor stor og rar den er, vil du ikke klappe den ?« Men det vilde den Lille paa ingen Maade; og da hun kom hjem til sin Moder, sad Hulken hende endnu i Halsen. Men hverken hendes Mor eller Dok- toren kunde senere begribe, at det muntre, friske Barn ved mindste Forskrækkelse blev blaa, stiv og uden Lyd i Skriget. store Slags- Blandt den ændsede Trofast ingen uden Politibeljentene. Thi med sin skarpe Forstand havde han for- længst indset, at Politiet var der beskytte ham og hans Menneskenes Menneskene paa Ga- for at Medhunde mod mangehaande Overgreb. Derfor stansede han altid — velvilligt, naar han mødte en Betjent, for at lade sig klø bag Øret. — Især havde han en god, tyk Ven, som han mødte oppe i Aaben- raa, hvor Trofast havde en mangeaarig liaison. — Naar Politibetjent Frode Han- sen sleg op af en Kælderhals, som han meget ofte gjorde, thi han var en gemytlig Fyr, som det var en Fornøjelse at byde en halv Bajer, — da havde hans Ansigt megen Lighed med den opgaaende Sol; thi det var rundt og rødt, varmt og straa- lende. — Men naar han saa fremstod i fuld Figur paa For- tovet, kastede et strængt Blik op og nedad Gaden for at un- dersøge, om nogen ildesindel Person havde set, hvor han kom fra, da dukkede der frem en Erindring om noget, vi som unge Mennesker læste om i Fy- siken, og som jeg tror vi kaldte Udvidelsescoefficienlen. Thi naar man betragtede det dybe Indsnil, som hans stærke Bælte gjorde baade for og bag og paa Siderne, fik man uvil- kaarlig det Indtryk, at der inde i Politibetjent Frode Iansens Mave sad saadan en Coefficient med en overordentlig Trang til at udvide sig. Forøvrigt var Frode Hansen ikke saa farlig at komme nær; han ansaas endogsaa for en af de uskadeligste Betjente; yderst sjælden gjorde han nogen An- meldelse af nogen Art. Alligevel stod han vel anskreven hos sine Overordnede, thi naar nogen først var meldt af andre, kunde man bare spørge Frode Hansen, han havde altid en eller anden Oplysning at give om alt muligt. Paa den Maade gik det ham godt i Verden; han var næsten afholdt i Aabenraa og nedover Vognmagergade; ja selv Madam Hansen fandt undertiden Raad til at byde ham paa en halv Bajer. — — Og hun havde dog ikke megel at give bort. Fallig og fordrukken havde hun nok at gøre med at fægte sig frem med sine to Børn. — Ikke saa at forstaa, at Madam Hansen arbejdede eller prøvede at arbejde sig frem, end sige op; naar hun bare kunde række at betale Huslejen og saa be- holde lidt til Kaffe og Brænde- vin, saa havde hun ellers ingen Illusioner. — I Virkeligheden var det — selv i Aabenraa den almindelige Mening, at Madam Hansen var et Svin; og naar man spurgte hende, om hun var Enke, plej- ede hun at svare: »Ja ser De; — det er s'gu ikke godt at vide,« — Datteren var omkring femten Aar, Sønnen et Par Aar yngre. Ogsaa om disse var den almin- delige Mening í og om Aaben- ran, at et værre Par Unger var sjælden opvokset i disse Egne. Valdemar var en lille bleg, mørkøjet Fyr, glat som en Aal, fuld af Ondskab og List, med et Ansigt af Viskelæder, der i et Sekund kunde veksle fra den vildeste Frækhed til den mest faareagtige Uskyld. — Heller ikke om Thyra var der andet godt at sige, end at hun lod til at ville blive en smuk Pige. Men alskens stygge Historier blev der allerede fortalt om hende, og hun drev Byen rundt i meget forskellige Ærinder. Madam Hansen vilde aldrig høre disse Iistorier, hun slog det bare hen. — Lige saa lidt tog hun noget Hensyn til Na- boers og Veninders Raad, at lade Børnene skøtte sig selv — de var saamænd forvorpne nok til det — og hellere tage et Par Logerende, som betalte. »Nej — nejl« svarede Madam Hansen, >saa længe de har som et Slags Hjem hos mig, saa faar dog ikke Politiet helt Klo i dem, og saa flyder de da ikke ganske udover,« Dette: at Børnene ikke skulde flyde ganske udover — var i hendes Hjerne blevet det sidste Punkt, om hvilket der samlede sig, hvad der efter et Liv som hendes kunde være tilovers af en Moder, Og derfor sled hun videre, skældte og slog Børnene, naar de kom sent hjem, ordnede deres Seng og gav dem lidt Mad og holdt dem saaledes til sig — paa den Maade som det nu var. Mange Ting havde Madam Hansen forsøgt í sit Liv, og alt havde bragt hende trinvis ned- over: fra Tjenestepige til Op- varlningspige, nedover forbi Vaskerkone og dertil, hvor hun nu var. — Om Morgenen tidlig, før det lysnede, kom hun mod Byen over Knippelsbro med en tung Kurv paa hver Arm. Ud af Kurvene stak der Kaalblade og Gulerodsgræs, saa man kunde mene, hun gjorde sig en For- retning af at købe Grønlsager hos Bønderne ude paa Amager for at sælge dem i Aabenraa og deromkring. — Alligevel var det ikke en Grønthandel, Madam Hansen drev, men derimod en lille Kulhandel; hun drev den helst ismug og i smaa Portioner med Falligfolk som hun selv. Denne tilsyneladende Uover- ensstemmelse blev der ikke lagt Mærke til i Aabenraa, ikke en- gang Politibetjent Frode Han- sen syntes at finde noget paa- faldende ved Madam Hansens Forretning. — Naar han mødte hende om Morgenen, slæbende paa de tunge Kurve, kunde han tværtimod ganske venlig spørge: »Nu — lille Madam Hansen, var Roerne billige i Dag?« — og var hans Hilsen mindre venlig, blev han trakteret med en halv Bajer udpan Dagen. Dette var en stauende Udgift for Madam Hansen, og hun havde endnu en til. Hver Aften købte hun sig et stort Stykke Wienerbrød med Sukker paa. Hun spiste det ikke selv, heller ikke var det til Børnene, ingen vidste hvad hun gjorde med det, og der var heller ikke nogen, som lagde stort Mærke til del. Var der ingen Udsigt til halve Bujere, saa promenerede Politi- betjent Frode Hansen med Vær- dighed op og ned ud Gaderne. Mødte han saa Trofast eller en anden af sine Venner blandt Hundene, stansede han allid længe for at klø den bag Øret. Og naar han iagttog den store Ugenerthed, hvormed Hundene opførte sig paa Gaden, var det ham en sand Fornøjelse at kaste sig med Strænghed over en ulykkelig Mandsperson og notere hans fulde Navn og Adresse, fordi han havde tilladt sig at kaste en Konvolut i Rendeslenen. (Sluttes í næste Nr.). Et og andet. Amerikansk Redaktionshistorie. Redaktøren af et stort ameri- kansk Blad kom forleden Efter- middag uventet ind i Redakti- onslokalerne, hvor Bladets Efter- middagsudgave skulde blive til. — Hvordan er det, de Herrer sidder og sover i det? sagde han. Ivor er Nyhederne fra Krigsskuepladsen, man jeg spørge? — Hvilke Nyheder? spurgte tedaktionssekrelæren. — Kære Mand, sagde Redak- loren — naar Præsten kender dem, skulde I vel ogsaa gøre det! Jeg hørte for et Øjeblik siden í Radioen Præsten for- tælle om den ægypliske Armé, der var druknet i det røde Hav, Det kunde Præsten allerede for- lælle om, og vi havde ikke et Ord om det i sidste Udgave! Sé nu at vaagne op, mine Herrer, nu da der endelig er noget de- cideret Forsidestof! Aftursvar til hr. Kallsoy. Gamli skúlafelagi! Tað var í Seyrvági, á li sein- asta fuudi, vit vóru saman, at tå talaði um menn, ið høvdu keypt skip og mist tey aftur. Tú talaði um, at hesir menn verða rúineraðir o. s. fr. Eg spurdi teg tá, hvussu vil skulu byrgja fyri, at slík óhapp skulu ráma menn, sum hava spart sær nøkur lúsin saman. Tað er syrgjuligt, at slíkir menn skulu koma á húsagang. Tú svaraði ikki tá á spurning mín; men nú svarar lú, at tú veilst eini ráð, sum bráfongishjálp: danska ríkisslýrið skal geva okkum, Føroyingum, loyvi al rógva ål í Gronlandi. Ég má lessvegna spyrja teg, gamli vinur, hevur tú mist teg sjálvan burt- ur? Veitst tå eingi ráð at bjarga Foroyingum uttan at falla á knæ fyri tað danska ríkisstýrið? »Hvor ere nu de store Vove- halse«? Hvar er nå min gamli skúlafelagi, sum breggjaði av, at vit skulu vera sjålvbjargnir? Eg má siga, al eg kenni teg ikki aftur. Tað ríkisstýrið skal bjarga mínum gamla skúla- felaga úr ollum vanda? Eg má klípa meg í armin eins og Jeppe tå hann lå í song barónsins. Eg må spyrja meg sjålvan, um eg sovi ella vaki. Sjálvanda vilja vit javnaðar- menn biðja tað danska ríkisstýrið um loyvi at rógva út í Grøn- landi. Vil vilja halda áfram við hesum kravi eins og kravinum um fríar ræsur í Gronlandi, men skulu vit vænla sømdir í hesum máli, mega vit vera borgarar í sama ríki, sum Skræ- ligar eru. Vilt lú tað, mín gamli skúlafelagi? Tú sigur, at vit jav- naðarmenn støðu hava tikið til spurningin, antin Før- ovingar skulu ráða í Foroyum ella ikki. Tað kann væl vera, at so er. Men veitst tå eingi ráð at bjarga Foroyingum uttan tey sum tå neynir:danska ríkisstýrið skal hjálpa okkum, so hevur tú líkið greiða stødu í hesum máli. Tú ert so góður sambandsmud- ur, at: fáir finnast slíkir. Fyri at bjarga landi okkara havi eg peikað á, at ein og hvor foroyingur má standa sum ein steinur í lí foroyska manngarð- inum, so vil sleppa undan teim privatkapilalistisku garðbrótaru- num, sum nú súgva milliónir út av Foroyum. Á henda hált vilja vit javnaðarmenn gera úlveg fyri, at teir menn sum keypa skip, ikki skulu missa tey aftur. Hetta er mín støda; men (tå rópar á tað danska ríkisstýrið um hjálp. Hver er nú tann sanni sjálvbjargnismaðurin, lú ella eg, hr. Kallsoy? Tú ert eisini í iva um hvor vilt landshandil kann stovnast her á landi. Her til skal eg siga at nýliga havi eg skrivað tvær greinir í hesum blaði um lands- handil, og tann lriðja greinin um sama evnid liggur heima hjá mær og kemur skjótt í bluðið, so eg skal ikki koma meira inn á helta málið í hesi grein. Tá tú hevur lisið hesar triggjar greinir, gert tú kanska so væl at skriva nøkur orð sum svar á tær. Vil eiga ut koma til botns í hesum máli. Kanska vit tá verða einigir um okkurt danska ongu