týsdagur 11. juli 1933síða 2

5 Gem me man nævne Amtmand Pløyen og Landfoged Lunddahl som Mænd, der med stor Interesse omfattede disse Forhold og havde Øjnene aabne for, at der tiltrængtes For- andringer paa dette Omraade. Men efter at Færinger har fanet deres Lagting genoprettet melder Spørgsmaalet om Refor- mer i Landbruget sig straks. Noget af det første, som nydannede Lagting tager op til Behandling er en Lov, sigtende til at hæmme den overdrevne Udstykning af Odelsjorden lige- som man gennem Loven vil op- munltre til at samle Ejendomme i passende Brug, der skulde for- blive er samlet Ejendom og ikke paany kunne udstykkes. At denne sidste Bestemmelse saavidt vides aldrig er bleven praktiseret skal vel ikke lægges de gode Lov- givere til Last, men skyldes vel det nærmest den dominerende Stil- som Fiskeriet netop ved denne Tid kom til at indtage og som i saa høj Grad trængte Interessen for Jordbrug i Bag- 18] ling, grunden. Men efterhaanden som Folke- mængden tiltog — og denne For- øgelse gaar temmelig hurtigt for sig, efter at Livsvilkaarene for- bedres for den ubemidlede Del af Befolkningen — kommer Kra- vene til at forme sig noget an- derledes. Nu bliver ikke alene Tale om en fornuftigere Ordning af de bestaaende Land- kræves til- lige, kan faa Jord til Opdyrkning og deri- gennem Anvendelse for den Tid der boforhold, men der at de Ejendomslose der levnes fra Fiskeriet. Spørgs- maalet gælder nu Indhegning og Opdyrkning af Haugejord, der før udelukkende henlaa til Græs- ping for Faar og Køer. Som man kunde vente vakte disse Kravs Fremkomsten stærk Modstand hos den jordbesiddende Klasse, servative Element i Laglingel og ude mellem Befolkningen. Man omend ikke her som udgjorde det kon- kan vel forstaa, billige den Modvilje, gældende som gjorde sig og som endnu i vore Dage af og tilløfter Hovedet. den store Jordbesidder for en Del blevet berøvet sin tilvante Arbejdskraft han Først var ved Fiskeriet, nu truedes altsaa ogsaa med at blive berø- altid Enebesidder vet den Jord, som han havde følt sig som af. At Nationalformuen gennem en yderligere Opdyrkning af den til Dels uproduktive Haugejord i ikke ringe Grad vilde kunne herigennem Levevilkaar forøges og at der vilde skabes bedre for den Ejendomslose, det synes Jordbesidderne aubenbart ikke at have haft tilstrækkeligt aabent ( Jje fol Í midlertid er Forholdet jo, at en Fisker som Regel kun util- strækkelig kan ernære en Fami- lie udelukkende ved Fiskeri, om ikke af anden saa af den Grund, at Gennemsnitsantallet af de Dage, hvor Fiskeri kan drives bliver saa faa og andetlønnende Arbejde (naar de større Handels- pladser fraregnes) kun i ganske kan forsvindende Grad opnaas. Følgen heraf blev da, at Fisk- eren en stor Del af Aaret gik uden havde det meget smaat og til Dels led Nød; Beskæftigelse, Fiskeriet, saavel med Baad som med Skib kan jo opvise sine daarlige og lidet lønnede Perio- der. Og at dette var et bekluge- ligt Forhold vil enhver indse. Forhaabentlig vil ingen nu længer drage i Tvivl at disse Krav om Jord tilden Ejendoms- løse ikke blot er rejst som po- Agilalionsnumre, men fordi der var Mænd, Hjærte og Følelse for Smaaman- den vilde skaffe denne bedre og litiske som med gunstigere Levevilkaar. Vi lever i en Periode, hvor Livsvilkaar og Livssyn er højnede, ikke blot hos dem, der i Følge Forholde- nes Natur er blevne de ledende i Samfundet, men ogsaa hos menige Mænd. Man er begyndt at stille Beregninger for sit Ar- bejde og for, hvad der kræves til forbedrede Livsvilkaar i Lig- hed med hvad man længst har læri i de os omgivende Lande. Man har i højere Grad lært at indse at Tid er Penge og Kravet om at skaffe Fiskere og Arbejds- mænd Beskæftigelse i den me- gen arbejdsløse Tid er nu ikke mindre brændende end tidligere. Intet ligger da nærmere for end at man har sin Opmærksomhed henvendt paa de store Stræknin- ger uopdyrket Jord, som kan indtages under Kultur og ganske anderledes fruglbargores for Sam- fundet som for den Enkelte, end hvad nu er Tilfældet. Hin vida kendi yrkjarin Harald Berystedt skrivar í »Social-Demokraten« eina grein, sum hann nevnir „Det egentlige Liv — derude!" Atvoldin til grein hansara er, at tveir menn, ein kendur danskur prestur Nedergaard og ein danskur bókskrivari (For- fatter) P. Lauritzen, hava skrivað misbrúk av um sálmar og sálmum. Eins og alt, id Berg- stedt skrivar, er henda grein ógviliga forvitnislig at lesa fyri oll, sum hava ans fyri al lesa og hug til at hugsa eitt sindur um teir andiligi spurningar, sum (din og lívið ber inn á okkum. Eisini spurningar av religiosum slag standa fyri dur- um okkara og bíða eftir, at vit skulu taka teir og hyggja at teimum frá ollum síðum, bæði innan og uttan, hugsa um teir og kanska tala um leir við ein og annan. „Det egentlige Liv — derude!“ Pastor Nedergaard har í en Avisartikel klaget over de danske Tonefilm og deres Misbrug af Salmerne »Nu titter til hinan- den« og »Nu vaagner alle Guds Fugle smaa«, hvoraf den første er blevet benyttet í en Flirte- Sang, den anden i en Øl-Vise. »Pr. Radio, Grammofon, skriver Nedergaard, strømmer Viser ud hele Landet, og disse Salmeom- Lirekasse og disse over skrivninger gør det ganske umu- synge de forvrængede Skolestuen, i Konfir- Ungdoms- ligt al Salmer i mandstuen og møder,« Samtidig har en ligesaa kendt Kirkens Mand, Forfatteren P. Lauritzen, Aalborg, udsendt en Pjece, hvori han kræver Kir- kens gamle Salmebog udrenset og fornyet: »Jeg har ofte siddet ved i Kirken og tænkt paa, hvordan mange af vore Salmer fornem- mes besynderligt fjerne overfor det egentlige Liv, som det rører sig for Menne- daglige virkeligheds- sker derude i deres Færd,« Der ligger i Grunden en un- derlig Stemning gemt i de to Billeder, Udtalel- ser opruller, Begge Udtalelser skyldes to af Kirkens trofaste Mænd. Og begge Udtalelser fastslaar kraf- tigt, at Kirken i sin gamle Form i Øjeblikket har tabt Autorite- ten — man kan vel sige »tabt Spillet« overfor den nye Slægt. Den unge — altfor humørløse som disse lo — men tiltalende aabenhjertige Præst staar midt i selye Ung- domsforeningerne (K. F. U. M. og K.) og er harmfuld over, at han maa lade to af Salmebo- gens Salmer fulde — fordi de Unge derved straks tænker paa Ølvisen og Dansevisen — og smiler! Herregud, Ungdom er nu en- gang Ungdom, og lattermild af Naturen, Gudskelov. Ogsaa K. F. Ú. Merne og Kerne med. Derfor behover den hverken at rære fræk eller raa. Dersom nogen kommer til den med et Budskab, som den virkelig forstnar og som for ful- deste Alvor har Bud til den, saa smiler den ikke, selvom der i Forvejen er lavet tyve dumme Fjaseviser over det samme Emne. Heller ikke skulde Pastor Nedergaard harmes saa mægtigt over Filmen. Den vover sig nødigt længere ud end den me- ner at have Publikum med sig. For Hemmeligheden er jo den, at selv de allersmukkeste Sange — baade »Jens Vejmand« og »Det var en Lørdag Aflenc kan jo — ved at bruges i Tide og Utide — blive saa forslidt og fortærpet, saa det virkelig er en Letlelse for os allesammen — for en Tid at blive fri for dem og høre andre Ting. Naar de saa har haft en lille Hviletid, saa en skønne Dag er de lige saa friske og kønne som nogensinde før. Og naar virkelig det kommer saa vidt, at selv K. F. Ú. M.erne og K. F. U. K.erne smiler ad de to gamle Salmer, saa er det virkelig et alvorligt Vink til Kirkens fornuftige Folk, at de to gamle smukke Sange godt kan taale at faa en lille Ferie — de, og sikkert mange fler, ja meget meget mer — indenfor den ærværdige gamle Kirke. Og her er vi ved P. Lauril- zens — den gamle Kirkegæn- gers — Erfaringer. Han sidder i Kirken og hører Orgelet bruse, og saa slaar det ham, hvor »virkelighedsfjerne« de er — disse Salmer — »over- for. del egentlige Liv — derudec. Hele Nulidens nye Sind er i disse Ord. For den gamle Kirkeslægt var Livet i Kirken jo det sande Liv med dets Ceremonier og Messer og auloriserede Salmer. Og Livs- kampen derude var noget tarve- ligt, noget ringere, noget uved- kommende. Nu sidder den trofaste gamle Kirkegænger med sin Salmebog og finder de gamle Toner »vir- kelighedsfjerne« — »forældede« uforstanelige« — »intet- det — p»nærmest »naive« — mens »umulige« — sigende« — — — egentlige Liv foregaar — derude! P. Lauritzen foreslaar Salme- bogen renset ud for de foræl- dede Salmer: Væk med Konge- salmer, Krigssalmer, de »umu- lige« Bryllups- og Konfirmations- salmer. I deres Sted vil han have en Række nye Salmer ind med sociale Emner og tilbyder til den Ende en halv Snes, som han selv har skrevet. Sun nemt, som Hr. Lauritzen mener, gaar det vel nok ikke. At flytte om paa Salmerne í den autoriserede Salmebog er sikkert lige san vanskeligt som at flytte om pan Ugedagene. Langt snarere vil det vel ske, at Sangbogerne fra det levende Menighedsliv — Ungdomssung- bogen, Højskolesangbøgerne og de mange andre Sangbøger fra Menighedshusene — en skønne Dag finder ind paa Kirkebæn- kene som den naturligste Ting — og dermed bringer et nyl Pust af Liv og Utvungenhed ind under de gamle Kirkehvælvinger. Pustet fra Forsamlingshusene, hvor Menneskene endnu er sig selv, joviale, frie, naturlige, tør vende og dreje sig og snyde Næsen som almindelige menne- skelige Mennesker! — — Og ind under Kirke- hvælvingerne, hvor alt endnu er san stift, saa rituelt, saa officielt og ceremonielt, saa hver Arm, hver Albu stivner og bliver kan- tet og Menneskene er saa op- taget af, at de er korrekle Kristne saa de glemmer, at de alle til Hobe er jævne joviale Mennesker. Denne unaturlige Stivhed, der er Kirkens Grundskavank! Ak ja! Dersom der havde været Journalister til paa Jesu Tid, og efter Bjergprædiken, naar Tilhorerne aandede op og Madpakkerne kom frem, en Journalist havde trængt sig frem for at interviewe Taleren — hvordan mon saa Jesus vilde have svaret Referenten fra den lille Redaktion i een af Jerusa- lems Baggyder! Tænk om Journalisten havde stanet der med sin Blyant og sin Blok og spurgt Taleren om hans Hensigter? Mon da Jesus vilde have sva- ret, at det var hans Hensigt at stifte en ny Religion med Kirke og Embeder, med Ritualer, Sal- mer, Offerdage og det Hele? Nej. Han anede jo dengang ikke, hvad Kristendom var. Han vilde vel have svaret í al Slil- færdighed, at hans eneste For- maal var, at Menneskene blev bedre, renere, frigjorte af Sind, mere menneskelige imod hin- anden i daglig Omgang — i hele det store myldrende Menneske- liv i Gader og Stræder. Mon ikke? Allfor ofte har Kirkefolkene til vekslende Tider glemt Livets Kamp og Menneskehedens Vel — blot nærsynet optaget af deres »Kristendøm«, deres Be- kendelser, deres Korrekthed, deres Salmer og Ceremonier. Mange har drømt om en Kir- kefornyelse i vore Dage. Og det er vel aldeles ikke utroligt, at den kan komme. Men deri har sikkert den gamle Kirkemand Ret — han med sine ti Reservesalmer — at skal Kirken vinde Respekt og Auloritet, maa den være fyldt af en storslanet Menneske- hedens Aand, der ikke sidder traurigt og pylrer med en Salme eller Trosartikel i Tider, hvor selve Tilværelsen gynger som en Men Tanker man være spændt — spændt som i en Strandingsnat — mod den store Menneskeheds lidende Millioner, der kæmper imod Arbejdsløs- hed, Tyranni, Udbytning, Armod — j det store, det egentlige Liv — Harald Bergstedt. saa daad. dens og Krig.... det "19 jø 3 rigtige, derude. Passagerliste. Med »Tjaldur« afrejste herfra den 6. Juli: Frk. Louisa Sivertsen, Edith Wellejus, Cohr Nielsen, Anna Højgaard, Olevine Johannesen, Jensia Viderø, Birgit Houmann, Ølevine Berg, Skúoy, M. Thom- sen, Kollafjørd, Marna Dam, San- davågi, Amanda Jacobsen, Vesl- manna. Fru Lynge, Wellejus, Helene Hoójgaard, Gerda Joensen, Kidi, Herrerne Iversen, Therkildsen, Houmann, Kjeld, Funning, Ha- rald Hansen Skopun, J. A. Godt- fred, Vági, P. Djurhuus, Kollafjørð, | Videnskabelig Analyse af den tyske Nazisme. En opsigtsvækkende Artikel i det engelske Socialistblad. Lider de tyske Nazister af Sindslidelse? Okkum er sent hella forvitnisliga »dokument«, sum møguliga sigur okkum sannleikan ella nakað av sannleikanum um Hitler og hans- ara menn og viðhangarar: Under Overskriften >En Læges Betragtninger over Hitlers Ban- de«, skriver »Daily Herald« den 24. Maj nedenslanende Arlikel, der indledes med følgende Præ- senlation: Denne Artikel er skrevet af en London-Læge, af let for- stanelige Grunde ønsker at være anonym. Hans Speciale er Psy- kologi og Psykiatri, og han har været ansat paa flere bekendte Sindsygehospitaler, ligesom han har studeret i Tyskland og saa- ledes har vidlgaaende Kendskab til Forholdene der: som Mit Speciale er at omgaas og iagttage sindssyge og uligevæg- tige Mennesker i det hele taget. Jeg er fortrolig med det tyske Sprog, har ofte været i Tyskland og har allerede længe interesse- ret mig for Tysklands Affærer. Visse Ting i det nuværende Hitlerregime har, set ud fra et psykiatrisk Synspunkt, gjort et saa stærkt Indtryk paa mig, at jeg ikke kan komme bort fra, at mine Betragininger maa være af Interesse for Offentlig- disse heden. Hvad der interessere en Sindsygelæge er hovedsagelig man det overvældende og utvivlsomme Faklum, at Bevægelsens Ledere er mentalt uligevægtige i visse Tilfælde paa Grænsen af uudtalt Sindssygdom. Her maa jeg først gøre Læse- ren bekendt med Ordet noia«, en Benævnelse, endnu ikke er særlig kendt af Menigmand. Det er Navnet paa en alvorlig Form for Sindssyg- dom, maaske bedre kendt under Navnet »Forfølgelsesvanvid« (rig- tigere: Forrykthed. — 0. A). Forstanelsen af denne »Para- noia« er Nøglen til meget, som ellers synes uforstaneligt í Tysk- land for Øjeblikket. Den er al- mindeligere hos Mænd end hos »Para- der vist Kvinder og manifesterer sig først i Alderen mellem 30—50. Del er en Sygdom, hvor det intellek- tuelle er uberørt med Undtagel- se af Dommekraflen, denne er vel bevaret, men forstyrret og vildtvoxende. atienten nærer vrange Forestilling. Hvor Vrang- forestillingen interesserer ham, er han i Reglen fuldkommen logisk, naar undlages, al han gaar ud fra ganske falske Forestillinger; hans Konklusioner vilde altsaa være fuldkommen rigtige, dersom hans Forudsætninger ogsaa var det. Udenfor denne Vrangforestilling kan hans Omdømme synes ganske normalt, hans Selvkon- trol kan være fuldstændig, og ofte findes baade Intelligens og Energi i en Grad, der ligger over del normale. Det er en Sygdom, der forvær- res langsomt. Paa Grund af de- res mærkelige Personlighed bliver fuldkommen kun faa Paranoikere gift, og de, der gør det, skaber kun Besvær dermed. Mærkelig nok ender kun en mindre Procentdel at Paranoi- kere paa Anstalt. De fleste har saa harmløse Vrangforestillinger at der ikke i væsentlig Grad in- (Fortsættes paa 4, Side). | ae, |