týsdagur 16. januar 1934síða 3

Sóknarstýrisvalini! | Vit minna á: Ein og hver hevur rætt til at velja, ið hevur goldið skattin fyri 1933. Eldri eftirstoða forðar íkki fyri at kunna velja. Ein og hver hevur rætt tíl at galda skattin fyri 1933 og fáa kvittun fyri hann, sjálvt um hann ikki er forur fyri at galda eftir- stoðu frå 1932 og fyrr. Veljari, arbeidari og fiskimadur, rinda tín skatt fyri 1933 og far á val og set teir inn í sóknarstýrið, sum umboða tínar interessur. Seinasta freistin fyri at rinda skattin, so valrætturin bjargast, er 8 dagar áðrenn valdagin. Verð ikki ov seinur. . . Jarðaspurningurin. “ “ »1'8 „Ram“. »Mangur fæst við boga, ið ikki kann upp at loga.< Hann, ið hevur fylgt við »n«s politisku »Udgydelser« í »Før- oyalíðindi“ móti javnadarmonn- um, kann ikki annað enn hava bitið merki í eitt fyri smogmenn sjáldsamlt enntá óblúgvni og ósmædni í at sela lingini á hovdið ella tað, ið er eins ringt: viðgera mál og spurningar uttan at eiga minsla mál av vitan og kunnleika viðvíkjandi lí, id er talan um. Tað er jú almanna kunnugl, at líka so ósmædnir og frekir sum smogmenn, »anonvmir«, eru í høggum og ålopum, líka so ræddir og vesæligir eru leir, tå ið lalan er um at berjast við opnari pannu undir rætta kristna navni sínum. Tað er soleiðis slullligt at síggja í >n<s loynumannaålopi undir yvirskriflini »Ran« á okkum javnaðarmenn, at hetta so ræðuliga stríðstrollið silid á almennum fundum okk- ara uttan at:hætta sær at stigið fram og lagt uppí, men hevur hevur noyðst at silið sum ein róta- ljóvur og svølst sannleikan í seg. Men heim aftur komið í loynuholu sína fær hetta gæva »n«-id »kjaft á skafta. Tað leggur út í >Foroyalíðindig, har vil fáa Okkum ikki loyggið. verður leivd >Æren for en Tøddel«, Vit bróta jólahalguna — og less ÚR SUÐUROY kristna hjarta bivar í »indigna- tion«, Vit eru heilt fríir fyri valt, hvad der er beslægtet med Selvkritik,« heldur lað, men sal ló og svolgdi yvir sínum dómau- dagsskrekki, tá ið tað kundi tala á rættum staði. Pint, so oyruni hungu við, málti tað vera vilni til, at vit lótu >det gamle Lagling faa sín Konfekt for dets reaktionære Tilbøjelig- heder, glemmende, at vilde have eksisleret et »reaktio- Flertal, ikke Social- demokratiet havde stillet sig saa velvilligt at danne den lille Del Flertallet i lað sal kyrt og hætti sær ikki al geva der ikke nærl« hvis deri, som gjorde Virkeligheden« men okkum revsingarrælting sina væl vilandi, at lað hevdi komið illa fyri, um lad steig fram á opn- um fundi; tí, sum her í bluðn- um og í orðadrálli so ofla prógvað, hava javnaðarmenn al kalla altíð staðið móli sambandsins og sjålvstyr- cinsamallir isins hålsfevnandi semju um al gera meirlulan á lingi móli so- cialum miklum broytingum jarðabrúk- málum og (ydningar- inum og ødrum viðvíkjandi. Okkum tørvar ikki at uppaftur- taka okkum hesum viðvíkjandi. Hella er, í hvussu er ollum, ið fylgt hava við í politikki, greitt. Tad, ið er særliga eymskinnað um, er, til al nerta vid »Jordlovsreformen«. Tað heldur fyri: »Med den Drislig- hed, som er P. M. Dam egen, Socialdemokratiet huldumanna >n<-ið at vit hælta okkum søgte denne udi egen Indbildning Vimpel og dallast at slaa sig selv til Rid- der paa den Jordreform, det af Regeringen (javnaðar- mann P. D.) nedsat Udvalg er fremkommet med;« eitt uppskol, som sum vil íkki skulu eiga æruna av. Al vil gera hetta uppskot til cill úrslit av okkara arbeiði og slødu á lingi, sígur »n«-id er eill »Ran«, og úr loynu síni brigdar (ad >indignerað< okkum, at »i al den Tid, der har sterel et færøsk Socialdemokrati, eksi- er der fra den Side gjort hæder- værdigt Forsøg paa al sanke Stemmer paa Forarbejder, som andre Partier har ladet udføre,« og viðvíkjandi »Jordreformen« relativt vide, »Ethvert Menneske ljóðar víðari: fornuftigt at har nævnte man Æren for del Nedsættelse eller de Resultater, Udvalget er nogen Udvalgs kommet til, det færøske Sociul- demokrati har ikke Æren for en Tøddel af det, der er fore- slanet,« Hvussu slår ósmæðin »Dristig hed« í at:sanga ullan um sann- leikan ella évit rædur her hjå hesum huldumanna »ne-i, loyva vit okkum al teim heiðraðu lesarum vid fylgj- þrógva yvir fyri andi kennsgerningum viðvíkjandi Sambandsins og sjálvstýrisins støda á tingi til jarðabrúksviður- skiftini hjá smámanninnm. Allir tykjast nú at:fræðarmaðurin og jarðabrúkarar Men hetta sambandið ikki altid hildið. at viðganga, aðrir illa staddir treingja til studning, hevur Á sinni var uppskot frammi frá Jóanes bónda og oðrum i búnaðarneyndini um at veila trædarmonnum nøkur ftúsund sum beinleiðis sludning. Men oddamaður sambandsins leyp upp i harðskapi móli hesum So hørd hetta mál at uppskotstillararnir tóku varð deilan um uppskotið, aflur og heyrði so burtur úr studningi, um ikki vit javnaðar- einki verið hesum menn gjordu uppskotið til okk- ara uppskot og settu lað undir atkvoðugreiðslu. Hitt fyrsta vidtikna uppskot til jardadyrkarar í Feroyum var so statt javnadarmanna. Hvussu trupult tað er al fáa jørð til dyrkingar hjá lí ognar- leysa er hvorjum manni kunn- hava lí á ugt. Javnaðarmenn stevnuskrå síni al fáa tey avoldaðu jarðabrúksviðurskiftir og lógir broytt. Flokkurin selli lí upp- skot fram um, at lingið skuldi fáa vald yvir kongsgóðsinum, so Førovingar sjálvir kundu skipa ålstykking o. a. jørdina viðvíkj- Men sjålvslyris- andi eins og teir vildu. sambandsmenn og menn á lingi funnusl í bestu semju um at køva og drepa helta fyri land og 5 følk so tydn- ingarmikla mål. Javnaðarmenn eru greiðir yvir at studningur til uppdyrkingar er ikki nóg mikið. Tað ræður eisini um al fáa broytt so, at algongdin til uppdyrkingarjorð verður gjord lætt og lagarliga hjá tí ognarleysa. Tí settu javn- aðarmanna ríkisstjórnin í sámráð við Foroya javnaðarmenn fram uppskot um at seta eina nevnd við einum manni úr hvorjum flokki til at:útarbeiða uppskot til lóg um eina demokratiska broytan av ollum okkara jarða brúksviðurskiftum. vila, at tað stórsla athuga hjá Forova fólki Láið vil hevur at: vila greitt besked um, hvussu flokkarnir hava stilluð seg fil hetta uppskot, vilja vit eisini Gl >ns upplýsing prenta frågongdina orðrætt eflir ling- tíðindi. Lesararnir kunnu so síggja hvorjum lað skyldast, at: henda neynd varð sell. Urskrifti úr 1933, bluðs. 82 viðvikjandi: linglíðindum av 85, hesum máli Álit frá búnaðarnevndini. Om Sagens tidligere Behand- ling henvises til Laglingstiden- > den for 1927. Side 21—21 og Bilag 21, for 1928 Side 51 og Bilag Nr. 37 (i Tidenden efler Bilag Nr. 39) og for 1929) Side 93—95, jfr. Tidenden for 1926, Side 18—19. Landbrugsminisleriet har ifølge sammes Skrivelse af 15. f. M. til Lagtinget ikke villet fremme del af Tinget i Samlingen 1929 Ministeriet sendte Forslagtil Lov om direkte Stulstilskud til Opdyrkning m.v. vedtaget og til ind- tilligemed Udkast til administra- tive Bestemmelser om saadant Statstilskud, men har dog í Er- kendelse af, al Spørgsmaalelt, om hvorvidt der bør gennemføres en særlig Lovgivning, siglende til Fremme af Opdyrkningen paa Færøerne, fortjener nærmere Overvejelse, nedsal et Udvalg til Behandling af Sporgsmaalel, be- som stanende af Amtmanden Formand, Landbrugskonsulen- ret valgte Med- » len og 3af Laglin lemmer I fra hver af Lag- tingels valgte Grupper og har samtidig anmodet Tinget om al foranledige, at de enkelte Lag- tingsgrupper hver for sig fore- tager Valg af et Medlem af Ud- valget, og om at tilstille Amt- manden Meddelelse anganende Udfaldet af disse Valg. Í en til Sagen hørende Gen- part af Skrivelse af 15. f. M. fra Ministeriet til Færø Amt hedder det: »Med Iensyn til den Udval- skal man at Spørgsmaalet om, gennemføres siglende get stillede Opgave, bemærke, hvorvidt der bør en særlig Lovgivning, til Fremme af Opdyrkningen paa Færøerne, efter Ministeriets Op- behandles paa en end sket ved de vedlagne, oven- Ministeriet vil vel ikke stille sig afvisende over- for Tanken om at yde direkte Statstilskud til Opdyrkning, men da det med de nugældende Lov- fallelse bor bredere Basis, af Lagtinget nævnls Forslag. bestemmelser er meget vanske- ligt for den enkelte Mand at Besiddelse af Jord, som egner sig lil Opdyrkning, maa Ministeriet det for rigtigt, at Udvalget særlig fæster komme i anse sin Opmærksomhed paa Spørgs- maalet om ny Lovgivning, sig- lende til at skaffe Jord frem til Opdyrkning, dels ved Ændrin- ger i Lov Nr. 66 af 13. April 1894 om Afhændelse af Treer og Grundstykker fra Statens Fæstegods, dels ved en ny Lov- sivning vedrørende Odelsjorden«. Udvalget skal stærkt fremhæve, at det er meget maglpaaliggende at Sagen om direkte Stalsbidrag til Opdyrkning Færøerne bliver muligt overensstemmende med det at Tinget í 1927, 1928 og 1929 ensstemmigt vedtagne Lov- paa fremmel saa snart som torslag. Et Flertal (Effersoe, Matras, Patursson, M. Samu- Weihe) hævder, at kan blive for- den, som af Mi- nisteriet paatænkt, kædes sam- Niclasen, elsen og denne Sag kun sinket ved, al men med Sporgsmaulet om ny Lovgivning, sigtende til at skaffe Jord frem til Opdyrkning, dels ved Ændringer i Lov Nr. 56 af 13. April 1894 om Afhændelse af Trøer og Grundstykker fra Statens Fæstegods og dels fra Odelsgodset. Dette indviklet og vanskeligt, og det kan komme til at vare længe, før det Resultat, Spørgsmaal er meget bringes til et endeligt Det udgør desuden en særlig Sag, som behandles af Lagtinget og har været Genstand for Over- vejelser í den færøske Landbo- KAREN —— (Forlsat). Nu vilde hendes Son jo ogsan ret snart være færdig med sine Studeringer, og ædede sig nger, og hun glædede sig ullerede til Gensynet med ham, og han havde jo aldrig kendt sin Møder. [Han var af hendes Forældre bleven bekendt med hendes Livshistorie, saa hun modtog ofte Breve fra ham, naar han var ude paa Søen, og hans hjertelige Hilsener var en stor Glæde for hende, saa hun havde jo san meget at glæde sig lil. Hendes Datter var vok- set op til al blive en nydelig og dygtig ung Pige, og en smuk Foraarsdag stod de begge pan Dækket af en Baad, som var mere moderne end den, der havde ført hende til Ameríka. Nu skulde hun vende tilbage til Danmark igen. Hun havde Datter Dansk, for at være ukendt med Sproget, naar ladet sin undervise i hun ikke skulde hun kom hjem, de var ogsan kommet meget sammen med Danskere og derfor vel øvet i at tale og forstaa Sproget. tejsen gik godt, og del Vejr. havde havde været et Datter, værel glad og opmuntrende, saa herligt Hendes Inger, Rejsen var ganet saa hurtig for dem begge; snart vilde Karen være hjemme igen, og der modle Inger sin Skæbne, som hende til son skulde blive stor en Lykke senere i Livet, I. Kapitel. — Karen og Inger gik i Land i Esbjerg. Alle deres Kære var ude paa Kajen for at modtage dem, Ka ren syntes næsten, at hun ikke havde fortjent saa stor en Lykke, som hun følte ved Gensynet, og Graaden kvalte hendes Stemme. Tanker vendte Hendes tilbage til den Dag, hun havde været saa ængstelig for Gensynet med sine Forældre, og da hun stod san ung og svag med sin lille Dreng ved Døren til Hjemmet. Men nu var der ikke at tænke mere derpaa, nu maatte hun glæde sig med de andre, og det var det stolteste Syn for hende at se sin Søn, han var nu ble vet Søofficer. »Kære Moder,« sagde han for første Gang til hende, »mine kære Bedsteforældre har lært mig at kende dig, san det har været for mig, som jeg var op- draget ved din Side, san højt elsker jeg dig.« Karens Lykke var ubeskrive lig, og Inger saa taxs til, hvor lykkelig hendes Moder var. Da Gensynels Glæde var overstanet, og hun i nogle Dage havde op- holdt sig i sit Hjem, begyndte hun at lænke paa, hvorledes de nu skulde ordne sig i Hjemlan- det. Midler, at Gaard, hvor hendes gamle For- Karen havde saa mange hun kunde købe en kunde bo hos hende. fandt som passede hende, hun havde ældre Snart hun en Ejendom, ikke glemt sine Barneaar som kunde lille Bondepige, og hun nok selv ordne alt til et saadant Hjems Indretning. Ilun var jo blevet saa vant til at slaa paa egne Ben, san det skulde nok komme til at gan. Da der var ganel en Tid, og stiftet med Naboerne, opdagede hun hun havde Bekendtskab til sin store Forfærdelse Gods- som var Skyld i Skam, ejersønnen, hendes første Synd og han boede ikke ret langt fra hendes Gaard, og hans Hustrus Nevø var blevet forlovet med Inger. Karen syntes næsten det ogsaa var som en Sky paa In- gers Himmel, men som altid tog hun ogsaa uu Gud med paa altid vende alt til det bedste, og der sin Vej, han kunde jo kom straks et Lyspunkt i hen- des Sjæls Mørke havde han ogsaa fortrudt sin Synd mod hende. Aarene gik í den smukke gamle Bondegaard. Karens For- ældre var blevet gamle og svag- lige, de skulde snart opnaa den Glæde al se Inger blive lykkelig gift, og saa havde de ikke andre Ønsker end at se deres elskede Barnebarn Paul, som hans Navn var, ham som de havde set vokse op til saa stor Glæde EN - se