týsdagur 20. februar 1934síða 2

Man ender í det rene Aulori- tetsprincip, i en ny Religion med en Diktator som »Der Fiihrer«, det vil pruktisk taget, naar al Modstand erslaaet ned, sige som en Gud, selv om Føreren rent personlig anerkender, at det er Gud, der har forlenet den ger- manske Stamme med dens for- Herskerkraft. løvrigt for en udenfor- menllige er det ikke let stanende at begribe denne Men- talitet, deri hvert Fald til en vis Grad kræver særlige tyske For- udsætninger, og ethvert Folk man jo styre sine egne indre Forhold. Eydnuspæl (Lotteri). lokkuð mangan mann, og mangur hevur Eydnuspæl hevur sett hvort avlopsoyra til í hesum spæli: >Kunska eydnan kemur til mín, kanska eg eri tann liljan ella tann 1......., hon tellur á. Soleiðis hevur mangur hugsað, og soleiðis hugsar tíverri mangur maður enn. Einaferð fóru Føroyingar al hugsa um at fáa sær eydnuspæl — leir vóru studladir til tess niðri frá, av donskum monnum — og nú skuldi gullið della í mongd í teir tómu løglingskass- arnar — vit hoyrdu hin hula ljóðin úr hesum tómu kossum, tá gullið fall í teir! — — — — — — — Men sum so mangan — tað var ein dreymur, og vit vaknaðu upp, og kassarnir vórðu lika lómir — — —. Okkura løgting var ikki í iva um, at nú var paradísið opið, nú var bara at fara inn og gera sær til góðar við ollum frukt unum, ið har vuksu á trounum men feir menn góðu høvdu gloymt teirra bibliusøgu, teir. høvdu gloymt cerubin við | hinum flammandi svørdinum ! Løgtingid viðlók — jú gakk! Teir fingu frammanå, ministeriið segði korlanei! — Aftur at ýla! Aftur viðtóku teir, løgdu allar árar yvir borð, nýttu allar listir einki — enntá grálurodd — batti! ini ikki futa eitt nei?< segði 7. „Teir fáa einki eydnuspæl!!! Vit »Kunnu hasi býttu beisl- minka um tilik spøl; fyrst skal takast av, og so eflirhondini hini, vil »kolonial-eydnuspælid« minka. Ja nakað soleiðis ljóðaði tað, og oll hugsaðu, at nú fór henda hetta skaðiliga, skjótt at erindi i forntíðarleivd, oyðandi eydnuspæl syngja sítt seinasta Danmark — men tak teir! »Fa'n lita på det«, segði Svensk- arin! Í donskum bloðum skrivast um Stor Udvidelse af Klasse- lotteriets Seddelmængde. Fra 160,000 til 180,000 Lodder. — 50,000 Kr. af Indtægten skal an- vendes til grønlandske Formaal. Í Folketinget fremsatte Finans- ministeren Lovforslag om For- øgelse af det tilladte Antal af Klasselotleriets Sedler fra 160,000 til 180,000. Siden 1928 har det udbudle Antal Lodsedler været 156,000 i hver af de halvaarlige Serier. Moliveringen til nu al forøge Antallet er Koloniallotteriets Standsning, der har formindsket Statens Indtægt med betydelige Beløb, men som tillige afgiver forøgede Afsætningsmuligheder for Klasselodsedler. Del er foreløbig kun Hensigten at udvide Klasseloddernes Antal med 10,000, hvilket vil forøge Statens Indtægter med 365,000 Kr., hvoraf 50.000 Kr. tænkes anvendt til videnskabelige For- maal paa Grønland. Udvidelse af Klasselotteriet ved- taget í Folketinget. Lovforslaget om Forøgelse af Klasselotteriels Seddelantal var til 2. og 3. Behandling i Følke- tinget, der vedtog det enstemmigt og oversendle det til Landstinget. Kammersgaard (S.) var Udval- gets Ordfører og anbefalede For- slaget med visse Ændringer, om hvilke derer opnaaet fuld Enig- hed i Udvalget, og som gaar ud paa at Antallet af Lodsedler for- højes med yderligere 20,000 Lod- sedler fra de foreslaaede 180,000 til 200,000, 50,000 Kr. anvendes til »grønlandske sumt ul skal Formanal«, ikke som foreslauel til »kulturelle Formaal paa Grøn- land«, medens der yderligere af- sættes 17,000 til kulturelle For- maal, der ikke angives nærmere. Meðan vit einki fingu, men hoyrdu um, ut nú fóru ívaleyst so við og við oll eydnuspol al minkast burtur í einki, síggja vil tvorlímóti, al nú skal norast um mongdina av lulaseðlum, og so fær Grønland nakað. Vil ynskja teim eydnu við. Men halta slagið allíð vilju hava?! Føroyar — hví skal ÁVARING Sóknarformaður Foroya Fiskimannafelags i Sørvågi hevur gjørt felag sinum kunn- ugt, at tveir felagslimir hava borið lista runt fyri N. Nicla- sen til fiskimenn at skriva undir uppá, at teir skulu fara við „Skarphjeden“ og „Haf- farinum“, sum Niclas Niclasen og synir hansara eiga, fyri ta gomlu kontraktina, tó at allir vita, at enn er eingin kontrakt gjórd millum Reið- arafelagid og hini felogini. Slíkt álop á góðan felags- skap kunna vit ikki lata um Í okkum ganga. Fyrr hevur alt verið so, at partarnir hava kunnað talað seg til rættis um vidurskiftini, men her tykist at vera komið annað lag, og tað frå manni, sum bert er trý ára gamal sum reiðari. Fiskimenn og navigatørar kunna ikki finna seg i, at henda framferd, sum er ætlað at oyðileggja allan góðan felagsskap, skal fåa loyvi at vinda uppá seg. Og tí mugu vit gera kunnugt, at feløgini vilja fara strangliga fram móti hesum. Menn, ið ganga hesa leið, skulu tí verða koyrdir úr fel- øgunum og felagslimir okkara skulu ikki fåa loyvi at fara við skipum hjá reiðara, ið fremur slíkan atburð. Stjórn Foroya Fiskimannafelags. Stjórn Føroya skipara- og navigatorfelags. Danmarks Pattedyr. Af Hans Kyrre. Der er í vor Tid opstaaet et nyt bevinget Ord; ingen ved, hvor det stammer fra, men det er vist- nok nu kendt over hele Landet og har vel naacl denne folkelige Udbredelse, fordi det i sin Blan- ding af Humor og Pessimisme udtrykker en tidstypisk Tanke. Det lyder: ,Jo mere jeg læ- rer Menneskene at kende, des mere holder jeg af min Hest.“ Egentlig er det jo en Erfaring, der ikke kan siges al være smig- rende for Menneskene: Racen vinder ikke ved nærmere Be- kendtiskab, det er ikke hos H o- mo sapiens, man lør vente at finde de Egenskaber, der giver Tryghed og Glæde i den daglige Omgang. Og saa vender Sindet sig altsaa til en anden Gruppe al Medskabninger, den, der aldrig fører falsk Mile. fordi den inlet Mæle har. og hvor alle de natur- lige og rene Instinkter, der hos Menneskene under den moderne Civilisation er blevet forvaklet, bestandig vtrer sig i ufordærvet Oprindelighed. Dette er en gam- mel Trang, især hos den german- ske Race, som bl. a. i Lilteralu- ren kan følges langt tilbage. Dy- refabelen er den digteriske Form, der først af alle er lil- gængelig for Born, og Forklarin- gen er vel neiop den. al visse al de betydelige sjælelige Grund- træk her kan gives i en stærke- re og ædlere Renhed end gen- nem Menneskeskildringen: Tro- fastheden, = Opofrelsen, — ogsaa Snildhed og Mod. Med hvor stor Kunst menneskelige Egenskaber kan forenkles og digterisk for- ædles ved al omplantes til Dyre- ne, har vi i moderne Liileratur Eksempel paa i „Junglebo- egentlige jo et klassisk Kiplings berømle ger“, der danner del Grundlag for denne Fortullers Verdensry. Og der er vel. for at tage et Eksempel fra vor egen Litteratur, næppe nogen Tvivl om, al noget af det, der vil leve Johannes NY. Jen- nelop er de me- sterlige Skildringer af Dyr, iagt- taget i Naturen eller i deres Samliy med Mennesker. Enhver vil dog let kunne se, at der mellem den gamle, enfoldi- gi „Dyrefabel“ og den moderne Distnings Dyreskildring er en af- gørende Forskel: Diglere som tichardt og Kaalund var egent- lig slet ikke naturkyndige. „Den dræbte And“, der jo er det klassi- ske Eksempel paa den rent poeti- ske Udnyttelse af et Dyremoltiv, har ikke det mindste med Zoologi eller Biologi al gøre: det er Børn og ikke Ællinger. der er Digtels Grundmotiv. Baggrunden for den moderne Litteraturs Dvyreskil- dringer derimod er et virkeligt Kendskab lil Dyrene, en viden- skabelig Indsigt, erhvervet ved Studium. Kiplings og Johannes V. Jensens Dyreskildringer kan tages frem og læses højl i en Naturhistorietime. til Uddybning og nærmere Belysning af el zoo- Emne; det kan Kaalunds naturligvis ikke. Delte hænger sammen med, at den moderne Litteratur i det hele taget arbejder paa videnska- beligt Grundlag, ikke blot natur- videnskabeligt, men psykologisk og leknisk, hvad de gamle Dig- tere sjældent gjorde Og her er der nu sket det in- teressante, at Digterens Arbejds- maade indirekte har paavirket Læseren: Den psykologiske Skil- dring har vakt en tidligere ukendt almen Interesse for selve Psyko- logien, uden del digteriske Mel- længst al sens Dislning logisk og Richardls lemled. Heri ligger sikkert no- get af Forklaringen paa, at et voksende Tal af Læsere foretræk- ker Biografien frem for Ro- manen. Og det samme gælder Nalurstudiet. Saa længe Lærken i Poesien (som i Ohlenschlægers berømte Digt „Sankt IHansaftens Spil“) blot var poetisk Staffage som i den kendte Linie: Og Lærkens Slag fra Voldens Kroner (! løde skabtes der selvsagt derigennem ingen særlig Trang til et nærmere Studium af Fuglene. Men kæ- ser man i Johannes V. Jensens „Bræen“ den klassiske Skildring | af Mammutten. falder det na- turligt bageiler at gaa til sin Bog- reol og søge et Værk frem, der kan fortælle en noget mere om dette Væsen. der ikke er et Fa- beldyr, men et ærligt zoologisk Fænomen. Eller hvor megen na- lurhistorisk Læsning har ikke en Borg som „Dyrcnes Forvandling" givet Anledning til! Vore Dagblade, der er det bed- ste Barometer for et Folks skif- tende Interesser, har forlængst sporet ogsaa denne; de ved, at de smaa Dyrelivsbilleder, som Petit-Journalisterne har gjort til deres Speciale. altid er sikre paa at blive læst. De smukke natur- historiske Tidsskriiter (Naturens Vidundere“ f, Eks), der í de se- nere Aar, ogsan herhjemme, har set Lyset, vidner om den sam- me Interesse. Paafaldende er det derfor, al vi i Danmark í Virkeligheden hidtil ikke har ejet et eneste ordveotligt Værk. der i videnskabelig og samlidist almenforstagelig Form gav en Skildring af den Dyre- gruppe, der for Menneskene dog aitid vil frembyide den største In- teresse, nemlig vore Pattedyr. Et Værk som Brehms Dyrenes Liv“ har gennem Aarene vundet mange Læsere; men det er jo dog for dyrt til at blive hver Mands Fje, og for danske Læsere er det el Savn, at vori Dvre- naturligvis kun láar en begrænset Omtale. Dei samlede Værk, den naturhistorisk interes- serede Læser har Brug for, naar han vil vide Besked om alle danmarks Pattedyr, har han hid- til savnet. Nu er det paa Vej. Og den Mand, der staar i Spid- sen for det. har gennem tidligere Arbejder vist, at han, mere end nogen anden, har Muligheder lor at løse den ikke lette Opgave: at skabe et Værk, der paa een Gang er den fyldige Haandbog og sam- tidig en frisk og levende Kilde til sund Naturfølelse og Kærlig- hed til de Skabninger. der giver Naturen Liv. Det er Á. L. V. Manniche, den kendte natur- historiske Forfatter, der í 1906 — 08 som Ornitolog deltog i „Dan- mark - Ekspeditionen” til Grøn- lands Nordøstkyst og senere som Leder af sin Forskerrejse har studeret vor arktiske Ø's Dyreverden. Som Jæger og Fri- luftszoolog har han erhvervet sig et enestunende Kendskab til Na- turen baade herhjemme og i det øvrige Skandinavien, paa Island, Færøerne og Grønland. Paa En- gelsk har han udgivet et meget anset Værk om Nordøstgrønlands Pattedyr og Fugle og paa Dansk Í ands verden egen en Række Bøger og Afhandlinger, hvori Hovedvæglen er lagt paa Skildringen af det biologiske, selve det levende Liv i Dyrenes Verden, mere end paa en stivnet Systematik. Sin store Populari- tet vandt Manniche dog paa det ypperlige Værk „Danmarks Fug- leliy“; et Sidestykke hertil er det nu, der forberedes med Dan- marks Pattedyr, hvoraf før- ste Hæfte i disse Dage er ud- sendt. Egernet lækreterer sig med Nødder, Ft saadant Værk har nelop i vore Dage i langt højere Grad end for blot 10 Aar siden Belin- gelser for al blive et Standard- værk: Netop fordi Forskernes In- teresse er Ilyltet fra den gamle Systematik til Studiet af selve Livet. er en hidtil ukendt Viden erhvervet; hermed er fulgt en Forstaaclse af og en Kærlighed til Dyrene, som tidligere Tider savnede en vaagnende Sans for Værdien af i den overkultive- rede danske Natur at bevare de Rester, der endnu er tilbage af oprindelist Naturliv. Et overdre- vei og snævert Nytte-Princip har maaltet vige for Hensynet til den gamle Sandhed, at ,Mennesket lever ikke af Brød alene”. Em aldrig saa yppig Ager synes fat- lig, den Dag da Ilaren og dens Killinger ikke mere tumler sig i del duggede Græs. Dyrene saa- vel som Planterne giver det dan- ske Landskabsbillede sin Karak- ter, det, der lever, er en lige saa rig Kilde lil Glæde, som det, der høstes. Men det er ikke enhver givet paa egen Haand at gøre alle de lagttagelser, hvorpaa den virkelige Nalurglæde beror. lagltlagelsesevnen øges ved Læs- ning af Videnskabsmandens Skil- dringer, og den slyrkes ved det rige og (fortræffelige Billed- stof, som vor Tids Foto-Teknik har skabt, ikke mindst fra Na- turens Omraade. Her staar vi ved det egenllige og afgørende, der giver et moderne illustreret Værk som „Danmarks Patte- dyr“ sin høje Rang i Sammen- ligning med beslægtede Værker fra en ældre Tid. Den biolo- giske Fremstilling i Forbindel- se med det ypperlige Illustra- tionsstof bidrager til i egent- ligsle Forstand at levendegø- re. De ledsagende Tegningers Opgave er at anskueliggøre det levende Stofs Detailler. Ejendommeligt er det da at iagt- tage, hvorledes man ved den Ind- trængen i Naturens Verden, som et Værk af denne Art giver An- ledning til, ender med en dybere Forstaagelse, ikke blot af Dyrene med deres Instinkter og Drifter, men derigennem ogsaa af de pri- milive og stærke Kræfter, der bestemmer Memneskets ofte uforstaaelige Handlinger, Natu- ren har anbragt os alle i den samme Baad: det inderste Slot skab har endnu ingen nok saa høj Civilisation evnet at udslette. Den. der har forstaaet detle, vil samtidig have udviklet en af Men- neskels rigeste Kvyner, den, at kunne stille sig í et sympalisk Forhold Ul andre. Pindsvinet paa Vej til sin Rede. Det før nævnte bevingede Ord vil da umærkeligt have vendt sig til: Jo mere man lærer Dyrene at kende, des mere kommer man til at holde af Menneskene.“ Der er da ingen Tvivl om, at Naturelskeren og Dyrekenderen Manniche med den Stab af dyg- tige Fagfæller, han har samlet om sig, vil vise sig i Stand til at løse den Opgave, Tiden paa en Maade har gemt til ham. De danske Hjem skulde for deres egen Skyld gribe Lejligheden til at sikre sig dette Værk, der i en fattig Tid vil gøre Hjemmets Ver- den rigere for dem. Motorbåtur burturgingin? Tysdagin 5. í hesum mánað kom ein motorbåtur, til stoddar sum »Staksåfossur«, inn til Vágs. Báturin skuldi til Vestmanovggj- arnar, 3 Íslendingar vóru við honum. Hósdugin fór hann av Vági, og ikki er hann komin til Íslands enn, so fryktandi er fyri, at hann er burturgingin. Um tit vilja hava eina lysing i bladid, ringid tå til nr. 51 ella 143. - RE