týsdagur 20. mars 1934síða 3

Et Svar. Om Arbejdskampen. Underlegnede kan ikke lade være med al svare pan en Her- res Artikel i »Føroyatidindi« af den 3. Marls. For det første beklager ved- kommende Herre sig over, al Fiskerne vil Krig, og det lader jo lil, al vedkommende llerre ikke kan forstan Grunden dertil. Jeg vil tillade mig at hjælpe ham lidt dermed ved at anbe- fale ham al se pan Sagen som en Fisker, der bliver behandlet som Slave, Men det, som piner mest, er sikkert dette, at Arbej- derne paa Færøerne er ved al vangne af den Slummer, som Vedkommende og hans Parli- fæller har set sin Fordel ved al vugge dem i. Men Tiden er netop inde, hvor Fiskerne og Arbejderne maa og skal stan sammen for at blive til en En- hed, der gør sit Krav gældende som Menneske og ikke som han og hans Ligemænd gerne vil have det at være, nemlig delle, at Arbejderne skal gaa for hvad Herren byder dem, thi saa endle det vel med, at Arbejderne maatte søge deres Føde sammen med Fanrene i Fjeldene. Nej, Arbejdernes Tid som som Slave er forbi. Et nyt og bedre Sam- fund skal opstaa, men det skal Arbejderne, der skal Og det man vi gøre værne bygge del. ved det eneste rigtige, nemlig at gøre fælles Sag, naar Arbejds- køberne gør Forsøg pan al røre ved vor Ret som Menneske. Vedkommende — beklager sig blandt andet ogsaa over, al Ar- bejderne har deres private, po- litiske Mening, som kun hører hjemme hos Socialdemokralerne. Dette er jo ikke saa lidt latter- ligt. Han kan da nok forstaa, al vi, Arbejderne og Fiskerne, ikke kan følge hans Udnylter- yolitik. Men jeg kan saa godt ] Jeg ”» forstaa, at det er kedeligt for ham. Der skrives om en Plan, som skulde udarbejdes af begges Re- præsentanter, men ikke et Ord om, hvordan hans Mening er, at denne Plan skulde være. Det skulde vel ikke være Meningen at skube en Parodi i Lighed med hvad der er sket andre Steder, det kun blev de store Herrer, der bestemte? Det kunde ellers været interessant at høre lidt nærmere om dette. Det er dog lovlig meget, ut ved- kommende Herre kan tillade sig al komme med saadan noget, som kun kan forslaas paa een saa Maade, nemlig at hvis Arbej- derne ikke vil, som dIferrer vil, saa har de kun et al gøre, bruge haard Haand. Ja, jeg er sikker paa, at Læserne ikke kan misforstan Meningen. Jeg kunde dog imidlertid lide at vide, hvor han vilde faa den haarde Haand fra til at slan Arbejderne ned med, og jeg fristes til al spørge, hvad den færøske Arbejders Hustru og Børn skal stille op imens deres Forsørgere er gjort ukampdygtige. Vedkommende Herre skriver, at Samfundet ikke har Raad til at give Næring til Interessefor- mationer. Deri kan jeg give ham fuld Ret, hvis han dermed skulde dele min Mening om de støre - Herrers Kgeninteresser, der kun gaar ud paa at udnytte de sman i Samfundet. Jeg har nu den Mening, al Samfundet ikke er alene til for de støre, Redere, Købmænd, men ogsaa for os, Arbejderklassen. Vi er dog Flertallet, saa os kommer han sandelig til at regne med. Til Slut: det kunde glæde UR SUÐUROY mig, hvis vedkommende Skri- bent vilde huske at regne lidt med Arbejderne, og Fiskerne i Særdeleshed. Thi det er dog dem, der skaffer Brodet til Ar- bejdskoberne. Og hvis Vedkom- mende saa vilde lægge sil Navn til sine Artikler, saa vilde jeg regne med ham som et Mand- folk, der ikke er bange for al stan frem for Offentligheden, for man kan jo saglens sværle noget op, naar man gemmer sig under el Bogstav. Med Tak for Optagelsen. 0. M. Schultz. „N. P.“ — og fiski- menninir og vit. Ein reiðari ella ein skósveinur hansara hevur — sum vanligt er í Føroyatidindi — undir loynu- »N. P. í 9 nummari neynda blaði heirað fiskimenninar nayninum av hesum okkum og við hesi »angandi« yvirskrift: „Ringur andi og spillandi tunga“. Henda grein er so vorðin, al vil skilja, at skrivarin ikki hættir sær al leggja sítt kristna navn til hana. Tað er vanligt fyri hin spillandi ringa andan og la tunguna al tulla og sleyga í krók- unum — og tuð er ikki hissini av ringum anda og spillandi hesin loynimaðurin >N. lungu, govsir fiskimenni- D.« go vid innå nar og okkum, sum hann tveitur f ein leyp. Vit vilja fiskaranna sak liggur okkum á fegnir viðganga, al hjarta, og at vil eflir forimuni hava gjørt og framvegis vilja gera teirra sak til okkara. Okk- ara tunga skal, so leingi hon kann lala, ikki lagna í stríðnum fyri at:veila fiskimanninum betri rællvísari o Men okkara tala og arbeiði skal sum higartil vera á opnum fundi. Vil vilja viðkenna okkara stoðu og standa til svars fyri Guði og hvørjum manni. Vil nylast held- ur ikki at smoyggja okkum aftur undir loyninøvn. Okkara starv er einki skýmaskots slarv. Tað tolir ljósið, lí lader ikki sprottið av øðrum enn andanum, ið fær hjartað til at slåa fyri leim, ið eru á skuggasíðuni og kúgast í ; råmari kor, = I trongum korum. Og lað er okk- ara von, al andin, ið fær ein til at leggja mált sín á og megi og allar árar um borð fyri leim verst stilladu í samfelagnum, at hann at enda má sigra í Foroy- um. Tað verður ikki væl vorðið fyri land og fólk okkara, um N. P.s skýmaskot og móti lí minna manninum harðhendis andi skal vinna tað vald í Før- oyum, at alt verður aftur sum tað var, láið fiskimaðurin og ar- beiðarin tolnir mállu lign og lyggja teirra breyð sum trælir. Er tuð eydnast okkum at gera nakað munagolt fyri at bróta henda dispotiska anda, eru vil fegnir, og er lað verunliga so, at tað er okkara lala og verk, sum hevur fingið fiskimannin í Foroyum til at vakna og reisa høvdid til strid fyri fullum menn- iskja rætti, hava vit alla orsøk til at:vera í góðum hýri. Okkara verk hevur so ikki verið fåfongt Men tess verri er so stult áleiðis komið Spónurin er ikki meir enn seltur í. Tey tyngstu og frígerandi tøkini eru eftiri, Tó vónirnar lýsna, Við veking- enn. Hesnafóðrið „SNÓGG“, ið er vorðið viðgilið lil at fån hønur at verpa, fæst hjá D. J. ENNI á Tvøroyri, ini og uppgåvunum vaksa evnini til at taka seg á mál. Tann dagur verdur al koma, um hann enn bert håmast í sjónarringinum, at hin maðurin og fríur og frælsur í vísum og fribornum samfelagi. minni maðurin, fiski- arbeiðarin stendur einum ræll Av (fat ein fiskimadur hevur skrivað eina fyndargrein ímóli leim ymsu ábreiðslum, ið »N.P,« gevur fiskimonnunum og okkum, skulu vil lala vera alnerta meiri við N. P. hesa ferð. lenda grein kemur vegna plåsstrot fyrst í næsta blað, táið vit eisini ætla at skovta nøkur orð til »n«s grein um fiskimenn inar — okkum og streikuna. Tit, ið forråddu okkum. Sum slatur, loyniliga og hulis- liga, boðini fallið var líðugt. Skipini skuldu út! Tað var lad einasta, vit ull- anfyri frættu. menn róptu hurrá! Teir ivadust ikki í, al vunnið. Teirra krøv vóru jú so beskeðin — leir komu um, at verk- Havnina Fiski- leir hovdu vildu einans fáa eina skipan, so leir kundu fån mest fyri Og stóðu veikir. Teirra møguligt leirra part. reiðararnir úlgerð, sum lá í skipunum, var líkin uppá rindast við Suðurlands- óivað vekslar, ið skuldi fiskinum. Teir høvdu noyðst al givið eftir, og leirra eftirlikan okkara krøvum kostadu teim í peningi lílið og einki. So lá landið. Ivussu kundu vil ivast f, at sigurin var okkara! Vil fóru lí hugadir, maður av húsi, at rigga (il, fiskitíðin byrjað og eingin var jú lola var al missa. ; líð- indini al — vit skilja, at reið- Men so sílaðu ley sonnu ararnir royndu at bola yvir leim fyri al um okkum og fána okkum avslað, og renna hornið við at tit av okkara monnum, ið høvdu givið eftir, ikki tordu al siga okkum tapstfdindini. Vit fingu korlini ikki at vita all greilt og klårt ísenn summi skipini vóru longu sigld, áðrenn såltmålin og tilgongan í samráð- ingini vórðu greidd okkum. Lat lað sigast: vil állu lá ikki orð fyri okkara harmi, vit kendu okkum slignar og sviknar av okkara egnu ålilismonnum vit 1797 limir í F. F., ið høvdu greitt alkvoðu fyri verkfalli heldur enn at slekka eftir, vil måltu standa og bíla á kamp og svølgja at hava tapt fyri leim trý hundrað og nøkrum og lrýs- instjúgu ræddu. Tað var svårt! Men vita skulu lit okkum | stjórnar- limir, ið bundu niður hesa ferð, bundu okkum til ein verri sállmála enn vit høvdu, bundu okkum til moguliga at kom al standa í bróðurkríggi við okkara klassakåmiråtar, ar- beiðararnar — vita skulu tit, at høvdu til verið menn til alt fyri eill at telegrafern og telefonera okkum 1797 limum F. F.s lað fullu innihaldið av sáttmálanum, varð tykkara svíkjaragerð ræltad, og tit skuldu lært at kent, al tad er hin stóri meirlulin í F. F. og ikki tit og Foroya reið- arar, ið ráða skulu yvir Foroya fiskimonnum. Vit og allir, ið standa sum menn og halda orð, ynskja af lakka okkara formanni og sýslu- formonnunum í Suðuroy og Sundoy fyri, al leir slóðu sum menn og ikki sviku okkum, hildu Ein sóknarformaður við sínum sóknarfelagum. men fast. Tíðindi. Famien. Som jeg sagde, sidst jeg havde Ordet i nærværende ærede Blad delaglig vore vil jeg ikke undlade al gøre de ærede læsere i ikke just prisværdige Erfaringer indenfor vort ærede >Búnaðar- felags< Virksomhed. allerede meddelt Jeg er som Medlem af >Búnaðarfelaginum“ har været der siden 1928. Saaledes var jegen iblandt dem, der henvendte sig til >felagiðe om Hjælp til Anskaffelse af en Tyr af bedste Rase. Tyren blev igennem det ærede køb! Island henimod Sommeren il »felng« fra og an- kom Torshavn, hvor den ifølge Nu- lids Skik for et fremmed Dyr blev sat i Karantæne. Dette kostbare Dyr — del kost- tede ca. denne Tyr forresten ankom efterhaanden til Famien. Vi meget glade for den. Betalings- betingelser var nu ikke som værst, idet vi fra Stalen igennem >Búnaðarfelagið< havde erholdt Halvdelen af Kostprisen, altsaa 100 Kr., som Tilskud til Avldy- renes Fremme. Enhver kan nok forstan, at hver Mand, der ejede for at faa en Ko, mødte frem den gravid — undskyld mig, mine ærede Læsere, men jeg føler mig næsten som L.S. jævnbyrdig í de lærde fremmede Ord. Tyren fra Ísland skuffede os heller stegene log af í samme Forhold ikke ud over det, at Kalve- som »vidselingarnir« tog til. Men det kunde Tyren dybest set ikke Nok det: Rasens Frugtbarhed lod sig se gøre nogel for. om og Famiens Bygd, jeg mener selvfølgelig Indbyggerne, hyggede sig i den dybeste Taknemmelig- hed til >Búnaðarfelagið< fattet var san smaat begyndt indbe- dens Formand, og man med al spekulere paa Udførsel af Alvs præglige Kvier og Íiyre, Udsigt værst idet man hidtil jo af gode ik ke Vejprækenen) dy F hvilken ikke var som Grunde (jeg vil gentage mig med ikke kunde komme af med Mælken; medens Alvsdyrene ikke kan siges al være beskedne i Prisen selv om man ikke kunde regne med 800 Kr. pr. Sík. — en frem med er som Regel ansat til Dob belværdi af ens egne selv om det modsatte er Tilfælde. Men for 400 Kr. pr. Stk, vil jeg og mangen en Famining med mig paatage os at opdrætte Alvsdyr! Det lønner sig! Jeg havde en Tyrekalv, ned stammende fra Raselyren — og det var Glæde í mit Hus over 800 Kr., et flot Tyr var var det prægtige Dyr! Og saa skete det, at der blev Dyreskue — Staten skovler ikke saa lidt til disse Skue. Del er vel ment, og Skam dog at der skal være en Forskel imel- lem Stalens gode Vilje og Frug- terne. Men hvad er der at gøre Livet maa have sine Gang, ogsaa det forrykte! Det blev allsaa Dyreskue. Der var mødt 6 ærværdige Dommere — det er en Trøst, med det! den syvende havde laget sig en Sportstur med Englænderne. Paa Statens Bekostning? Ingen har forspurgl sig. Det siger sig selv, ja det er da indlysende, at det første Dyr, der blev skuet, var vor islandske Tyr og der- næst hele hans Rase. 0, du sø- deste ! Hvilket Choch, da Dom- meren lalte: »Good for nothing! Duer ikke! Giv dem en Kugle for Panden !« Der røg alle mine Drømme — store Drømme for en fattig Mand. Der var selvføl- velig ikke Talen om at kunne bruge min unge Tyr. Slagtes og spises! Alle vore Rasedyr unyt- lige! Disse vare de forste Frugter af eller fra vort ærede >Búnað- arfelag«. De næste er ikke bedre. Men Proses: 15 lad mig gøre kort Kr., siger og skriver femten Kroner, har Famininger erholdt i Tilskud for Opdyrkning af daarlig Jord. Personlig søgte jeg. Jeg havde Stykker, et i meget dvrket to store udyrket Jord og et i daarlig dyrket Jord. Jeg havde ventede mig el rimeligt Tilskud. For at faa Svar frankeret Konvolut. Skam at jeg ikke ogsaa kunde diktere Svaret men saadan noget kan først gjort et stort Arbejde vedlagde jeg søres, naar man er kommet højt paa Straa. Men Landbrugs- konsulenten beholdt Konvolut- ten lad mig sige det mere underdanig: han glemte den, og jeg sidder uden Svar og selv- følgelig ogsaa uden Tilskud. | Løbet af Sommeren besøgte den høje Herre Bygden — jeg ven- lede ham paa Besøg. Men han gik forbi og lod mig arme om min Skæbne. — Ork ja! Suk Hjerte, men du har ingen Ven paa den anden Side Fjeldet. Havet stængt. Fjel- slænger. Stat og Lagling det døve Øre til — og vi færøske Borgere, ja ligeberet- det vender dog er danske Stalsborgere, tigede med andre Amtsborgere i Riget, í hvert Fald paa Papi- ret. Men det er desværre ogsaa bare paa Papiret! Farvel saa længe! Den mest taknemmelige iblandt de taknemmelige i Famien. Ansvarhavandi bladstyrari fyri Sudurovar-siduna: P, M. DAM | Allir Føroyingar eiga at ferðast og taka góðs við „Tjaldrinum“ og eykaskipinum "|, SKIPAFÉLAGIÐ FØROYAR Husholdningsskolen. 3 Mauneders Kursus begynder til Maj, 2