týsdagur 22. mai 1934síða 2

kJ veg - i % Unymannarørslan. Vit hava fingið sendandi hesa lítlu grein: 'Taðernokk so, sum ein maður um dagirnar segði, ungdómurin í Foroyum sleingist sum tongul í brimi. Sumt heldur seg til jazz, sumt til biograf og sumt lil sek- ”» tir missiónir. Ind synist einki fast hald nakrastaðnis. Eg havi altíð hildið al okkara og ungdómur var væl farin um hann var foroysk innstillaður og á frí- hátt einum sinnaðan = andligan kundi staðið sambandi sær sjálvum til styrki saman Í fostum og gleði Men hendan ungmannarørslan hevur í hesum dogum fingið silt skoðsmál. Það man vera so al illa er vorðið, og at tann gamla fyri- staðan fyri >Foroya ungmanna- felnv« um nakað kann eila so ikki eigur álit ella virð- ing til at vera forari fyri før- oyskum ungdómi. Rættast var (í al fyrisloðan viðgekk hetta og heild, enn er til seg fra, li fyrr til al lað, sum nú er spætt. samla eina Ein foroysk sinnaður maður. Vor Krone Margarine overgaar al anden Margarine í Kvalitet og Velsmag. Fhorshavns Mælkeforsyning & Marg VS irine'abrik. „Verður her forðað heimanifrå"” Okkum er send henda grein, sum kom ov seint til seinasta blað: Harra Mag hevur í teim førovsku blødunum onus Skæling gretll frá. at:danski umboðsmaðurin Í danska uttanríkis- til í Forovum sent honum eitt bræv, Rio gjøgnum ráðharran hevur amtlmannin sum var tilætlad at vera komin honum hendi, áðrenn hann fór avstað til Brasilíu at kanna líkindi fyri. føroyskari fiskasølu hal Men brævid kom ikki longur enn til amtmannin; har er lad vorðið liggjandi. Og Magnus veil einki um nakað, fyrr enn hann kemur til København. Har fær hann at vila um brævið! Men lå er ov seint til at kunna taka við leim ráðum og vegleiðingum, sum eru ummældar í brævinum, Nú eill verður frá má skrivilsi, ið sent einum ríksins um ríksins ella fyri bodsmanni gjøgnum uttanríkisráðharra (dl ein roknasl Tað er nú annan mann, væl at: hava nakað al (vo. reiðilga alvårlig sak slík amlsskrivstovuna [i eln at vila, al beind brøv, ið eru ll Tyla niður víðari, verða løgd ikki hendi. har koma eisarmann og inum Í Millum ikki mann, Hetta ligið eflir vanligt fólk hevur tað verið hildið nógv om lann ið legsl á boð og brøv. brævid kann ló hava hjá amlinum av mis- Men er eitt bræv gloymt eill gávum. so kann annað verðu har, | tað | | | | } | | | Í | | | Í Í | | | | | | } | | | | | | 1 | | | | | | Í | Í 1 og tá fer al vers heldur óteygt at havn við amls eisini, kantórið al gera. heyði til heyði Amlinum tó ivaleyst hildid um al- menningurin frå greiðu um, ul hetta eina brævid óviljandi liggja eftir á amtsskrivstovuni ella var verið góðar, lingið var komið aut missfarið har. Men koma. seg amtið lefur Er tað tí, al »Aamlmanden over Færøerne« er mætari maður enn so, al hann hirðir at:svara ham- puligum fólki aftur. Ella er hava gjørl seg lað so, at slikar sakir galdundi viðvíkj- við hesum illa (il amtmanninum al geva cilt greitt atburðinum al andi brævi, lað ber hjá svar, okkum ollum til sóma. Tað er tuð verða heldur ov mikið hjá onkr- skiljandi, al kann um at bera tilnpevnid »Amlman- Tað den over Værøerne«. skal bæði eill ik ki Men kenna andsmenlan til al høvdid«, hann, dvedagóð og vist eydmjúkni slikt skal >sláa amtmadurin ið kann seg sum higar er komin til fyrst og fremst al tæna okkum, so er vandi við al hann gongur eina aðra leið enn hana, 10 bælar hesum landi og fólki. Um ikki ein tilfridsstillandi frágreiðing kemur um, hvussu vorðið er við hesum brævinum frá danska gesanlinum í Rio til harra Magnus Skæling, so er | grund til at leggja dupultan (ýd- ning i Magnusar orð >Verður her forðað heimanífrá<. Sverre Patursson. RITA SÆBESPAANER til al finere Vask. „KUNNLEIKI GEVUR MEGI“ ET TILBAGEBLIK HARALD BERGSTEDT. Den Mor, der i beste Mening har fyldt sit Darn men Historien Storken, Born, om der kom med de hun stadig flere nabne smal man finde paa Krønniker Vindue og , efter bande om del Sukkeret om den tabte Fjer haanden som Barnets Nysgerrig Men en naar Barnet modnes tænker selv, hed vokser. skønne Dag ræsonnerer og Sporgel andre san stnar hun tilsidst í en lem- melig vanskelig Situation Det er Kirken en lignende Situalion, som nu er ved være da modnes, Folkemasserne er ved ul tænke selv, ræsonnere og søge Oplysning, mest den Ka- tolske Kirke. Der Deregning son ofte af Godhed været belragtel hvem man med god Sam ofte af Maglsvg sikkert og Folke- sonm har og men MUASSerne Born, nogle barn- villighed kunde give lige Forklaringer at »rende med“. Mindre derimod den potestan faklisk tiske Kirke, hvor man for 300 Aar siden knæsalle det demokratiske Kirkeprineip: al Præsten skal ikke fortælle Me nighederne andet, en det han selv tror. [Indtil »Bibelkriliken« for el halvt Hundrede Aar siden be gyndte at snige sig ind í Uni- versileterne medsin Undersøgel se af Skrifternes historiske Værdi og Sondringen mellem »Guld | i £&&4 XXX2 Telefoner: Sagn og Fakla.. - Virkelighed. Den turde ud til Menighederne, men beholdt man ikke lade gan rsileterne for Pries- Mund. vis Net. den paa Unix lernes egen Del Og med en hele var jo saa nyl maaske ogsun usikkert, ect og andet. Det vilde tilmed trække en Del indgribende Forandringer med sig — og man vis ka- Menig- til al Præsterne vidste, mente altsaa med en tolsk Tankegang al hederne ikke modne del. Men siden den bel belkritikens« Resultater efterhaanden í el fasl Folkets Oplysning og Mo- var vide sonm Tid er der lø- meget Vand i Stranden. >Bi- ligger og roligt! denhed har haft et mægligt Gen- nembrud. Og yngre Præster, som er opvokset i Demokratisk Aand, kræver nu i voksende Tal at delagtiggøre deres Menighe der í den samme Viden, som de selv ligger inde med. Men del er jo ikke nemt. Del er ligesan svært for dem, som det er for Mødre, der selv en- gang blev opflasket med Storke- skulle gi Ð krønnikerne, nu al Forklaring. det fortæl- Ritualer byggel Den mange Hen og lidt le gammeldags Menigheder en hel anden hvordan skal alle Sange er de > ps » ed Mi 1 Præsteskegl For les? Kirkens OU 9 snart sugl þau gamle Beretninger. nye staar í seender pau bar Bund med Missionærer og Skølelærere kom- pakt imod sig. Her er Radioen kommen som en værdifuld Hjælp. Dens mæg- tige Stemme lrænger ind sels vennem de fjerneste Nøglehuller Missionshusvinduer hække Kirkemænd har allerede benyttel den Vej til at forberede og og en Præster og nye Tanker. | Torsdags talte Provs Øllgnar«d over Markusevangeliels Opstan- delsesberetning, som han korl kaldte skyldtes Evangelicts Forfaller og godl for en Tilføjelse, som ikke oprindelige hvem del Mange sludset. saa er. Lyttere vil sikkert have Senere Tilføjelse? el der sandun uden videre føjel Ting til 5 Fremme Forfulsk- saadan ubekendte det tr ning! Og hvordan de? Jamen jo kan nogel gøres? Nej der er inlet mærkeligt i den Slags Tilføjelser. Í vore Duge hvor Biblerne og Bøger- ne er trykle kan den Slags jo ikke gøres. Du er hver Bog i BALSLEV á (005 THORSHAVN IX TEXT XIX [ae] De DET» De ex exe De dede Det e ede DET Altid stort Lager af: Trælast i alle gangbare Dimensioner samt alle Slags Bygningsmaterialer. Særlig fremhæves: Fint savet Fyrretømmer, Baadetræ, saavel Fyr som Ég, Rund Fyr til Master, Bomme 0. 1., Krydsfiner i alle Tykkelser og Kvaliteler. Nr. 20 & 237. Trælastforretningen: TY 4 4. Á Þá x ; p 2 : Nr. 194. | samme Oplag jo til Punkt og Drikke eens. Men Lytteren skal blot i Tan- ken foretager en Tur tilbage gen- nem 1800 Aar, saa vil hun se, hvor naturligt det hele er — og han vil samtidig faa et nytligt lille Panorama over bande Kir- kens og Kulturens Tilblivelse, Boglrykkerkunslen blev op- fundet ea. 1150. I 1514 blev det forste Ny Te- stamente trykt paa Græsk og senere i hurtig Rækkefølge i Oversællelse i de forskellige Fra 1514 Teksterne san nogenlunde Men Tid eneste Eksemplar gennem Hun- af Aar af efter andel. Det foregik í Munkene Lande. ligger allsan fast. før den er hvert dreder skrevel del rene, hvor Celler og Bogstav for Bogstav pan hvidtel oftest i Et Kæmpearbejde Mun- ofte Klost- sad deres penslede og malede og gliltet Kalveskind flere for hver enkelt Eksemplar. Furver. kene slutter derfor ogsån med en personlig Bemærkning om deres Stolthed og Huub om »evig Lone. Een slulter sunledes: »Ligesom den fremmede glæder sig over al se Fædrelandet, sam ledes glæder Afskriveren sig over al være kommen lil Ende med Bogen<. Men undertiden har Afskriverarbejdet været paa lagt Pligt- eller Tvangsarbejde. En Afskrift slutter snaledes: »Jukob skrev den«, og under delte har en anden Munkehaund tilføjet: »En Del Bogen skrev han ikke frivilligt men tvun- gel i Lænker«, Man har end ogsaa en Dibelafskrift fra Re- naissanceliden, hvor de to AM skrivere nedenunder meddeler hvanligt, at de har skrevet »un der Spøg og Latter ved et Gilde ved hvilket til Stede«, selvfølgelig mellem Venner, ogsan en Skøge var Del ndtagelse. Men enhver forstaar, at Afskriflens hem sidsle er en Korrekthed gen- Narhundreder har værel Afskriverens Ærlig- ogsua af hans For- afhængig af hed stanelse, Naar en nogel, men kom Vrøvl, rettel han Afskriver syntes Val ærlig til han sal del hur naturligvis eller som han syn- glemt her kommende igen i Af- har han efter tilføjet noget, være sit Hode tes munlle og saa er Rellelsen Varhundreder skriftet »Forbedring«. Utal til pau den Maude! ganel muuske Kl Forandringer el i yderligere myldrende af blevet I en ældre Afskrift af 1. Kor, 15,51 skrev Paulus (der jo reg nede med en overhængende Dommedag): »Alle skal vi ikke dø, men alle skal vi forvandles«, Det maa være galt, har mange Afskrivere tænkt, og saa for- andres det til: »Alle skal vi dø, men ikke alle skal vi forvand- les«. Andre Afskrivere lavede det derimod til: »Alle skal vi opstan, men ikke alle skal vi andlese. Hvad er san delt rigtige? Ja del er en Opgave for Bibelforskeren at sammenligne for de Tusinder af gamle Afskrifter, tyde de snørklede Bogslaver der kan være svære nok al tyde, af, hvilket der maa antages at være den ældste og saa finde ud Skrivemnade! Men det værste er ikke endda! Di í al denne Tid har der været faste myndige Ledere, ofte dog meget lærde, ju skarpsindig Diskopper, der kunde holde Overtro og Uorden Stangen. Men vi ned til Kirkens allerældste kommer Tider, de to førsle Aarhundreder, da er der ikke længer fast Kirke- eller Biskop- ledelse. Da er alt løse, fri selv- raadende Menigheder — det er Kristenhedens mest brændende levende Tid — jævne, ulærde Menigheder fulde af Glød og Tro men ogsaa fulde af Uvidenhed, Overtro og Fana- lisme. Og her er vi nede í en Tid, hvor alle Afskrifter slipper op. Fra disse fjerne Tider er overhovedet ikke een eneste A- skrift bevaret. Vi ved, dermenigheder opretholdt Evan- at:de allerældste Bro- geliet ved rejsende Missionærer og Brødre, der mundtlig bragte Beretningerne ud langs alle Mid- delhavels Strande. Mange For- tællinger, mange Beretninger Omløb fra Menighed til Det var i Ophidsel- Jeru- Tor store var i Menighed. selve det hellige sålems Fald. Der var Sindene: Den maalle være Tid, ndergangens da al Evangelier ned til fjerne Tider? Budskabet ud ud! Hast! til Brodermenigheder. sen efler som denluft i nær all Rand, Dommedag nil. [ en suudan hvor staur paa hvem tænker paa skrive Dare faa videre ud! i de fjerneste Og Mænd ninger ulærde genlog deres Berel- frá Menighed til Menig hed. Og del véd enhver rejsende Folketaler Dag i Dag — at Talerne jævne, den for hver Gentagelse antager Be- retningen fastere Form del svage udgaar, det langstrakle trækkes sammen det altfor knappe udvides — det farveløse farar mere Farve, indtil de en- kelte Fortællinger faar Form som faste Klichéer, der tilsidst skrives ned og bevares som Menighedernes dyrebare Skalle, Domme Og efterhnanden som dag udeblev, faar Afskrifterne større og slørre Værdi. Hver Menighed, der har et Evange- líum, bytter Evangelium med Nabomenigheden, som mulig har et Evangelium, der inde- holder mærkelige Ting, der manglede i deres egel. Og san føjede de det ind i deres egel selvfølge Evangelium som den ligste Ting. "Det kan bedst ses paa de fire nuværende Evangelier, der hú Masser af Stof, der forekommer Ordret eller Ændringer optaget fra Evangelier, der med nu er forsvundet, og hvoraf vi kun har Stumper tilbage, Den Mand, der har skrevel »Lukas' Evangelium« fortæller selv, hvordan han har sammen- føjet sit Evangelium uf en hække andre, han havde skuf- fel sig. (Fortsættes paa 4 Side).