týsdagur 29. mai 1934síða 2

= = ÞAR kigge 0 et sr pri 4% taka broddin av ti låg, her so Eitt og annað. nógv verður laluð og skrivað um — og hevur verið md leingi. — Tí vissiliga er tað ikki beint, at tann maður, sum hevur rætt til at velja menn inn á løgting rælt til al velja menn inn í bygda- Ti hetta, so nógv ogn ella so og so góð og ríkisdag, ikki skal hava ella býarslýri. al so og ráð skulu til fyri al sleppa at ella er ein leivd frá forn- velja menn inn í bygda- landaslýri, tid og er sera ódemokratiskt; og kongur, sum aftur- lað er ein haldið andi al hevur fingið sær stand- krokja seg fast í, nú demokraliið reiv so mangan pallin undan tess fótum. Gamal Feroyingur. Henda grein er skrivað fyri næslan einum hálvum ári síðan, men eg havi nú fyrstani sent hana inn. G. F. Vor Krone Margarine overgaar al anden Margarine í Kvalitet og Velsmag. 8 S Thorshavns Mælkeforsyning & Margarinefabrik, Ein merkiskvinna. 1934. Jgjår doyði frúgvin Anna Sofía 25. mai kona gamla post Danielsen, meistaran, sparikassastjóran C. C. Danielsens. Hon varein merkisverd kvinna, og sovorðið var yrki hennara, ul mong, mong menniskju í djúp- asta lakksemi kunna veita henni tað góð kvinna sum hon nýtti til hjálpar eftirmæli, at hon var ein við serslakum gáv- um, fyri ley, sum Í leirri slóru neyð komu til hennara. Og eingin fór óhjálptur frá henni, um hon sá nakran møguligleika vera fyri at gera nakað teimum til hjálpar. »Harrin hevur givið henni stórar gávur til at hjálpa, har oll onnur hjálp tyktist al vera um hana úlistongd<, varð sagt av einum av hennara nærmastu og hon nýtti tær ullan at hugsa um aðra løn enn la, sum gerðin bar í sjálvari sær. Ongantid vildi ella eitt goymdi hon sum eina dýra hon hava pening rós, men ogn: gleðina yvir, at eydnast var henni at bjarga menniskjum frá at kryplar ella frá deyðanum sjálvum. Vórðu oll verið til signing fyri, í verða tey, sum hon hevur skara, sum um eina stutta líð vil fylgja hvildarstud, Men minnast henni til hennara varð vænlandi er, at lev oll skarðin stórur. hana og senda henni eina stilla lokk og siga: Signað verið hon fyri alt lað, okkum, hon hevur gjørt fyri og varðveili Gud hana í sínum himli«, Signað verði minnið um hana. X. Hvorfor gaa over Aaen efter Vand hvorfor bruge udenlandske Sæ- ber, naar De kan faa færøske, som er bedre "og billigere, fra Fabriken „OKKARA“ Blaðið hetta. hevur biðið »—n« og hansara felagum farvæl, so hon- ollum um nýtist ikki at:skriva aftur og skamskenda okkum, tuð verður ikki lisið innanfyri okkara dyr. Vánaliga sær út fyri okkum her heima í ovggj- unum. Eingin fiskiskapur, ringt veður, fólkaskaði og skipaskaði. — sjógvurin tykist ikki at vera vinur í ár. Á okkum góður landinum sær ikki stórt betur út. Aftaná góðan og lýggjan vetur kom eitt ein meir enn sera ruskut vår, og heldur váltligt og fingu vil ein mai mánaða so kaldan og vetraligan, at sjaldan man hann hava verið verri. — Súrt fúa sær ål, men enn kann all árið verður fræg- vend, so ari enn oll tekin enn eru „Acorn““ komið heim í dag heym liskuð 1000, tað er ikki stórt tal. Úr Íslandi at:á Siglufjorði millum kom- Vað at nøkur og tjúgu vóru særd og frætlist, hevur verið gøturumbul munislar og poliliid. sigsl 7 vóru sell í holid. Serliga sigast kvinnurnar at hava verið harð- ar í álokum og hava nýtt bæði kløvur og tenn — hvat ikki er óhoyrt fyrr í tíðini! Maður er deyður millum Ísland og Føroyar. Skipið »Elsa« hevur á ferðini mist ein mann yvir borð tætt undir For- oyum. Hann og beiggi hansara gingu á skiparaskåla seinasta velur og hann varð giftur beint áður hann fór av stuð lil Íslands. Kingin veil reiðiliga, sigst luð, hvussu lilgekk. Hann og beiggin, sum var við sama skipi, vóru á dekkinum og arbeiddu. Beiggin 5 fór niður undir, og kom eina lotu aftanú upp at: hyggja eflir, hvar hin bleiv av, men lå var eingin maðu soleiðis lekur hávíð so mangan Mon en Præst. »Tidens legn« har hørt føl- gende Samtale: Hans: Far, er den Mand der- henne Præst? hvorfor Nej da, du om det? Faderen: spørger Hans: Jo, jeg stød med en Snebold i IInanden, da han kom forbi, og saa sagde han: »Ilvis du kaster den Bold paa mig, saa skal jeg pinedød konfir- mere dig«, Tju. En ung Skræder fra Boraas, der fra et Stockholmsfirma for første Gung havde fauct Bestil- ling paa al sy nogle Dusin Ben- klæder, mødte forleden med Denklæderne, der selvfølgelig blev underkastet en Prøve. Et Par Mand tog fat i et Par er rykkede lil og med el Smæld røg Benklæderne op i Somme, hvorpaa næsten alle Firmaels Chef rnable: Hvad er det for noget Juks! De fan Detaling Det ikke for! Skræderen, der kan stod med el lunt Smil om Munden, bemær- kede tørt: — Ja, det var nu ellers det Par Bukser, jeg har fanet herfra lil at sy efter. Dommeren: Hvor kyssede han Dem? Vidnet: — Ja, De Dem? Arme! Pan Munden! jeg mener: Ivor be- fandt hans RITA SÆBESPAANER til al finere Vask. Udførselsforbud. Amlet ralel gram: fra Fiskeridireklo- Tele- har modtaget saalydende »Tillæg lil om Udførsel Storbritanien for- Bekendlgorelse tillige fra og med 21. ds. Skrubber, Havkatl, Udførsel for byder Udførsel Hornfisk samt under 500 mm Rødspælter og under 275 mm Total- Kokke, Arter, indføres Vingerne. Ísinger længde. Af kun alle man Torsk over 900 mm Tolallæng- de skal være hovedskanret.« FRISK KÆRNEMÆLK HVER DAG AS Thorshavns Mælkeforsyning & Margarinefabrík. FERDAFOLK Við es, »Tjaldur« komu upp tann 21. Frk. Rein, mai 193 Anna Jacobsen, Elisa Esta Hansen, Sirn Kalrína Nielsen, Abba Chris- tiansen, Asla Olsen, Frú N. J. Morlensen, Kristine Thom- Edith Skæling. Harri Land- Jensen, Andersen, Gre- Jacob- sen, Sandi. sen, inspeklør gersen, Hans Thomsen, Jensen, Jens Davidsen, Glyvrum, „Okkara“ TOILETSÆBER drøje, billige, og har den Par- fume, som De synes om. HARALD HERDAL: HVAD SAA … Hen paa Eftermiddagen, mens taget til Byen, laa den Maren blundende. Solskinnel gennem Vinduet og henover lidl Del ikke det gjorde det kun Jens var ene og halv- stod ind kræflsyge af Dynen. nanede hende mere; lige i Middagstimen. Maren kunde se ud i Haven, Den var velholdt, endnu vinter- bar og blomslerløs, aflange, men Bedenc var runde, firkantede, gran í Jorden, gravel og revet, Rosenbuskene striltede op med sorte, beskaarne Slammer og Grene. De tre Havegange var grusel og revel, Hækken var klippet. Alt var í Ørden. Jens holdt Haven pænt, efter at hun ikke mere kunde. Den dille Stump Have foran det lille røde Murstenshus, de nu boede i, var jo ikke saa stor som Haven ved Gaarden, men var velholdt; ingen kunde sige den noget paa; hvis de betragtede den ude fra Vejen. Det glædede Maren, Hun lan og glædede sig over det, Hun lan saadan, at bun kunde se, hvem der gik ude paa Vejen, for havde hun haft sín Plads ved det ene Vindue, Jens ved det andel; der kom sjældent andre end dem, de kendte, men somme lider kom der dog ogsau el fremmed Menneske, nu da Maren ikke være med — maatte Jens - selv kunde hvor gik hen. Í snart halvandet Aar havde Maren ikke været oppe. Det var Kræft allsaa. Og Operationen havde ikke hjulpet. De opere- rede ogsaa Lars. Han døde el ar Aar efter. Maren tænkte paa hans Gravsted, Hun saa det Det var helt nyt, der var jo ikke Plads mere í del gamle. En lille Grusgang førte lige op til den Marmor- plade med Guldskrift; Si- den var der to ophøjede Bede, hvor der plejede at være Sted- moderblomster. Det var en pæn Grav. Hanne passede den godt. Lige som Jens passede Haven. Pludselig var Maren ikke saa glad for Haven, om den var velpassetl. Den mindede om el Gravsted. Hun hun dø og Lars døde øgsan af Kræft. de opererede ham. Men kan de Doklorer? Intel! Og Jens vilde passe hendes Gravsted lige som Hanne pussede som for sig. sorle paa selv skulde tilbage. Skønt hvad dø. Iller blive skulde Jens saa pænl, Ov han nu passede Haven. Haven Marens Vin- due. Hvordan var og ikke var, selig ikke glad for Den var pæn og velholdt nok, det var ikke det, der var i Vejen. Det var san uri- meligt, snå besynderligt, — men Maren saa pludselig ikke Haven, lige udenfor Vinduet; naturligvis saa hun — det Lars. lige san pænt, som uden for det nu Maren plud- Haven mere. saa Vai rent ud som var det vil sige, men hun saa ogsan var det underlige, del værdige og snadan forstemmende den; mærk- hun saa ogsaa Lars' Gravslted. Og det var alligevel saa uhyggeligt. Maren ikke ud í Haven, Sygdommen plagede hende, hun Hun kunde ikke lide, san slønnede. al hun saadan lan og fanlase- rede, skønt hun da var lysvaa- gen. Ligefrem lan og saa Syner. Hvad betød det? Var hun daar- ligere? Havde hun Feber? Hun var hed nok. Skulde hun dø?! Skulde hun dø? Det gav el Ryk í Maren. sin lille, sygdomssvækkede Krop halvt op i vilde hun skønt hun ikke kunde, hun do lige nu? Lige nu, hvor hun var Mens i Byen! I Ban- ken! Maren saa pas Uret. Han ikke være hjemme før Timestid. Skulde hun dø Ene! lagde sig Hun næslen rejste Sengen, som Ende, og Skulde sætle sig over ene. Jens var kunde om en imens, Hun nede og svedle. ud af Vinduelt op i Loftet, det tede Loft. Hun blev lidt roligere. Hun var træt, hun sløn- san ned, Hun mere, ikke Hun sun hvide, nyhvid- mal, riglig træt. Hendes Tanker gik ligesom i Stan, Men da hun blev klar over del, var hun allerede i Gang med al tænke pan sin Begravelse. Hun vilde ikke have Stedmoderblomster paa Det havde Hanne sal Hvorfor det? Ilvor- Var der nogen Mening Hun vilde have lyse- røde Pelargonier. Jens kunde købe dem som Polteplanter og naar det var Tid sin Grav. paa Lars. for det? med det? sælle dem ud, til det, foruroligede Tanker Hun havde gen- Begravelse til. med Pelargonier var først faldet hende ind nu ... Hun blev urolig, hvis hun nu døde ... for hun fik sagt det Disse ikke Maren. nemlænkt sín Men del til Jens! lun følte det som en vægtig Grund til ikke al dø, før Jens kom hjem. Maren var ikke bange for Doden, ikke sandun. Den Vej skal vi jo alle. Men der var noget, hun maatte have sagt Jens først. Ikke Stedmoderblom- ster, men Pelargonier, lyserøde Pelargonier ... Men paa samme uklare Mande som Maren havde set paa én Gang Haven og Lars" Gravsted, paa samme Maade vidsle hun godt, al det var noget helt an- det, hun skulde og maatte have sagt Jens, for hun døde. Nogel vigtigt, nogel, der havde gjort hende urolig, ja noget, der lige- som havde gjort hende angst for al dø, Hun havde alle sine Dage været en flillig og stræbsom Kone. Hun havde slidt i del, da de havde Gaarden. Og det var jo kun fire Aar siden, de solgte den og købte Huset her for al have det lidt røligt þau deres gamle Dage. Hun havde altid været flillig, foretagsom, altid í Gang med noget, allid arbejdende og hængende i. Og pan den Maade havde hun egenllig aldrig gjort sig Tanker om noget ud over det daglige, det, hun skulde have gjort, del Gavn ved. nyttige, del, der var Men efter al hun blev syg, især efter Operationen, havde hun fanet Tid til at tænke ud over den Slags, der jo ikke ved- kom hende mere. Hun tænkle ud over sil eget, ud over deres. Hun var ikke videre glad ved det. Hun havde aldrig lidt af Tænksomhed for, det havde hun ikke, hun havde aldrig haft Tid, heller ikke Lyst, for hvad gav- ner det? Og del giver ikke noget. Man mana tænke paa sil Arbejde, men ud over det ... Heller ikke hos sine Piger havde Ma- ren yndet Tænksomhed, hun betragtede del som em Slags Dovenskab og noget Skuberi, Tidsspilde . Hun havde jo altid selv været filtig, hængt i, forlangt del samme af andre, uanset hvad san de havde ud af det i For- hold Hil, hvad hun havde, Man betaler for Arbejdet, for Nytten de gør, ikke for at de skal drive den af ... Sygdommen gjort Ma- havde ren lankefuld, lænksom. Hun havde san megen Tid til dei. Hun havde ikke andet at tage sig for, og ligesom Sygdommen havde gjort hende tyndere, ble- saadan havde den gere, svagere, ogsau gjørt hende tænkende, Meget mod hendes Vilje. For hvad nytter del? Og hvad giver det? Men nu var hun ude over del og skulde hverken gøre Nytte eller fan Indtægt ud af noget. Hún skulde bare do. Den brutale Tanke skræm- mede ikke Maren. Hun vedgik den roligt og fattet. Men hun laa og tænkte, det gjorde hun. Hun genoplevede det mesle af sil Liv, baade del gode og det onde ... Da Maren í Syltenaarsalderen sine Forældres indtræn- Jens og efter gende Ønske sagde Ja til Johansen, var hun eneste Barn og havde Ganrden og smun Tredvetusinde. Jens var yngre og havde bare Titusinde. De Penge havde de urørt endnu. I Banken. Og flere til. Det meste af det, de fik for Gaarden. (Fortsættes pan 4, Side),