leygardagur 15. desember 1934síða 15

Ungdommen og Kærligheden. Jog var engang forlovet med en Snemand, men han smeltele fra mig, saa her staar jeg nu sort udvendig og rød indvendig og varmer for mig selv. (Begge ind), Kakkelovneu: I kommer saamænd snart igen, jeg skal nok holde Laagen paa Klem for jer. Kommoden: Hvor er Ungdommen henrivende — selv hvor den er urimelig — jeg er helt fuld af Ungdom — vent bare lidt, saa skal I se, Skorstenstejeren: (Inde fra Kakkelovnen). Nu er vi i Skorstenen — og se — se — deroppe — der skinner den dejligste Stjerne ned til os! Hyrdinden: Aah — ja — den maa Du give mig, naar vi kommer op til den. Gedebukkebensoverogunder- 0, 8, v.t Saa skulde da osse de stak af — alligevel — — Kakkelovnen: Kommer nok igen — født til Hylde — bliver paa Hylde. (Stilhed), Gedebukkebensoverogunder- 0. 8, Y. Og der ligger den Gamle — Potpournikmikken: Gud ja stødte De dem, kære Ven —? Gedebukkebensoverogunder- 0. 8. v.t Gammel! Kærlighed ruster nok ikke — haa taget mig, jeg er ai lgetræ, og det kan ikke knækkes men det er ikke for sent, De kan endnu naa at gøre fuldt. statning — betal den for ham — haa De skulle have mig Dusinet Loven giver Er- kom til mig og vi er kvit? Potpourrikrukken: Pas dig selv, gamle Langskæg — elleve Koner — føj — det burde for- bydes — jeg maa have Salt Jeg daaner i min Alder! Kommoden: Lad os nu faa Fred í Stuen — knækket er knækket — nu skal I se min Ungdom. (Hierterknægt og de fire Damer ommer frem og danmer en Hden Bak - et, da de er færdige siger h Kommoden: , Nea — hvad siger I sag = mon kom nu hjem, dille Børn! Gedebukkebensoverogunder- 0. 8. VI dkke ilde — navnlig de fire smaa var Koner for mig, saa kunde jeg be- gynde paa det andet Dusin. Dem vil jeg havel | Jeg siger, det er skændigt, som det gaar til i vore Dage, ham Knægten der har fire Koner, og Gedebukken derovre elleve og vil have fire til for- uden mig, men jeg har dog Anstæn- dighed i Livet — jeg skammer mig ved at være i Stue med jer, Kakkelovnen: - (det skraber inde i den, Graad). Hvad sagde jeg — nu: kommer de igen. Den vide Verden var dem nok for stor — ok — den Ungdom — den Ungdom — — der høres ' Hyrdinden: (kommer grædende ind medtSikor- stensfejeren), Det er alt for meget. Det kan jeg ikke holde ud. Verden er alt for stor. Gid jeg igen stod paa det lålle Bord under Spejlet. Jeg bliver aldrig glad, "er jeg faar Lov til at komme der igen, — Nu har jeg da fulgt dig ud i den vide Verden, saa kan Du da nok følge mig hjem og staa her med mig hele Livet, dersom Du virkelig holder af mig? i Skorstenstejeren: Og det kan Du spørge om — jeg vil staa og gaa — ganske som Du ønsker det, men hvad saa med din Adstefa'r — og ham Hedelmkken? Hyrdinden: Der ligger han jo endnu lille Bedstefa'r -- hvad er der í Vejon? Pøtpourrikrukken: Det kan hun spørge om, der har sagde den knus; hans Hjerte, saa han Knæk over det hele — ok Ungdom — — Kakkelovnen: Og den Kærlighed — standighed -- min smeltede han knak! e- og ingen Skorstensfejeren: (hen til ham). Ja — han er jo smadret! Hyrdinden: Hvad ger vi nu — han var dog den eneste, jeg havde — hvad har vi dog €jort? Potpourrikrukken: Det skulde De have tænkt paa lidt før — min bedste! Skorstensfejeren: Græd bare ikke — Du har da mig — og ham der — han — sikkert limes — nu skal Du se! (Klistrer paa ham af en stor Bøtte). han kan Hyrdinden: Ja — se bare — der sad det — han bliver saamænd helt pæn igen. Du er rigtignok en dygtig Skorstensfejer! Skorstensfejeren: Og naar han nu faar en Klinke i Nakken, saa er han helt fin igen. Og maaske mere medgørlig. Men nikke kan han ikke mere — men hjælp mig nu, saa rejser vi ham op igen. (De rejser Níkíkedukken op og sæt- ter ham paa Plads). Skorstensfejeren ; Stum er han ogsaa — jeg har limet Munden bil paa ham. Men saa kan han da ikke sige Nej mere — det er intet, der er saa galt, at det ikke er godt for noget, Hyrdinden: (hopper op paa Bordet og stiller sig der igen), Hvor er det dejligt at være hjemme igen! Kakkelovnen: Ja — al den Staahej kunde I have sparet jer, men nu haaber jeg, I er blevet mere bestandige, Født til Hylde — bliver paa Hylde, Gedebukkebensoverogunder-! 0. 8, v. (til Nikkedukken). Hvorfor siger De ikke noget? — Er De blevet hovmodig, siden De knak? Jeg synes dog ikke den Klinke er no- get at være saa vigtig af. Skal jeg have hende, eller skal jeg ikke have hende? Hyrdinden: De skal ikke have hende! Skorstensfejeren: Det er for sent — gamle Langskæg — deroppe i den vide Verden blev vi to gift af Svalen — og Stjernerne var Vidner! Hyrdinden: Aah — den dejlige Stjerne, den glemmer jeg aldrig, hvor skønt det end er at være kommet hjem igen, nu alt er godt. Du vil da altid holde af mig? Skorstensfejeren: Ja lige til jeg gaar helt í Styk- ker og ikke kan klinkes mere! Kommoden: Ret saa, Børn, naar Enden er god, er alting godt — ogsaa hos mig har de rette faget hinanden. Det behøver man saa sandelig slet ikke at fare til Bedstefa'r Í Stykker for, saa han maa limes og klinkes. Se I bare her, (Hjerterknægt frem fulgt af de fire Damer. De øtiller sig op i lykkeligt Tableau), Vejrs eller at slaa sin Kakkelovnen: Hvor er der egentlig dejligt i Olde- mo'rs Stue, Vi vil alle holde Fred nu til Jul og hygge os, for nu kommer Børnene hjem i det gamle Hjem — — og det er san dejligt! Tæppet, N KANAL skilte den gamle E Verden fra den ny Tid med dens umættelige Krav 98 Í umaadelige Paahit, De lave Huse lan sammentrængte indenfor Kanal- anlægets Træer, der om Sommeren med sine store, grønne Kroner gjorde Indtrykket tiltrækkende selv for den ny Tid paa den anden Side af Kana- len; at gaa over Broen tilbage til den brogede Verden, kunde opfattes som en Hjemkomst til Idyllen fra den kolde Umaadelighed.. I den By var Husene gamle og lave, og Vinduerne smaa og smalle i Forhold til den ny Bydel, hvor alt skulde væ- re saa stort, at man maatte grave sig dybt ned i Jorden og gaa højt til Vejrs for at faa Plads nok. Man kunde jo ikke trække Vejret dybt i den stille Idyl, man levede her af et Minimum og sugede det for Tilværel- sen uundværlige til sig fra Stilheden gamle og Trygheden. Det var som fandtes der í Trangheden en Livsvarme, hvoraf man kunde leve. var afhængig af Den ny Verden den gamle, dens egen Oprindelse. Den laante en Del af den gamle By- dels Indbyggere de fleste af Døgnets Timer; om Morgenen sugede den dem til sig med sine Fabråksfløjter, og om Aftenen sendte den dem tilbage med Det blev kaldt for for Tilværelsen, og den samme Lyd. moderne Kamp denne Kamp krævede efterhaanden mange Ofre, der blev slaaet ud for Resten af deres Liv og maatte blive i den gamle Idyl; den ny Tid havde ikke Tid eller Raad til at tage sig af sit eget Jags Ofre. For mange af dem, der tilbragte Dagens Timer |; den ny Verden udea- for Kanalen, blev Idyllen omsider for trang, eller de syntes, det var meningsløst Spild af Tid og Kræt- ter at gan Vejen. frem og tilbage hver Dag, og saa flyttede de til den proletarhetonede Udkanter. Tilbage i den gamle Verden var til Slut kun de ge, der af en eller anden Grund ikke ny Tids gamle og dem af de Un- kunde løsrive sig fra Oprindelsen, Fattigdommen var nu den gamle Verdens. Kendemærke Det meste af Savnet og Lidelserne trak sie sam- mic: let Hjørne af den gamle By- de or Husene var mindst, Gader- n: nallest, Idyllen mest kendelig pe: "rangheden. Her laa ogsan let H: hvori Samfundsudviklingen un- de; -it Løb mod en mere eller 1. Irø skub omsvanger Fremtid, især tø Aar valgte Julen til at vise, hvor be- kostelig med Hensyn til Menneskeliv Forvandlingen fra gammelt til nyt kunde være, Én lav Port dannede en Firkant i den graa Facades brogede Galleri af Vinduer. Gaard, der var saa stor, at der lige var Plads til Skur for Herrer, et Par Skarnbøtter Fra Por- ten stak der en Trappegang næsten lodret op i et Mørke. Fra de to Portvægge gik Dø- re ind til Lejligheder paa et Værelse og Køkken. Der fandtes kun en to Værelsers Lejlighed i hele dommen«, nemlig i første Etage, og den var blevet til to Værelser paa Porten førte ind til en to Nødtørftshuse, et og et meget lille Vaskehus. uigennemtrængeligt »Ejen- den Maade, at den anden af Etagens Lejligheder berøvedes sit eneste Væ- relse, og Køkkenet, der saa blev til- bage, gennemgik en Forvandling til et Værelse uden Køkken, Ejendom- men var kun i to Etager, men det hindrede ikke, at der alligevel boede Folk i en tradje Etage, hvor to Pulter- kammere var blevet lavet om til en Bolig, Man kom op til de to Lofts- værelser ad noget, der hed Trappe- gang, men var en Stige. Lejerne boede ikke i Henhold til den sociale Højdeskala. Nedefra regnet blev det fattigere, fattig, fat- tigst. I første Etage boede i Læjlig- heden med to Værelser og Køkken den tyskfødte Metalarbejder Fritz Wohi, hans indfødte Kone Annie, og deres Søn Franz. I Tejligheden mod kun et Værelse og Kølken boede Lagerarbejder Magnus Reimer med sin Kone og Datteren Clara. 1 den Familie havde Døden været en flittig Gæst, Clara var den eneste af de fem Børn, der var benaadet til Livet. I det forhenværende Køkken, nu Væ- relse uden Køkken, boede Fabriksar- hejdersken Ida Hansen, Ingen nævn- te nogensinde hendes Efternavn. Hun var nemlig rødhaaret, og ikke engang hun selv skulde kalde hende andet end »Røde Ida«, Lejerne i Stuen bestod af den gam- le døve Skomager Peter Petersen vg hans Familie. Hans Kone hed Vanda, forlangte, at man og de havde engang haft en Datter, der var gaaet tilbunds í den store Verden efter en Dag at være kommen hjem til Forældrene med en Søn, hvem hun ikke engang gav sig Tid til at døbe, nikkede Lil sit urolige Livs Ophav og paany ud i ne lod hendes Søn døbe til Johannes. før hun Farvel smed sig Bventyrst. Forældre- Paa den anden Side af Porten boele Arbejdsmanden Ejnar Larsen, der ikke havde nogen Kone, men Datte- ren Elisabeth, Elisabeth elskede Teaterkunst, sad derfor ofte oppe paa Galleriet By- ens samle Teater, eller ogsaa, í den Tid hun havde fri fra sit Arbejde, der bestod af at pakke Sæbe ind, oppe hos det gamle Skuespillerpar, Jacob og Sofie Herder, som boede Í Lofteværelserne. I de sidste to Uger var de fleste Í meget travlt beskæftl. Julen nærmede sig. Ejendommen get, ger Petersens Kone sad indenfor det thi Skoma- lave Vindue og holdt Øje med, hvem der gik forbi ude paa Gaden, og hun lod alle ifølge hendes Mening betyd- ningsfulde Nyheder gaa videre til Manden. Petersen kunde paa Folks Mund se, hvad de sagde; for hans Kone var hendes lange Samliv med ham blevet til en Vane altid at tænke højt. Nu var flere Dage gaaet, siden hun sidst saa (den gamle Skuespillers lange, magre Skikkelse skride forbi hendes Vindue, — Gud ved hvad det skal blive til for de stakkels Mennesker denne Jull tænkte hun. Det er da ogsaa mærke- ligt Petersen saa hendes Tanker og af- brød hende: — I Aar maa han sikkert henvende sig til Fattigvæsenet! — Det gør han ikke, det ved du jo; jeg har sagt dig det saa mange Gan- ge, Peter! Nej, det bliver nok røde Ida, der maa tage sig af dem i Aar ogsaa, — Det tror jeg ikke, hun gør. Hun har faaet andet at tænke paa, — Hvad skulde det være? — Ved ikke det? Hun er jo begyndt at rende ud om Aftenen. — Hvad er det, du siger, Peter? du Render hun? Hun gabede af Forbavselse. Petersen havde sin specielle Maade at tage Indtryk af Livets Begivenhe- der, som var ved at blive en Gaade for hans Kone. Da han tiltrøds for fortælle hende dette Evne hos ham, som det vil- Pe- indhentede sine Indtryk sin Devhed kunde Nyheder, tilskrev hun en vis mystisk de være umuligt at udransage, tersen selv uden at skænke sin Døvhed saa me- get som en Tanke, han var sig altsaa heller ikke bevidst, Slags Erstatning for sin mangelfulde at han som en Hørcevne havde trænet sig til at se saa meget mere, og jøvrigt med hvad hans Kone sagde til ham, eller tænkte højt, til at komplettere sine lagtta- gelser. Petersen havde Kattens Evne ti at Mørket, meget, Derfor oplevede han øvrige Beboere Naar han var se í som Husets kun havde Anelse om. færdig med Arbejdet for Dagen, gik han mlenfor for at hente den daglige Portion frisk Luft, Del Udendørsærinder, strække paa Bene- - og nyde Uafhængigheden af omsorg. Denne udrette en ne — Konens aggressive Tim | Ensomhed var saa at sige hans Selvhævdelse, det viste sig bl. a. Í, at har ikke var ganske ufejlbar Í sin Opfattelse, men lagde ind egne Me- ninger i det, han saa. Han havde set, Røde La ofte forlød sin Bolig, men hvorhen hun gik, vidste han ikke; det tilkom jo ikke ham at skabe fa- ste Begreber af hans Erfaringer i Mørket. Men hun løb altsaa ud øm ftenen, Nyheden gav hans Kone meget at Dagen før Juleaften li- stede hun sig op af Trapperne til Røde Idas Dør for om muligt at lytte sig til lidt Kendskab til Forholdene; men inden hun naaede frem til Dø- ren, blev hun rykket ud af sin Tanke- vrede Stemmer inde fra Hun blev staaende tænke paa. gang af Wohls Køkken. og lyttede: Jeg have dik sagt, Franz, at jeg vil den Clara til stille og din Moder ikke Schviggerdatter! sagde Wohl. Sønnen lo haanligt, — Jeg tager, hvem jeg vil, og vil I ikke Forlovelsen, saa kan I blive fri! — At du ikke skammer dig, Dreng! hørtes en Kvindestemme. Fru Petersen nikkede. Men pludse- lig rykkede hun forskrækket tilbage, thi en Haand slog i Bordet derinde. Hun trak eig tilbage og listede sig være med til baglæns ned. — Peter! Peter! brød det ud af hende, idet hun slæbte sin tunge Krop ind gennem Døren. Kan (du dig, Peter, Wohls Franz og Reimers Clara gaar med hinanden, men Wohl vil ikke ha' det, han er ved at gaa ud af sit gode Skind, Har du set dem gaa med hinanden, Peter? Peter lagde Hammeren fra sig. — laftes var de ude sammen. Først kom hun hjem med Favnen fuld af Pakker, lidt efter kom han, og han var heller ikike tomhændet .... Naa, og Wohl vil ikke? Ja, han vil kun, hvad der passer ham! Og dermed var han færdig med det Spørgsmaal, Og saa blev det Juleaften, Om Formiddagen slæbte Fru Pe- tersen sig op til Skuespillerparret for at spørge, hvorledes Julen vilde blive for dem. Aftenen før havde hun banket paa hos Larsens for at spørge Elisabeth, om hun muligvis vidste Besked, men Elisabeth var syg og laa i Paa Spørgsmaalet til Larsens, hvad Pigen fejlede, fik Fru Petersen at vide, at derom vidste de lige saa meget som hun; det var dem umuligt at blive klog paa det, Til- standen i Ejendommen var i det hele taget saadan, at Fru Petersen følte i høj Grad sin Juleglæde truet. Ai- ting var jo saa fortvivlet indviklet og i mange Henseender haabløst. Hun bankede svagt paa Døren til Loftsværelset. Døren. blev lukket op af Jacob Herder. bleg og huløjet, og hans Hænder rystede. Henne ved Vinduet sad Fru Herier og stirrede stift ud gennem de gran Ruder, tænke Sengen. Han var Fru Petersen kunde øje- blikkelig indse Tilstandens Beskaffen- hed, Herregud! udbrød hun. Følg med mig ned, Herder! Saa mange Penge har vi da, saa vi kan .. Men den gamle Skuespiller afbrød hende: — De er selv fattig, Fru Petersen! — Vel er jeg fattig. Jeg har været fattig hele mit Liv! Men kom nu bare! Nogle Kroner .... Den gamle Skuespiller bukkede stilfuldt for hende: Jeg takker Dem, Fru Petersen, men jeg kan ikke tage imod dem. Jamen, et Par Kroner | det mindste? Fru Petersen stirrede næsten angst paa ham. Mage til stejl Fattigdom havde hun aldrig været ude for Hun rullede et Par Gange rundt, idet hun skulde ud af Døren, og imedens fik hun en ny Idé, — Men kom ned til Peter, mig og Johannes, det kan vel Herskabet i det mindste,