hósdagur 19. januar 2017síða 26

FRÍGGJADAGUR 20. JANUAR 2017 SOSIALURIN 9 26 Óli Jacobsen Tíðin undir fyrra heimsbardaga var ein buldraslig tíð. Oman á alt fer fárasjúkan eisini at ganga í Havn Jørgen Frantz Jacobsen: Siðsøga SIÐSØGA Óli Jacobsen CARLI VERÐUR VAKSIN 9. partur Í seinasta parti var Carl Johan kom­in aftur til Føroya í 1914, og Jørgen Frantz heldur fram við hesi frásøgn frá 1922, sum hann helst skrivar til Willi­am Heinesen: Hvordan var det? Var Carli ikke på Vågø, fuld af alle mulige glade san­ ge, hentede fra København inden kri­gen, og morsomme norske san­ ge. Det var dengang han brækkede ven­nen Gotfreds trave (tráðu), og I var på Steigafjøllini. Men samtidig ryg­te­des det, at paven var død og at tyskerne indtog Bruxelles. Og dag­lig hørte man ude til havs Brit­ tens kanoner. Hen på sommeren rejste Carli ned over til Norge, og ligesom man ald­rig mere genså den mærkelige sagn­agtige tid før krigen, så gen­ så man faktisk aldrig mere dren­ ge­helten Carli. Da han í 1915 kom til­bage var han voksen. Ikke på alle punkter, naturligvis, lige så lidt som han var det den dag i dag. Og dog, en epoke var forbi, og her burde min lange beretning mås­ke afsluttes. Den prætender ikke at være nogen biografi, kun en erindrings-hymne. Det følgende er kun ment som en slags efterord. Heimsbardagin broytti heimin Verdenskrigen forandrede egent­lig den ganske verden. Alle mennesker gør forskel på “før kri­ gen” og “efter krigen”. Hvad vi på Fær­øerne mærkede mest var kri­ gen på britisk side, Stor­britan­ni­en og dets mari­time kamp. Hav, tåge, mør­ke, torpederinger og miner, sø­ folk og krigsskibe. Det var en ganske ny tid, der kom. Krigen har dannet epoke i et­hvert levnedsløb. Også i Carlis. Da han i 1915 kom til­bage var han faktisk en anden type. Et smalt ovalt ansigt, et fast fri­se­ret hår, et stramt drag over mun­den. Et angliseret ansigt! Og de nye sange, han bragte med sig, var dels landssoldaternes Tippa­ rary, dels sømændenes Ship o hoy! Han var et pust fra den nye kæm­ pen­de verden derude. Der var ikke mere Sullan dullan deia! Sommeren 1915 kom han som sagt hjem igen. Og til jul 1915 igen. Og atter sommeren 1916. Og for hver gang lidt mere for­and­ret og ander­ledes. Præget af en ny, gyl­ den, men noget for­ce­ret ung­dom. Denne gyldne ung­doms­peri­ode har varet fra 1915-1918. og den vil læn­ge spørges blandt dem, der har kendt ham. Da han i 1915 rejste til Køben­ havn, besøgte han på vejen Bryn­ hild Patursson, som boede på Vosse­vangen. Noget, der lyder gan­ske særlig nordisk-eventyrligt. Ud på vinteren, hen ad jul, kom Otto, [beiggi Carl Johan], fra Køben­havn. Han talte noget om, at Carli tænkte på at komme hjem til jul, hvilket forekom højst utroligt. Ikke desto mindre var det til­ fæl­det. Midt i den mørke vinter for­lader Carli København, rejser gen­nem Norge, der østenfjelds var hvidt, vestenfjelds sort. I det regn­fulde Bergen går han ombord på Flora og rejser i den uhyggelige 3. klasses kahyt over havet, hvor de britiske destroyers og de tys­ke ubåde tumlede omkring i mør­ ket, altid rede til kamp, våde og sø­sprøjtede, altid nervøse, altid visen­de tænder. Det var just den sidste vinter, jeg var hjemme. Dengang vi ple­ je­de at være oppe ved en “tjørn" i haugen, altid længselsfuldt tæn­ ken­de på det flotte selskabsliv i klub­ben og vor egen nedrejse til som­meren. En festlig tid midt i vin­ter­mørket. Barndómurin liðugur Ogsaa vi var jo ved at glide ud af barndommen og begyndt at tæn­ ke og føle voksent. Det var en almindelig de­cem­ ber­dag, lidt juleforventningsfuld, vist­nok, at Carli dukkede op, end­ nu med Bergens snesjap under støv­le­sålerne, og begyndte at del­ ta­ge i klubbens danseliv. Kort tid efter rygtedes det, at Ber­gen brændte! Bergen rykkede gen­nem Carli og gennem sin egen katastrofe så underlig nær. Thors­ havn blev i de dage ligesom let norsk. Der lugtede af denne sne­ sjap­pe­de, erotiske bergensiske vin­ter, som man forestiller sig i for­bin­delse med Dyveke. “Fjeldene så isengrå.” Dyveke! Ja, jeg kommer plud­se­ lig i tanker om, at jeg har sam­men­ lig­net Bergtóra Patursson med Dyveke. Romanfantasien rører på sig. Skulde Carlis hele vinterlige, uven­te­de nordhavsrejse have været en temmelig desperat ex­ pe­di­ti­on, som havde Bergtóra til grund – eller mål? I så fald åb­ ner der sig et mægtigt episk per­ spek­tiv. Alle de nordiske stem­ mer, grupperet udenom denne Dyveke i det regnfulde, sne­sjap­ pede thorhavnske Bergen un­der det isengrå Kirkebøreyn – alle disse stemninger blandet med lidenskabelig desperation, som drev ham ud på denne vin­ter­ rejse gennem Norge og over det sortladne Nordhav, til det dan­ sen­de Thorshavn, hvor Bergtóra var! Dette er der virkelig en vældig dra­ma­tisk kolorit over! Minnilig fárasjúka Den samme vinter er for mig den egentligste vinter jeg har oplevet. Denne bergenske vinter er lige så ægte thorshavnsk, som den er ber­gensk. Når jeg nu tænker på færøsk vinter, hvad jeg ikke har op­levet i syv år, bliver det altid vin­teren 1915-16, da Carlis Dyveke- illu­si­on måske knustes. Men så var det, at han pludselig midt i det hele blev syg af den lat­ ter­lige sygdom, fåresyge. Den hav­de han fået ombord på Flora. Og mens ungdommen morede sig med dans og glad musik i den sølede by lå Carli bulden på ho­ ved og hals, og med en sort stub­ mark af skæg dækkende al denne de­for­mitet. Da han endelig blev rask måtte han tilbage til Dan­ mark, men ballerne fortsattes og karne­vals­tiden rykkede nær. Men Car­li var da forlængst borte. Til­ bage af ham var kun fåresygen, der var begyndt at grassere. Den blev som en skamstøtte over hans i virkeligheden så be­un­drings­vær­ di­ge vinterrejse, der var så dra­ma­ tisk og af en så pragtfuld kolorit. Mange lå i deres senge med bulen hals og brugte den smule stemme, syg­dommen havde levnet dem, til at forkæle Carli, som havde ført smit­ten til byen. Tekning hjá Jørgen Frands Jacobsen, abbi rithøvundan av sama navni, og Carl Johan. Hetta er Tinganes í 1888. Jørgen Frantz segði sjómansskúlan í Havn vera størsta sjómansskúla í ríkinum. Hetta er permumyndin á bókini Har úti á Álakerstrøðni hjá Johs. Andreas Næs. Abbadóttirin Brynhild teknaði. Jørgen Frantz Jacobsen