hósdagur 23. februar 2017síða 20

FRÍGGJADAGUR 24. FEBRUAR 2017 SOSIALURIN 23 20 D a jeg var 7 år, gik jeg i skole i en lille bygd på Færøerne. Oppe under skolens tag var der ind­ ret­tet en lillebitte lejlighed, som sko­lens pedel beboede. Pedellens for­navn kendte ingen. Han blev bare kaldt ved sit efternavn, Høj. Høj var dansk og temmelig tyk. Han var lidt af en særling og boe­de alene. Han var flink. Og så var han storryger. Han havde altid pak­ker med billig rulletobak lig­gen­de på sit bord sammen med hvide, tynde cigaretpapirer og en ciga­ret­rullemaskine i rød plast. Hvad han også havde, var en fryser fuld af jordbæris.  Jeg begyndte at hænge ud oppe hos Høj i frikvartererne, fordi han var sjov og var den eneste på skolen, som jeg kunne tale dansk med. Og efter­som han elskede røg og jeg elske­de is, lavede vi en aftale: Han syn­tes, det gik for langsomt at rulle ciga­ ret­ter med sine tykke fingre, så han lærte mig at rulle dem. Og for hver tiende cigaret, jeg rullede, ville jeg få én jordbæris. Det betød selv­følgelig, at jeg begyndte at rulle ciga­retter som en gal. Hurtigere og hurtigere og flere og flere, alt imens jeg proppede mig med is. Høj pulsede løs imens. Og det hele var hemmeligt. For jeg vidste, at min mor aldrig ville have tilladt mig så mange is. Høj og jeg havde derfor en månedlang fest fuld af røg, jordbæris og dansk sniksnak, som ingen rigtig kendte til. Det var herligt. Lige indtil den dag Høj ikke længere åbnede døren. Jeg gik op og bankede på hans dør flere gange. I dagevis. Til sidst spurgte jeg min klasselærer, om han vidste, hvor Høj var blevet af. ”Høj er død”, svarede han. ”Men hvorfor?”, spurg­te jeg. ”Han røg alt, alt for mange ciga­retter. Og cigaretter dræber, lille ven”, svarede han.  Så gav han min skulder et venligt klem og gik vi­de­re.  Av! Jeg blev overbevist om, at jeg havde slået Høj ihjel med mine bun­ker af cigaretter og min grådighed ef­ter jordbæris. Og jeg gik rundt i må­ne­der efter i bygdens gader som en kæmpestor lille synder – uden at turde fortælle det til nogen. Jeg var overbevist om, at jeg fra den ene dag til den anden ville blive hængt ud som morder og blive straf­fet fælt. Og jeg syntes, at jeg så Højs spøgelse overalt: I skolens tag­vin­duer. Bag butikkernes hylder med tobak. Og i frysediskene med is. Vandrende rundt på bygdens kir­ke­gård. Og siddende ved min seng, når jeg sov – altid med en af mine rullede cigaretter mellem sine tykke fingre. Det var frygteligt. Den svære kunst  Jeg kunne sikkert have gået rundt med mit eget dødstabu i åre­vis, havde det ikke været fordi, fæ­rin­ger­ne er så forbistret gode til den svære kunst:  At tale om døden. De taler ikke for meget om den. De taler bare om den jævnligt og på afslappet vis. Og det er derfor, jeg er taknemmelig for at være vokset op på Færøerne. For selvom jeg havde min første ubehagelige er­fa­ ring med døden deroppe, så blev færingernes naturlige forhold til døden også min redning: Et lille år efter mit ”mord” på Høj fik min familie og venner nemlig på næn­ som vis lirket hemmeligheden ud af mig, trøstet mig og hjulpet mig igen­nem. Heldigvis. Som barn var det jo ikke nemt at vide, at Højs ryg­ning var hans eget valg og ikke mit. Og at et menneskes død kan være selvforskyldt, uforskyldt eller bare ”aldersskyldt” – og alt an­det lige uundgåelig.  Jeg bor i Danmark i dag. Og til sam­menligning virker danskerne efter­hånden så distancerede og angs­te over døden, at den bliver et fænomen, som ”kun sker for na­boen” og som ingen tør tale om. Sorgen over samme er måske der­for heller ikke noget, danskerne får hjul­pet hinanden tilstrækkeligt igen­nem. På Færøerne inddrages man til gengæld i døden helt fra barns­ ben af. Man slæbes konstant med på besøg hos de ældre på pleje­ hjem­mene og hospitalerne. Og man deltager sammen med sine for­ældre i utallige begravelser. Det kan selvsagt virke en smule tungt, når man er barn, Men det gør, at man lærer at forholde sig ret direkte til døden fra en tidlig al­der. Det gør også, at man som ung knyt­ter stærkere bånd til de ældre og kan spejle sig i deres erfaringer med livet. Alderdommen og døden bli­ver på den måde ikke en rædsel, men en realitet der kan tackles. No­get man ærer og har respekt for. Det afspejler sig også i de færøske be­ gravelsestraditioner:  Min færøske onkel døde ek­ sem­pel­vis forleden nat, 80 år gammel. Det blev annonceret i den nationale radio, som alle færingers dødsfald bli­ver. Hans søstre, heriblandt min mor, samledes i Tórshavn og bandt bå­re­buketterne selv. De drak en øl og en snaps imens, fældede tårer og delte gode minder om ham. Næs­te dag tog de ind i kapellet med de­res brødre og min onkels øvrige fami­lie. Min onkels kiste stod åben, så dem i familien, der ville, kunne se ham og røre ved ham en sidste gang. Da kisten skulle lukkes og ud i rustvognen, skruede de hver især en skrue i kistelåget. Og så bar de kisten fra rustvognen og ind i kirken. At der kommer fle­re hundrede mennesker til be­gra­vel­serne på Færøerne, er ikke usæd­van­ligt. Mens man i Danmark kan sidde længe og være i tvivl om, om man kendte afdøde nok til, at man ”bør” møde op til begravelsen, hol­der færinger sig nemlig ikke til­bage – således heller ikke til min on­kels begravelse, hvor hele 350 men­nesker indfandt sig i kirken. De gik alle, en for en, op til kisten og lagde deres hånd på den i nog­le sekunder for at sige nogle af­skeds­ord ”indvendig” til min onkel. Så vendte de sig og Tíðargrein Annika Smith sosiologur – og lærte Dengang en man