týsdagur 24. desember 1929síða 2

gestokken, lige Hvile, En laa da i sin egen Seng, tænk- te han, og En boede da ogsaa i sif eget Hus. Og det et pænt Hus, Det var hans Fa'rs Hus og hans Farfar's. Det er vel hundrede Aar. Det er lang Tid, Det er vort Hjem, Der ligger meget i det Ord. Naar Hans tænkte sig om, syn- tes han ærlig talt, han havde virket saa godt han kunde. Det, man kal- der Fornøjelser, havde han ikke brugt sin Tid til, Stads og Narre- streger havde han aldrig haft Raad til. Nej, han havde ingen Svinke- ærinder gjort. Han havde bare fulgt hans Arbejdssti til Gaardene, frem om Morgenen, hjem om Af- tenen. Hvad kunde han mere. ! Kun een Gang havde han været paa en stor Rejse, da han var over ved den kloge Kone paa Himmer- land. Og nu kunde de sige om hende, hvad' de vilde, men hvis hun ikke havde været, saa havde han mistet Ane efter den femte, lige saa sikkert som to og to er fire. Og hvad i Alverden skulde han ha'e gjort, hvis Ane var bleven henne den Gang. Ja, | Fattigdom havde han levet som sine Fædre. Det var vel saa- ledes deres Skæbne. Og det kunde ikke falde ham ind at stritte imod, for saadan havde Gud nu en Gang indrettet Verden og »de Ting, som Saa En maatte jo hol- Aa, den dejlige, dej. ere derudi« de Persen ud. Ane snakkede jo rigtignok om, at de skulde ta'e deres Alderdoms- penge, og han selv tænkte somtid li'esaadanne. Men det var det sid- ste, der skulde gribes til, for saa syntes han, at han blev en ringere Mand. Og det vilde han ikke være. Bønderne roste ham ogsaa for, at han ikke vilde ta'e sin Alderdoms- penge, det klædte ham godt, sa'e de. Det var jo gaaet godt hidtil. Men Fremtiden, Fremtiden? Det sidste Stykke af Vejen? Hans havde forstaaet, at Jorde- livet var fuld af Kamp og Strid, fuld af Bekymringer, og det blev aldrig Derfor vilde han godt gaa í sin Grav, naar bare Ane kunde dø først. For hvem skulde sørge for hende? De to havde fulgtes ad i Livet, han vilde ogsaa gerne, de skulde følges ad i Døden, — hen hvor der var bedre end her naa, men alt dether var jo bare noget, man tænkte for sig selv, den Slags snakkede man anderledes. ikke om. — — Saa er det en Søndag Eftermid- dag, Hans og Ane sidder og pra- ter lidt om Byens Nyt, at de sér den ny Lærer standse udenfor, og derefter komme ind gennem den grønne Laage. Men hvad i Alverden vil han her! udbrød Ane. Hans stirrer ud gennem Ruder- ne: Hvem kender det, — han er Socialist, — det er no'en grimme Mennesker — dem hører En ikke andet end skidt om! Men vi har da ikke gjort noget ondt, Fa'r, har vi vel? Ikke s'gu saant — mere end an- dre Folk. Læreren traadte frisk ind til de Gamle: Godda' 'Daw, svarede Hans mut. Ane skottede mistænksom over Brillerne. Læreren sa'e nogle almindelige Ord om Vejr og Vind. Hans gryntede bare naa og ja og jo—00. Ane var tavs og saa skarpt over Brillerne hen paa den Frem- mede Hvad Ærinde mon han egentlig havde, den Fyr. Ingen bød Læreren til Sæde, men han slog sig uden videre ned ved Enden af Bordet: Jeg er saa tit gaaet her forbi og har lagt Mær- ke til Huset, det er nemlig det køn- neste Hus her i Byen. Og saa fik Jeg Lyst til at hilse paa de Følk, der bo'r her. Hans saa hurtig op: Han er vist alligevel ikke saa gal, den samme Svend, tænkte han pludseligt. Ane skottede over Brillerne, men pan en anden Maade end fer. N-aa, det er jo kun et gammelt Hus, svarede Hans langsomt, idet han gav Skraaen et Klem og spyt- tede en Plask. Min Fa'r har boet her, og min Farfa'r har boet her, og vi har jo hæget om det. Hm! — Men vi er jo kun Smaafolk. Har det nu ikke knebet haardt for jer sammetider? spurgte Læ- reren pludseligt. Jo-o, det kan ikke nægtes. Men det daglige 3red har vi da haft til Dato, selv om der somtid har vær lidt af Tilbred. — Det var ander- lund i min Barndom, vi Søskend har mange Gange grædt for Brød, for det tørre Brød altsaa, — ja, 'mænd har vi saa. Saa er der dóg Fremskridt í Tin- gene alligevel, Ja, lidt er der jo, bifaldt Hans Vi kan vel godt sige for lidt, mente den ny Lærer. Men vi har dog Alderdomsunderstøttelsen! Det gav et Sæt i Hans. Ane vrikkede paa Stolen. Det var et ømt Punkt. Der kom et Ophold. Jo, men den bruger á ikke, sa'e saa Hans, Hvorfor dog ikke? Hans rettede sig og gav med Vægt det Svar, han før havde givet Ane: A har altid levet som en fri Mand, og saa'n vil a osse dø! — hvis Vorherre vil gi'e Helsen, føj- ede han forsigtigt til. Efter disse Ord saa' den nye Lærer interesseret med et varmt Blik paa Pile-Hans: Det sér De aldeles forkert paa, min gode Mand. Saa-aa? Ja, for det er i Virkeligheden ingen Understøttelse, det er nær- mest Penge, som De har tilgode. Pile-Hans gjorde store Øjne og spurgte, hvordan det skulde for- staas. Jo, se naar De og Deres Kone har slidt af den karske Bælg fra Ungdommen af, ja vi kan vel godt sige fra Barndommen, og har levet saa sparsommeligt, som I har, — hvis I saa ikke har saa meget, at I kan leve trygt de sidste Aar af Jeres Liv, — saa har I faaet for lidt for jeres Arbejde. kan I nok forstaa, Vi har ikke faaet for meget, det er rigtig nok; men vi har vel faaet Dagens Pris, bemærkede Hans. Men ikke Arbejdets Løn, hug- gede Læreren ind. Det, som jeres Arbejdsgivere har givet jer for lidt, det vil eller maa vi — altsaa Samfundet — betale jer som Efter- løn, saa det er i Virkeligheden jeres Arbejdsgivere, der faar Un- derstøttelsen. Kan De ikke nok forstaa det? Ane livede op: nok! Du kan godt tie stille Ane, be- mærkede Hans, for det er noget, Du vist ingen Begreb har om. — Dermed henfaldt han i Tanker. Fingrene spillede paa Bordet, som det var et Instrument, og han tyg- gede paa Skraaen, kørte den fra den ene Side af Munden til den anden. Læreren gav ham god Tid. Endelig kom det fra Hans, at noget var der i det, Læreren havde sagt; men der skulde tænkes nær- mere over det, det var ikke noget, man kunde rende til i en Hast. Ja. ja, sa'e Læreren og rejste sig, tænk saa over det til en anden Dag, saa kan vi tales ved igen. Dermed tog han venligt Afsked. De to Gamle kiggede efter ham, da han gik ud gennem den grønne Laage. Er det at være Socialist? spurgte Ane. Jo, det er rigtig A véd det ikke, An, a har nu altid hørt noget helt andet om den Slags Mennesker, Men han er da Smaafolks Ven, Fa'r? He, ja Gu' er han saa, — han har det rigtige Sindelag. — Nu kan det nok være, der blev spekuleret i Tofthuset. Dether var jo en hel Omstyrtning. Den nye Lærer kom jævnligt ind til de to Gamle, Paa et af sine Besøg bemærkede han, at hvis det hele skulde gøres rigtig op, havde Hans vist mere tilgode end den Alderdomsunderstøttelse. Paa den Maade varede det ikke længe, inden Pile-Hans var klar over Stillingen, sikker paa sin Ret, Og da det var sket, blev der udfær- diget en Skrivelse til Sogneraadet om at tilstille Hans den Alder- domsunderstøttelse, han kunde til- komme efter Loven. Navnlig dette Udtryk »efter Lo- ven« syntes han var saa udmærket; han var nær ved at le, han godtede sig. Oprørsbacillen havde faaet Ind- gang i Tofthuset og ynglede væl- digt. Jordbunden var ogsaa godt forberedt i hundrede Undertryk- kelsens Aar, Hyldgaardsmanden, der var Í Sogneraadet, kom en Dag forbi, da Hans stod udenfor. Bonden hen- kastede i en nedsættende Tone, at nu skulde Hans nok ogsaa til at leve paa det Offentliges Regning. Men Hans traadte til ham og læ- ste ham Teksten for første Gang i sit Liv: Nej, det er ikke mig, der faar offentlig Hjælp, det er Dig og din Fa'r, for I har givet mig for lidt i Løn, og saa skal Samfundet nu betale mig det, der resterer, — er Du med paa den! Hyldgaardsbonden blev sur ved Mundvigene og bemærkede, at her havde nok den ny Lærer været — han skulde for Resten snebbes. Da lo Hans: Det bliver I s'gu for bette til, han husker, hvad I helst vil glemme. Og han er med Tiden, — er Du med paa den! Bonden vendte sig gnavent og gik. Men Hans raabte oprørsk ef- ter ham, at hvis han ikke snart fik Svar paa sin Skrivelse, saa blev de stævnet, for hans Tilgodehavende vilde han Dæ'len dondredme ha'e, osse til Punkt og Prikke. Ja, nu var det andre Toner, nye Toner, der lød ved Tofthusets Dør under den gamle Pil. Der var vaag- net et nyt Sind i Pile-Hans's Bryst, et nyt Syn, en lysere Tone, en næ- sten ungdommelig Dristighed. Og med dette Sind havde Pile- Hans faaet et nyt Ansigt. Gigten rev og sled i det gamle Legeme; men hans Ansigt glimtede stundom af godt Humør. Livet var værd at leve en Stund endnu. Ane var i det stille lykkelig over, at Hans og hun nu kunde være ved hveranner hver Dag hjemme i Tofthuset. En Dag, Hans gik og malede derhjemme, standsede den pensjo- nerede Degn, Lærer Jepsen, og de stod og talede sammen. Pludselig udbrød Hans, idet han skubbede Degnen paa Albuen: Det var godt, vi to gamle Svende fik Pensjon, Jepsen! Degnen studsede: for noget Sludder. faaet Pensjon! Hvad er det De har da ikke Jo, jo! Nej, jeg har faaet Pensjon, De har faaet Understøttelse har De, — det er en stor Forskel, Nej, nej, det forstaar De ikke Jepsen, De er bleven for gammel. Degnen rystede ærgerligt pan Hovedet: Vis-vas! Det stødte Hans, og han svarede overlegent: Se Præsten faar Stats- pensjon, a faar Samfundspensjon, men De faar bare no'en Penge af en Skolekasse. — Dermed spyttede Hans bredt ud i Luften, som hav- de han solgt et Kobbel Stude. Den gamle Degn murtede og mumlede noget om, idet han gik, alle de Ulykker, som den nye Læ- rer førte ind over Sognet, — og det bliver værre endnu! -— Men de sidste Dage for Hans og Ane | Tofthuset fik et mildt Skær over sig, et saadant, som Solen skænker Jorden, naar den en Af-' tenstund gaar ned i Skønhed. Meðan lampan fánaði. Út undir hitt bláa, stjørnu- glitrandi himnahvølv, id hålvdi seg yvir kavakladdar fjallatindar, vid kvørs føtir havid hvildi seg, gjøgnum kvors skorð og kloyvir eingi stun og stynj hoyrdist, boðaði málmklokkuljómanin frið á føldum. Ljóðið frá målm- klokkunum bar sælu til teirra, ið dag og dagliga berjast fyri hús og heim, strevast fyri fødi og klæði. Bardagin fyri at vinna 10- krónu-seðlar til at metta gull- drekan við, id lá nívandi og hóttandi yvir hvorjum fiski- mannheimi, var heittin fyri einar tveir dagar. Táið hátíðin var lokin fór drekin aftur at eta, fiskimaðurin aftur at sveitta. Friður á foldum!» boðaðu málmklokkurnar, <Friður á foldum!» svaraði náttúran aftur. «Ti sært mær so tungur út í huga, Hålvdan.» Anna trein lættliga innar í stovuna til mann sín, ið sat við eitt borð og spældi við eitt blýantspetti. «I kvold skuldi heist oll verið glað,> helt Anna áfram og gekk yvir at vøgguni, har ein lítil smådrongnr lá og spældi sær við eina jólanissu. <Eg eri ikki so tungur í huga sum tú heldur, Anna. Ein nýggj hugsjón hevur trokad seg inn i sálardýpi mítt!> Hálvdan snúðið sær á stólinum, leit út gjøgnum vindeyga, skoðandi hina alfogru náttúru. Táið hann hevði silið soleiðis og stært eina lotu, snúði hann sær móti vøgguni og segði: «Anna! Øll náttúran er sannleiki, menniskjan ein stór lygn.» Anna vendi sær knappliga móti Hálvdani og leit spyrjandi at honum. Hålvdan hevði seg und- an eygnabrái hennar og kveitti suffandi í gólvið. «Hålvdan, hvat meinar tå?» Anna gekk tætt til hansara. Hálv- dan svaraði ikki, men legði vinstra arm sín um miðju hennar og dróg hana tætt til sín. Anna kendi hin heita yl ástarinnar streyma fgjøgnum seg og legði armarnar um háls Iålvdans. Hálvdan smábrosaði og eyguni titraðu. «Hvi...» — Anna fekk ikki sagt meira, ti Hålvdan lokadi varrar hennara við einum kossi. So segði Hålvdan, sinniliga og ålvarsamt: «Anna, tú falar meg ikki,> hann tók fast um hond hennar — «nåltåran mótmælir aldri sjálvum sær, men tað ger menniskjan. Tað er ein mein- ing í lív og veru náttúrinnar, men eingin meining í lív og veru menniskjans.» Anna hugdi enn meira ófat- andi uppá mann sín. Hålvdan skeyt hana varðisliga frá sær og fór uttar í køkin. Anna gekk yvir móli vøgguni: <Áh Gud, hvat er tað, ið baðir Hålvdani?» helt hon fyri seg sjálva, meðan hon toygdi seg niður yvir vogg- una. Ymsar hugsanir fóru við rúkandi ferð gjøgnum hovdið. Hon stóð soleiðis eina lotu og leit niður yvir barnið í vogguni, — ímeðan hugsaði hon um Hálvdan. Alt gjørdi uttan ivað handa bókin, hann hevði lisið Í teir seinastu dagarnar. Hevdi hon bert vita hvat tað var fyri ein bók. Barnið rembdi sær — og hon raknaði við úr hugsunn- ardýpinum. Eygu hennar fullu á barnið, og hon fyltist við móðurkenslum og móðurgleði. Hon reistist þrádliga: «Var tað møguligt?» Ein blendingur av ræðslu og gleði lýsti út av eygum hennar. Hon gav barninum ein hjartaligan móðurkoss — og fór uttar í kokin. Ájú, so var tað kortini sætt; har sat Hálvdan við bókini — hon hevði giítt beint. Bókin var jú so meinlik teimum, ið trúðoðarnir plægdu at:selja. Hålvdan, ið hevði hoyrt kon- una koma, stakk bókina í jakka- lumman. «Hann vil dylja tad,» hugsaði Anna, «men eg má og skal hava at vita tað. Gråtur hoyrdist úr stovuni og fóru so bæði innar. Jólanissan var dottin á gólvið; drongurin fekk hana aftur — og tagnaði. Hálvdan slóð og stardi at dreinginum við eymligum eyg- um, snm um hann vildi siga: tú veit íkki, hvat stendur í vantu. Anna gekk tætt til Hálvdan og segði við gráturodd: <Hálvd- an, lú má — — má siga mær alt. — Hålvdan, tú má svara mær. Kg leggi einki í tað. Guds vilji ske. Hålvdan, men eg má vita tað. Hoyrir tú, Hålvdan!» Hålvdan stardi ófatandi at konu sína: «ldan, hvat meinar tú, Anna.» Anna var í villareiði. Hvat skuldi hon siga? hon tordi einki at siga; stardi hann upp í eyguni, men fekk einki at vita. Tøgn var eina lotu, til endan tók Anna mót í bróst og spurdi: «Hålvdan, er tú — ja eg meini — er tú blivin guduligur — eg meini umvendur?> Hálvdan settist bilsin. — «Eg umvendur? Hví finnur tú uppá tað ?> <Hálvdan, tú má mær, hvat tær bilar.» Anna kom nú tætt til hansara. «Anna, min ogn, mitt alt, mær bilar einki.» «Ja, men hvat teinkir tú uppá?> <Hvat eg teinki uppá?> svar- aði Hálvdan langan, <eg havi fingið eina aðra áskoðan á lívið, tað er alt, Anna.» Hálvdan tagdi, og var tøgn eina lotu. Anna kundi ikki halda sinum forvitni aftur og segði lí: «Hålvdan, tú bara pínur meg, sig mær tað bara, tvífalt lættari er sorgin at bera, har tvey eru um.» Anna mintist brúdleypsdag teirra. «Annal» Hålvdan brosaði móti henni. <Tú er forvitin eftir at hoyra nakað, sum í og fyri seg einki hevur uppá seg til at vera bangin av. Tá eg var í kirkjuni í kvold, beit eg merki í orðini «fridur á foldum». Friður er eingin her á fold; gjøgnum år- hundraðir, ja Í túsundir, hava hesi friðarorð ljóða frá hvorjum prædikastóli í Føroyum, ja um allan heimin. Teir góðu menn tala um frið á foldum, men elva bert bardaga og stríð; meðan kanónurnar dundi í ver- aldarbardegunum mikla, boðaðu trúberarnir friður á foldum». Teir bardust og drupust fyri at tað skuldi vera f" ður á foldum. Eitt slíkt mólsigilsi finnur tú ikki í náttúruni. Nú í kvold syngja oll heiður og æru til Harrans, sum tey í dagligum gerðum negla til krossin; finnur tú slíka lygn í náttúruni? Nei, tú finnur ikki. Í hesum dogum leska tey onkra fátæka manna- sál við nokrum breyðbitum, fyri at lata tey svelta í 363 dagar. Hví halda tey jól?> Hálvdan tagdi eina lotu, men helt so áfram: «Tey halda jól — eta gott, siga