týsdagur 6. juni 1933síða 2

F Í + + + É fæ i i i Fá É i X 2 Þ kk ; ro hi > 5 . Í + $ ki “ | i er Í . ; | 5 p FS kirkjuni og sær innar f kirkj- una, leggur alt fyri eill merki til tær vakurt útskornu fjalir millum kór og kirkjuskip. Úl- skeringin er í stíl við gamlan føroyskan kirkjutræskurð, sum nógv her Í Havn ikki kenna, uttan kanska frá myndum úr Daniel Bruuns bók »Fra de fær- øske Bygders. Tad er hilt sama, krossurin, Sum aftur: lívstræið, hjartað og tímaglasið; gongur eisini á teim útskornu stóla- høvdum finna vit krossin aftur. Hóast alt hetta er henda kirkja einki kopi av leim gomlu; hon er ljósari, orsakað av, at hon hevur málað hvolv, ikki hin vanliga himnabláa lítin, men ljósagrátt, hin niðari parturin av bróstinum beisaður, eins og tær útskornu fjalir, hin sera og lesipultur. vakri doypifuntur Kirkjumenn, sum sjálvir hava smíðað kirkjuna, hava æru av hesi hugnaligu og vælsmíðaðu finnast kirkju, har er einki at at nokrum, alt er samljóð, ja, enntá altardåkurin er seymaður eftir træskurðamynstrum úr gomlum kirkjum, á allaranum tveir vakrir stakar og ein gomul bibil, sum hevur ligið í hini gomlu kirkjuni, og so oman fyri altarið hin vakra altartalvan, sum S. E. Joensen úr Mykinesi hevur málað: Jesus gongur á vatninum. Ein eldri Fugloyingur varð reiðiliga tåid så hin hvíla Kristus á altartalv- segði, at hann rørdur um hjartad, hann uni. Jú, hon er vekur og Kristus-myndin stígur ógvuliga livandi fram. Á lí púra slættu eikirammu standa á silvurplátu hesi orð: >Í minninum um faðir mín S. M. Zachariasen og móður mína Malenu Fredrikku, fodd Simonsen. varð henda talva á Kirkju ár 1933, sivin kirkjuni > J. Zachariasen,« amtslækni, og er helta einasta innrit í kirkjuni. Tað bygdina, at farið skuldi verða í frættist skjótt um kirkju kl. hålvgum eitt, og eilt sindur undan var stúgvandi fult av fólki norðuri á Vegginum, og rættstundis kemur skrúð- gongan úr Geilini: Próstur og amtmaður á odda, beint aftaná teir fimm ornat og Norður við klokkan prestar f logtingsformaðurin. skúlan stedga teir, til ringir, og spakuliga gingu teir oman á Deild og norður í kirkj- , una, sum longu tá var fólki. lítil til ta stóru mannfjøld, men full av Sjálvandi var kirkjan ov her var eingin lrokan, alt var merkt av hesi håtfdarmiklu stund, sum ein maður segði tann dagin: har, sum prósturin er við, verður altíð hátíðarmikið. So ljóða tær kendu tónur frá eitt „ og hin fulltén- urguni: Kirkjan hon er gamalt hús andi sálmasongurin ljómaði fyri ferð Prósturin lalaði so yvir fyrstu út í hetta kirkju- rúmið. orðini: Tí al annan grundvøll kann eingin leggja enn tann, sum lagdur er, og hann er Jesus Kristus; hann minti í síni frá- líku vigslutalu á, at henda kirkja á dupullan háll slóð á halgari = grund, bygdarnavnið segði frá, at her var gomul kirkjubygd, og at fólkið hevði longst eftir at fáa kirkju aftur, ley høvdu sýnt trúskap móli kirkjuni við tað, at tey vóru komin saman til lestur sunnu- dag eftir sunnudag í oll hesi 100 ár, síðan kirkjan varð flutt til Hattarvíkar, tí var tað hon- um ein gleði embælisvegna at geva hesa kirkjuna upp Í hend- urnar á kirkjufólkinum í Kirkju- bygd. Aftaná vígsluna, sum fór fram á foroyskum máli, steig sóknar- presturin Knudsen upp á præd- iíkastólin og prædikaði yvir evangeliið til 6. sun. eftir páskir. Hann, sum hevur verið so hug- aður at fáa hesa kirkju í lag, rå helt á somu stund sína fråfar- ingarprædiku. Kl. var yvir 3, áðrenn komið var úr kirkjuni, og kl. 7 skuldi stað nýla »Smiril« av aftur, so nú ráddi um at tíðina væl, men tey vóru nógv av bygda- fólkunum, hetta var einki skil í at fara so skjótt sum hildu, al av slað aftur, tey vildu gjarna víst okkum meira blíðskap enn, men vit sigu teim takk fýri tann ófora blidskap, sum vit við gleði merkti; tað er hesin hjartaligi blíðskapur sum leggur sín ser- dúm eina føroyska liga yvir bygd. Ferðamaður. Et og andet. Uret. En Mand kom ind til en Ur- mager for at faa sit Ur efter en Reparation. Urmageren paastod, at han havde det ikke. Hvor- efter Manden gik til en Sagfører, der trøstede ham med at sige: — Har han Uret, saa har han Uret, og saa skal jeg nok skaffe dig Uret; det er jo klart, at den af jer, som har Urel, har Uret, og har du Ret, skal du nok faa Uret. Bare rolig. En Gang, da den berømte Skuespiller Paull i Dresden spil- lede Frans Moor i Schillers Skuespil »Røverne« og i den gribende Scene, hvor denne tror Aand, udslødte de angstfulde Ord: — Ha! Hvem han fra al sé en lister sig frem dér! fik Kulissen det trøstende Svar for- tæller »Nordsjællands Venstre- blad«: — Det er ikke andre end mig, Hr. Paull; jeg gaar og søger efter et Vridbor. Ærlighedens Belønning. teren Victor Hugo tabte en- ”maklædning en Dig gang under sin Franc og kunde ikke finde den Den næste Morgen bragle Mønlen og fundet igen. hans Stuepige ham fortalte, al den under Sengen. hun havde — Vel, mit Barn, sagde Dig- teren, behold Skillingen som Løn for Deres Ærlighed. Nogle Aftener Hugo sin Vest hen over en Stol, hvorved en Louisdor faldt ud paa senere smed Tæppet, uden at han lagde Mærke til det. I Løbet af Dag savnede Digteren Guldstyk- ket og bad Stuepigen søge efter det. — Ih, det har jeg allerede fundet, meddelte Pigebarnet. — Men hvor er det? spurgte Hugo. Stuepigen den næsle tilkaslede ham et a, ØD. ØD. ED. Sn. SI. FO. 22 2 jr = þ. | > + } + > > ——- I BE 52 SL. x Blik fuldt af Forbavselse og ud- brød: — Men, det har jeg riglignok beholdt som Ærlighed! Monsiur Hugo, Løn for min Johannes Wulff: En forsmaaet Kvinde. Anne Lise sad bøjel over Skrivmaskinen. De smidige Hæn- der gled behændigt over Tan- genterne. Fingrene stødte hurtigt og rutineret mod de runde Tal- og Bogstavskiver. Af og til slog hun Nakken tilbage, san Hove- det fik stolt sen; det gav hende en behagelig, lidt svimmel Højhed og Fornemhed. Saa ske- lede hun til Fuldmægligen, og da denne skelede tænkle hun: »Fuldmægtig Hansen ligner dog bestandig en Gedebuk med tejsning paa Hal- Fornemmelse af igen, det Skæg det har han nu gjort í 2 Aar, gid den Mand vilde lage sig sammen og klippe det Skæg af, i hvert Fald den nederste Del, saa var der dog sket en Forandring her paa delte Kontor, hvor alt ellers er evigt og aldeles uforanderligt«. Anne Lise følte sig selv som en Kvinde med Anstand og Ynde, en fornem Dame, der ved et Uheld var kommet til at sidde her hos >A. W. Meyer« og lille, elendig, daarligt sammensat Skrivemaskine. Moder var død mens hun en lille skrive paa en Hendes var Pige. : Faderen en slakkels kræftplaget Mand, der kun for- manede al sidde stilleien Rulle- stol, lade de syge Øjne fare taal- var modigt alle Stuens fire Vægge Mand med det bestandigt lidende, svage Lege- rundt; en tavs me krummet sammen som en bedrøvet formet Undskyldning, Hans Opmuntring var Anne Lise og en lille Kanarie- fugl, hvis Bur hang i Vinduet. Den kvidrede kun 3 Dage hvert Foraar, og for den syge Mand var festlige, de tonede en forvirret Længsel skønt de var eneste disse Dage skønt ind i hans Sjæl, som en Sang om, atall var forbi, gange, der var endt i Men Fuglen trøstede ham dog ogsun den var om Solop de graa Dages Tusmorke. naar den ikke fængslet som han, pint,som han, mishandlet som han, vendte sine Sæt næslen Og san var hun sang, Øjne i melankolsk lige som han selv. der Anne Lise, ja ogsaa trøstede ham. Naar hun kom, gik der lige som en forunderlig Su- sen gennem de smaa Sluer; AIS ALSLEV á G005 TLF, 20 á 237 THORSHAVN TLF. 20 & 237 IX »E |» »ET 9] EX KT DET IK EXE] SKT IE] HET KE DEL] KK] EDER] KT] Trælast en gros & en detail. Altid stort Lager af alle Bygninys- materialer til billigste Priser. BI. a. sælges Mursten til 10 Øre pr. Stk. Luften blafrede og blev levende, lettede paa de og selv Urel tog Kanariefuglen hlode Vinger, til at dikke paa en sælsom livs- berusende Maade, som gik hvert Slag Uret selv til Hjertet. Ja, Anne Lise var en for ham, som han plejede al sige »Lise« stille for sig selv eller til Kana- riefuglen, som ganske vist ikke forstod det, men dog pan en eller anden Mande maatte høre det eller fornemme det. Men Anne Lise var en fornem Kvinde; hun følte det selv, ja, han følte og maaske endog Ka- del ogsua nariefuglen indsaa det — den var i hvert Fald meget mere væver i Benene og Vingerne, naar hun stak dens sædvanlige Kost ind i Buret til den, end naar den syge Mand talte til den — saa kunde han være nok saa opmuntrende i sine Udla- lelser. Anne Lise vidste, at hun var en fornem Kvinde; to unge Kol- rent ud var leger havde ligefrem sagt det til hende, og der saa mange, der hver Dag med beundrede Øjne paa en Ttlavs Maade sagde det summe det kunde ikke være andet, fornem mantle hun være, og del gjorde hende irritabel at vide det, for det forpligter til Anstand og Vær- hed, til megen Filosofi og Spe- kulation: man skal gaa paa en ganske bestemt Muade, en let, hvirvlende og dog ikke for hus- tig Gang; man skal ikke hilse for tidligt, ikke for smilende og dog ikke for mut; man skal dvæle lidt smæglende over de Ord, a, thi delte Bosstav kan udtales der indeholder Bogstavet raffineret og med daarende Vel- lyd; og der er tusinde andre, smaa eller store Ting, man skal passe paa, og af alle disse tusinde Ting, hvad enten de er smaa eller store, er end ikke den mind- ste ligegyldig. gik Anne med stolte Trin gennem Verden, og alle maatte de beundre hen- Stolthed og hendes Ynde, thi de forenede sig i majestælisk Saaledes Lise da des Glorie om hendes Legeme. Ín- gen havde endnu turdet tale fortrolig med hende, hun var ige som beskyttet af en iskold, jernhaard Brynje, og hendes Bekendle sagde om hende: Mon jun har Hjerte, Anne Lise, mon hun har Blod og Varme igesom os andre — dødelige? Men det hørte Anne Lise ikke, hørt det, havde behersket, hun smilet ganske og havde un ganske nøgternt og upaavirkel svaret: »Iljertet har man vel inde i sig; I tager del maaske frem engang imellem«, og havde Til sin Fader talte hun ikke meget; hvad skulde man sige til den gamle, syge Mand; han havde det jo godt i sin Rulle- stol; han kunde sidde og se ud ad Vinduet; han kunde sidde dér og lænke pan mange Ting, ingen forlangte af ham, at han skulde skrive paa Maskine eller klistre Frimærker paa Breve; af ham forlangte ingen noget, hun heller ikke; han var hen- Fader; saadan havde det altid været. Kendsgerningen var snå dyb og rodfæstet, at den des skyggede over enhver anden Form for Forbindelse mellem hende og ham. Han var hendes Fader, javel; om Dagen skinner Solen, om Natten er det mørkt; det er Jul cen Gang om Aaret; uafrystelige og uforanderlige Kendsgerninger, lørre som Tal og evindelige som Livels Timer for en ung, selvsikker Pige paa 19 Aar. Omkring Anne Lise voksede en Mur af Sten; den voksede op om hende, hun lagde selv Sten paa Sten; hun slæbte dem langvejs fra og byg- Muren op store, tunge gede møjsommeligl om sig. Hvordan skulde hun da kunne se sin Far, sine Venin- der, sine Bekendle. Hun skjulte sig selv, og dog vilde hun ses af alle; hed men kun hendes Skøn- saa de, ikke hende selv. Bøjes maatte den ranke, stive Stængel, enten bøjes eller knæk- kes. Naadigt er Livet, det knæk- ker hellere Menneskene, end det for at Skyerne kvæler dem; det knuser oprejse; det lader trække advarende sammen, for det slipper det tilintetgørende Lyn løs; det dræber ikke den, der endnu ikke er vaagnel op til Livet. Der gives her i Verden ingen saa hovmodig, ingen saa stolt, at han ikke i et givet Øjeblik overtrumfes af en hov- modigere, en endnu mere stolt Natur. hængende Kæde Sejre. dig; laber du, da godt endnu Livet er en sammen- af Nederlag og Sejrer du, da godt for for din Men for nogle Menne- det i Øjeblik tabe vinde; Fjende. sker er et givel bedre al end al nogle trænger paa et vist Tids- punkt mere til at græde ud end til at le. Anne Lise traf den der var stollere og stærkere end hun; hendes egen Stolthed førte hende i hans ikke, at nogen kunde hende i Magt. Al en lille Maskinskriverske kunde Garn; thi hun anede overgan hun kun var ikke standse hendes Foragt for hendes Medmenne- megel tænkte hun at stige. Paa Drøm- de fleste af sker; saa desto mere menes Vinger vilde hun stige op i det Rige, hendes Fantasi havde skabl, og hvor hun var Dronning, almægtig og ene- raadende. aa et Bal mødte hun den unge Ingeniør Poul Molde, en ung, slank, lyshaaret Mand, hvis urokkelige Selvtillid laa godt gemt bag hans charme- rende og friske Væsen. Anne Lise havde ikke tænkt nogen- sinde, at nogen Mand kunde blive farlig for hende; mindst af alt kunde hun tænke sig det om Poul Molde, hvis Øjne var store, naive og blan og hvis indsmigrende, ud, faa unge Piger til at le og føle sig Ansiglstræk Han som forlangle han kun al var saa saa fordringslos veltilpas. En meget rar ung Mand, tænkte hun efter deres forste Møde; men da han første Gang uden at spørge om Føorlov hende og trykkede kyssede tænkle Selv- (Fortsættes paa 4, Side.) hende varmt ind lil sig g, hun ikke mere saadan. | I