leygardagur 15. desember 1934síða 11

over det hele, over de smaa Kvist- lejligheder saa vel som over de en- kelte Villaer, der laa hist og her mellem de høje Huse, og hvor Stor- folket boede. Og Stemningen steg til et Højde- punkt, da Toget med Faner og Mu- sik i Spidsen. saa det gjaldede, drog forbi. Det var aldeles gribende. Og da følte de. at det var en virke- lig Festdag Sofie blev helt oplivet og bemær- kede sagtmodigt, om de bare hav- de haft Paad til at følge med. Efter at have tænkt sig om sva- rede Dora, ai de maaske kunde gaa over i Vodrofflund, hvor der var Fest De lagde Smaaskillingerne sam- men og skrabede alle Skuffer og Æsker. hvor det kunde tænkes, at en Øre kunde have forstukket sig. Resultatet blev, at der akkurat kun- de blive til Entréen — men aldeles ikke til mere. Af alt, hvad der var at se paa Í Vodrofflund, var Dansesalen det mest tiltrækkende for dem. Doras Tøj ikke saa godt, navnlig ixke for Skoenes Vedkom- mende, saa alene af den Grund var hun udelukket. Derimod havde So- fie en pæn lyserød, blomstret Sirt- seskjole, og hun saa med sit mæg- tige, gyldne Haar og sine store fug- tige Øjne helt frisk og landlig ud. Nu var hun desuden ved Selska- bet med Dora blevet opmuntret. Hun havde faaet betroet sig, hvad hun ikke før havde kunnet komme over, ikke en Gang over for sin Mor. Dette havde lettet hende me- get. Hun var jo desuden kun tyve Aar, og det var Grundlovstest, — saa hun syntes, at Livet i Øjeblikket saa knapt saa mørkt ud som før. Bare vi navde haft Penge til en Billet, sukkede hun — bare en ene- ste Dans. Dora spekulerede lidt. Saa sa'e hun: Naar Kontroløren vender sig og kommer i Snak med en anden, saa gi'r jeg dig et ordentligt Skub, saa du flyver langt ind i Salen, og saa bliver du derinde. De ventede med Spænding. Og da det belejlige Øjeblik endelig var der, blev Tanken i et Nu virkelig- gjort. Sofie næsten faldt i Armene paa en skikkelig Herre, der øjeblik- kelig dansede ud med hende og blev var ved dermed. Han havde Straahat paa, og et lil- le tyndt Overskæg var den eneste Haarprydelse i hans glatte Ansigt. Dora syntes nok, at han saa noget enfoldig ud. Men han var vist god. Saa gik Dora hjem og drak en Kop Kaffe. Hun ventede Time paa Time, spændt paa hvorledes det var gaaet Veninden. Da hun endelig viste sig, forstod alene ved at se hen- at det havde været en Dora straks, des Ansigt, god Aften. Jo, hun havde da moret sig ud- - danset hver eneste Dans med Straahatten, — var Í mærket med Herren han dansede henrivende, det fin Mand, fuld og yndig at være sammen med — han havde givet Kaffe og Kage .... Jeg skal for Resten være sam- men med ham i Morgen Aften, det lovede jeg. hele en . hensyns- Naa? Saa skal du vist være for- sigtig Hvad synes du, Dora? Skal jeg saa sige, at jeg har haft et Barn? Jeg vil helst være fri for det. Hvis han frier, skal du absolut sige det akkurat, som t er, svare- de Dora bestemt. For hvis han stø- des bort derved, er der ikke meget derved. Mcn hvis han forstaar det, saa er han rigtig. Jeg holder ikke af at fortælle ham det. Hvis du ikke gør det, vil du faa hundrede Kvaler hele dit Liv og aldrig blive helt lykkelig. Der kom et lille Ophold. Saa sa'e Sofie med Eftertanke og De fulgtes hver Dag til Skolen paa Lampevej — blev mege* alvorlig: Det kan godt være, du har Ret, Dora. Derefter talte de om Livets Van- skeligheder, især naar man er fat- tig og uoplyst. — Næste Aften, da hun módte Man- den med Straahatten, og de været lidt hende paa scadan en tilbageholden- de, ægte Maade, om hun vilde blive havde sammen, spurgte han hans Hustru, — han var saa ensom i Verden. Hun tog Mod til sig og fortal- te ham alt det, hun var saa ked af at sige. Han hørte godt efter. var færdig, forstod hun paa hans Og da hun Væsen, a; han havde virkelig Med- følelse med hende. helt de at opleve. Han vilde, at de atter skulde mg- des næste Søndag. Det kan jeg ikke, svarede hun og bøjde sit Hoved. Det var mærkeligt for hen- Hvorfor? spurgte han med stor Ivrighed Nej. Í dag, jeg er íri, gaar jeg altid ud paa Vestre Kirke- gaard og ser til min lille Drengs Grav. Jeg holdt saa meget af det lille Væsen. Jamen, vi kan jo følges ad, be- mærkede han. Han spurgte om, hvordan Graven saa ud, som om det interesserede ham. Hun forstod med sit Hjerte, at han var en god Mand, og at hun ikke før havde truffet en Mand af hans Karakter. Hun fik at vide, at han var født paa Landet og var Snedker. Han fulgte hende til Døren og for- langte ikke en Gang et Kys. Om Søndagen stod han og vente- de paa kende udenfor Indgangen til Kirkegaarden; han havde en Pakke under Armen; hun kom med en bil- lig Blomst. lem Gravene, og da de kom til Ste- det, aabnede satte, Stakit med lille Tue. Hun blev græd. For De gik tavse hen mel- han for Pakken og uden at sige noget, et lavt Laage omkring den saa lykkelig, at hun selv om deres Forhold ikke blev til noget, iøvrigt an vilde at hun truffet snadan et Menneske. varede ikke længe, inden de gift bejde. hun aldrig i sit Liv glemme havde Det blev Han havde godt med Ar- De levede Og de fik et Par De kom Alvor til at Dagliglivets stille Lykke. Og Dora besøgte dem jævnligt, i sparsommeligt. Børn sammen for kende alt Fald den første Tid, som deres kæreste Gæst Der gik atter nogle Aar, hvor de ikke havde megen Forbindelse med Men en Dag to Veninder hinanden hinanden. skønne standsede de paa Gaden og studsede. Men hvor ser du daarlig ud, kære So- fies store Øjne blev mere end fug- der var saa stærk, og tige. Min Mand er Tube Ja, min Ven sva- rkulose Men jeg to Børn gelig, og jeg har faaet og skulde paa Sanatoriet vil ikke rejse fra vore saa Plejehjem og Tilild til. Jænge, jeg selv lever har jeg ingen Anstalter Det forstaar jeg, men Herregud, Dora, lad mig dog faa dem. Vi har det nok smaat, men jeg vilde være lykkelig ved at passe dem godt, det kan du stole paa Dora tog hendes Haand Sofie havde ikke før set Taarer Doras Øjne, hun var altid saa fast. Sagen gik i Orden, som Sofie hav- de foreslaaet. Og det gik saadan, at Børn storartet deres Mors Veninde. De blev Mælkebrødsbørn og blege Kaffebørn. Et Plejehjems-Tilsyn sig ligefrem over, hvor godt et Sted Doras trivedes hos rød- mossede ikke forundrede for Børn Sofies Hjem var Og nu Disciplinen? Ja, hvis der skete noget, der ikke var, som det kulde være, saa satte Sofie sig be- sukkede: Aa var det kedeligt — aa, hvor er jeg ked af det — og saa tørrede hun sine store fugtige Øjne .... Jeg vil- de ikke ha'e haft det for mange Penge. Saa puttede Børnene sig ind (ll drøvet hen og hvor bende. Eller det blev ordnet paa en eller anden næsten umærkelig Maade. Det gik saadan, at Doras Børn trivedes storartet hos deres Mors Veninde. Í | Da Dora efter sit Sanatorieophold hentede sine Børn, takkede hun sin Veninde meget. Sofie svarede: Jeg har altid læng- tes efter at gøre dig en god Tjene- ste for alt det, du har været for mig, og saa blev den Tjeneste og- saa noget, som jeg skylder dig evig Tak for Forleden Dag var her nemlig en fornem Dame og sa'e, at jeg i Fremtiden kunde faa alle de Plejebørn, jeg vilde ha'e — for Be- taling Og hvad vil det ikke betyde som Støtte i en lille Hus- holdning. Jeg er saa glad Det var sidste Gang, de to Ven- inder talte sammen. Men de be- varede ti! deres sidste Stund hin- anden i Venskab og Tro som en kostelig Vase, der ikke havde en | eneste Revne. Det hedder i en gammel Vise om Livets Farver, at Venskab er violet, findes det? sig mig, hvor Det findes eltsaa Johan Skjoldborg. En lulekronik om Thy og Thyborøn. Af Bertel Budtz-Miiller. Tegninger af Hans Bendix. I. FT høje Thyland tærke, nem Aarhundreder været kendt for | deres Glæde ved det gode, tunge danske Bord om d læl d f dt ågres Grødt 1€ € | Rigdomme og | Landets I n | Det vil for ikke stedkendte Folk | være nødvendigt ganske ko r- | det nordvestlige Hjørne af Jyl d | — den stærke danske Skulder ud mod Havet. Og Havet staar sande- lig med vældig Magt ind mod Thy- landets Strande ikke blot Vester- kavet, den danske vestlige S nen Nordsø, Skagerak og Atla? Lar mod Kysten ind. ned: paa med vild Kraft ind Syd om Der er et Kysten - Landkortet, Norge og Nord om Skot Sted kan se efter paa Vesten- Klodes Søslag mod Skrænterne og Forklitte: bestemt enhver hvor man med storm har 1en halve Men Thylandet er stærkt er det høje Thy, dækket af stejle Kalkholme ud mod Havet Bjerge kaldes de og brede Baglande med Klitter — Bakker kaldes de og Kær Fødderne at dette høje Thy, der ligger skærmet vældige ind til inde ved den nilde og salige Limfjord: Nordens Nil, som den kaldes hos be- gejstrede Thyboer, der alle er bibel- stærke og flere bogkyndige. Som Landet saaledes er delt op Í Hansthol- men, kronet af Hjertbjerg, selve Thy, i Holmene som den vældigste Knytnæve ud mod Havet, det ikke Bulbjerg Skarreklit som en Skildvagt. Solda- ten, der aldrig faldt eller sov i sin aartusindgamle Vagt for Landet ud mod Skagerak, Klimbjerg, Korsø, Hjardemaal, Langvad, Tvedshgj- bjerg, Blegbjerg og »paa Ballerum«e med det lave mærkelige Gasbjerg — det var dem og paa dem bor altsaa Holmbønderne — ud mod Havet i Klitlandene med Søer, Faaredrift, lidt Studeavl og ellers Fiskeri, Bi- avl og Bærplukning efter Aarstid og mindre med Vejrlig, de graa Havboer — og inde paa det høje Thy de egentlige Thy- boer, mere præget af de milde og skønne Fjordlande omkring Bred- ningerne med Danmarks bedste Jord paa den friske Kalkklippe med Aaabrud mod Fjordvigene gennem skønne frodige Dale ned fra Højde- ryggene. Ældgamle, knappe, danske Navne bærer de thylandske Herreder: Han, Hil, Hun og Refs — mod Nord Han- herrederne Øster og Vester, som Grænselande mod Vendelboerne, i Midten Hunborg og Hillerslev og mod Syd Hassing og Refs, kronet af Kirkebjerget ved Vestervig, der Sy- ned i Fiand, Syd for Fjorden, — med Endelser føjet til í Aartusindernes Løb efter de forskel- lige Folkevandringer og landskabe- Omlægninger efter de mange af Landet Thi Thy er, hvad Navnet ogsaa siger, Danerne», de danske Jyders Hjemland — Ordet betyder »Hjemt«, ner langt lige Erobringer »Folkehjem« eller blot >Folkete — herfra var de fra Sortehavsegnene Danepr, Dnestr — som Ryttere, Dan lig Rytter — over Sverige Í Løbet af Aarhundrederne indvan- dret til Thy og Trøndelagen i Nor- ge, hvorfra de fordrev Eru- lerne. de gamle Herskerfolk i Vest- og i Jylland, der da en Gang fra Viborg og sydpaa hed Sinland. Thy er saalede: det danske Moder- land. Erulerne dreves sydpaa ned i det tyske selve norg« g derfra over Norman- Danerne blev og' Indvan- dringer Opdelinger af Landet. Umiddelbart efter Kristi Fødsel amlede Jyderne fra Thy de nord- jyske Stammer, og omkring Aar 300 e. Kr. erobredes endeligt Skaa- ne, Fyn, Sjælland og Jylland af Da- nerne, der kom fra Målar-Egnene Í diet til England . er her endnu, trods senere Sverige over Thy Thy er saaledes det ældste dan- ske Land, hvor Daner endnu bor og har Navn. At det blev Thy, der netop blev Indfaldsporten ikke blot for den danske Erobring af Landet, men ogsaa Udfaldsporten for de senere danske Erobringer under Vi- kingetogene, er ikke saa mærkeligt, Landet den Gang var splittet op i Vige og sejlbare Fjorde De nuværende Holme var Øer og selve Thy ligeledes en stor Ø med sejlbare Aaer og Søer og Indvande ske som Morsland er det den Dag i som — gan- Dag Landet har hævet sig, hvor der nu er Klitland og Kær, var Hav, Holmene er landfaste — og (de eammeldanske Herreder her oppe med de urgamle Navne, der var skarpt adskilte i Øer, skilt af Hav, Fjord, Vejle eller ufremkommelige Moser, er nu det skønne store Thy- land, som det lyser os i Møde den Dag deroppe mellem Fjord og Hav. Som Erulerne førte Guden Odin med sig, et mandligt Sidestyk- ke til Grækernes Pallas Athene, Vis- dommens Gudinde, fra samme Egne ved Sortehavet, som Rytterfolket Danerne siden ogsaa kom fra, saa- ledes førte disse Tor med sig, He- titternes Tordengud. Erulerne Val Søfarere, allerede i deres Hjemland Dag í før den sidste Folkevandring drev de Vikingetogter paa det klassiske Grækenlands Kyster. De erobre- de og plyndrede selve Eleusis. Det var vældige Søkrigere og Havher- deres Navn er bevaret i det nordiske og engelske Jarl = Earl — en stor Hersker. Og det thylandske Folk er paa en mærkelig Maade en Blanding nordiske Folk: Erulerens Trang til Udfart og fly- vende Kampe paa Havene og frem- mede Kyster, deres mærkelige Vis- dom, Klogskaben var jo deres Ho- førte Runeskriften til og aandelige Langsyn, Selvstændighe- den, Rankryggetheden i et Hersker- folk spores selv i de gennem Aar- hundreder i dybeste Armod og Us- selhed nedtrykte Havboer, der dan- ner Hovedelenientet i den vestjyske Fiskerbefolkning. Lars Kruse, Kræn Harbo (hvis Statue staar som Fiske- ren og Redningsmanden paa Chri- stiansborg Slot) og de mange an- rer, af disse vedgud; de Danmark, Frihedstrangen og